Sønderjyske Fodbold indgår partnerskab med Kræftens Bekæmpelse og donerer trøjesponsorat

Sønderjyske Fodbold og Kræftens Bekæmpelse indgår et partnerskab, der blandt andet indebærer, at Kræftens Bekæmpelse får sit logo på ryggen af kamptrøjerne. Sønderjyske Fodbold ønsker at tage ansvar og gøre en forskel og stiller pladsen gratis til rådighed, så Kræftens Bekæmpelse får glæde og gavn af den massive eksponering i 3F Superligaen.

Når Sønderjyske Fodbolds spillere løber på banen til den næste kamp i 3F Superligaen, er det med et meget synligt logo fra Kræftens Bekæmpelse på ryggen.

Sønderjyske Fodbold og Kræftens Bekæmpelse har indgået et partnerskab, hvor Superliga-klubben donerer et trøjesponsorat, så Kræftens Bekæmpelse i hele efterårssæsonen får sit velkendte logo på ryggen af kamptrøjerne – både på hjemmebane og udebane.

Et trøjesponsorat i 3F Superligaen garanterer massiv eksponering, og hos Kræftens Bekæmpelse er der stor taknemlighed for, at Sønderjyske Fodbold donerer denne attraktive plads i den gode sags tjeneste.

– Det er en virkelig flot gestus af Sønderjyske Fodbold at tilbyde Kræftens Bekæmpelse et partnerskab helt kvit og frit – og ovenikøbet en plads på spillertrøjerne. Det sender et stærkt signal om opbakning til kræftsagen og hjælper os med at nå ud til fodboldpublikummet, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Donationen er en hjertesag for Sønderjyske Fodbold, der har haft mulighed for at sælge den attraktive plads på trøjen, men partnerskabet med Kræftens Bekæmpelse er blevet prioriteret højest hos Superliga-klubben.

– Det bliver med stolthed, at vi løber på banen med Kræftens Bekæmpelse i ryggen. I Sønderjyske Fodbold vil vi gerne gøre en forskel og bruge vores synlighed til at støtte den gode sag. Intet sted i Danmark er der mere eksponering end i 3F Superligaen, og med en plads på vores kamptrøjer giver vi Kræftens Bekæmpelse den størst mulige eksponering.

– Det er en sag, som ligger vores hjerter nær. Alle kender nogen, der har eller har haft kræft, og i Sønderjyske Fodbold har vi det desværre også meget tæt på. Det er en sag, der også berører alle vores fans og samarbejdspartnere, og derfor vil vi gerne gøre noget ekstra for at tage ansvar og gøre en forskel. Med dette partnerskab har vi mulighed for at stille logopladsen bag på trøjen til rådighed for Kræftens Bekæmpelse i resten af året, og vi ser frem til at støtte den gode sag på forskellig vis i løbet af sæsonen, siger direktør i Sønderjyske Fodbold, Markus K. Hansen.

Den første kamp med logoet fra Kræftens Bekæmpelse på ryggen bliver i hjemmekampen mod FC Nordsjælland på Sydbank Park søndag den 3. august.

Sønderjyske Fodbold vil i den kommende uge informere om, hvordan fans får mulighed for at få påtrykt det nye logo ryggen af spillertrøjen for et beløb, der går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.