Sønderjyske Fodbold sælger amerikanske José Gallegos til den bulgarske klub Botev Vratsa.
José Gallegos fortsætter karrieren i bulgarsk fodbold.
Den 23-årige amerikanske offensivspiller er blevet solgt fra Sønderjyske Fodbold til Botev Vratsa, der spiller i den bedste bulgarske liga.
Gallegos kom til Sønderjyske Fodbold fra San Antonio FC som 20-årig i januar 2022 og har siden spillet 96 kampe.
Sportschef Casper Daather takker amerikaneren for indsatsen i Sønderjyske Fodbold.
– Vi har været meget glade for at have José Gallegos i Sønderjyske Fodbold i de seneste tre et halvt år, og han har gjort sig godt bemærket med næsten 100 kampe i den lyseblå trøje.
– Langt hen ad vejen er det også gået, som han og vi havde håbet på. Han tog et stort skridt, da han rykkede fra sin barndomsklub i San Antonio til Europa og Sønderjyske Fodbold, og han har taget store skridt i sin udvikling her hos os.
– Han har dog ikke fået den spilletid i 3F Superligaen, som han havde håbet på, efter vi kom tilbage i landets bedste række, og derfor er han og vi indstillet på, at samarbejdet stopper her. Vi takker ham for en stor indsats i Sønderjyske Fodbold og ønsker ham alt det bedste fremover, siger Casper Daather.





