Sønderjyske Fodbold henter dansk spiller med stor international erfaring

Sønderjyske Fodbold har skrevet en treårig kontrakt med Mathias Olesen, der bliver hentet i tyske SpVgg Greuther Fürth.

Sønderjyske Fodbold henter en dansk spiller med stor international rutine til 3F Superligaklubben.

25-årige Mathias Olesen bliver hentet til Sønderjylland fra den tyske klub SpVgg Greuther Fürth, og den centrale midtbanespiller har underskrevet en treårig aftale – gældende til sommeren 2029.

Olesen flyttede i en tidlig alder med familien til Luxemburg, hvor han fik den første del af sin fodboldopdragelse. Han har været en fast del af Luxemburgs ungdomslandshold op gennem rækkerne og har siden bidt sig godt fast på A-landsholdet med 39 landskampe – den seneste i juni mod Italien.

Som 18-årig skiftede han til FC Köln, hvor han står noteret for 53 kampe – de 23 af dem i 1. Bundesliga. I sommeren 2025 skiftede han til Greuther Fürth i 2. Bundesliga, og det seneste halve år har han været udlejet til østrigske Grazer AK.

Sportschef i Sønderjyske Fodbold, Casper Daather, glæder sig over tilgangen af den internationale dansker.

– Vi er glade for og stolte over, at vi i Sønderjyske Fodbold kan tiltrække en kapacitet som Mathias Olesen. Han har fået en god fodboldopdragelse i det tyske fodboldsystem, og han kommer til Sønderjylland med en enorm stor international rutine. Han har fået masser af kampminutter i både 1. og 2. Bundesliga og ikke mindst på landsholdet.

– Vi får i Mathias Olesen en moderne midtbanespiller med stor taktisk disciplin, høj arbejdsradius og en stærk forståelse for spillets rytme. Han skal bidrage med sin stabilitet, struktur og balance, og med sin baggrund og personlighed bliver han også en leder i Sønderjyske Fodbold.

– Han kommer med stor international erfaring, men er fortsat i en alder, hvor vi ser et stort udviklingspotentiale, og vi er glade for, at han ser Sønderjyske Fodbold som det rette sted til at tage det næste skridt i en i forvejen flot karriere. Vi glæder os meget til at se ham i lyseblåt på AL Sydbank Park i den kommende sæson, siger Casper Daather.

Mathias Olesen glæder sig over aftalen med Sønderjyske Fodbold og ser frem til at prøve kræfter med dansk fodbold for første gang.

– Det føles rigtig godt at have skrevet kontrakt med Sønderjyske Fodbold, og jeg glæder mig til at komme i gang.

– Det er en klub, der har udviklet sig rigtigt flot gennem de seneste par sæsoner, og jeg vil meget gerne bidrage til, at vi sammen kan fortsætte den gode udvikling i de kommende år.

– Jeg glæder mig til at spille i 3F Superligaen for første gang. Jeg har kun spillet i Danmark, da jeg var fem år gammel, så jeg glæder mig til at opleve det danske miljø. Nu ser jeg AL Sydbank Park for første gang, og jeg ser frem til at få det som min nye hjemmebane, siger Mathias Olesen.

Den nye midtbanespiller får trøje nummer 10 i Sønderjyske Fodbold.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.