Sønderjyske Fodbold dedikerer Superligakamp til Kræftens Bekæmpelse

Sønderjyske Fodbold spiller for en sag og samler ind til Kræftens Bekæmpelse ved den næste hjemmekamp gennem blandt andet entréindtægter og trøjeauktion.

Sønderjyske Fodbold sætter stort fokus på kampen mod kræft, når holdet søndag den 12. april tager imod Viborg FF på Sydbank Park i 3F Superligaen.

Superligaklubben har i denne sæson doneret og dedikeret reklamepladsen bag på spillertrøjerne til Kræftens Bekæmpelse kvit og frit, men nu går klubben yderligere et skridt i den gode sags tjeneste.

I samarbejde med Kræftens Bekæmpelse vil Sønderjyske Fodbold gennemføre en række initiativer, der skal samle penge ind til Kræftens Bekæmpelses årlige landsindsamling – og samtidig skabe stærke, personlige fortællinger både på og uden for banen.

– Vi ønsker at bruge den platform, vi har, til at gøre en forskel. Fodbold samler mennesker, og denne kamp giver os mulighed for at stå sammen om en sag, der berører os alle, siger Markus K. Hansen, administrerende direktør i Sønderjyske Fodbold.

Personlige budskaber
Mod Viborg FF vil alle spillere i truppen hver især dedikere kampen til en person i deres liv, som har eller har haft kræft.

På kampdagen vil spillerne bære en personlig tekst på trøjen – placeret ved hjertet – med budskaber som ”For min mor” eller ”For min farfar”. Initiativet skal synliggøre, hvor tæt kræft er på mange menneskers hverdag.

Efter kampen bliver spillertrøjerne sat på auktion, hvor hele beløbet går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

10 kroner pr. tilskuer
Sønderjyske Fodbold går forrest med donationerne og giver 10 kroner pr. tilskuer til denne kamp, som forventes at blive velbesøgt, fordi det både er en vigtig duel i Superligaens mesterskabsspil samt Samarbejdsklubbernes Dag, hvor alle 60 samarbejdsklubber i landsdelen er inviteret gratis til kamp.

SPORT 24 bakker også op om initiativet med 500 halstørklæder til 100 kroner, hvoraf halvdelen går til formålet. Det vil også være muligt at få trykt Kræftens Bekæmpelses logo på ryggen af de nuværende spillertrøjer, hvor hele beløbet på 50 kroner doneres til indsamlingen.

– Samarbejdet med Sønderjyske Fodbold giver os en unik mulighed for at nå bredere ud også til fodboldpublikummet. Derfor vil det skabe endnu større opbakning til vores årlige landsindsamling, og vi kan virkelig rykke noget sammen. Jeg er oprigtigt taknemmelig for det store engagement og de mange stærke initiativer, klubben tager for kræftsagen, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Indsamling fra 12. april
Det vil også være muligt at støtte op om initiativet gennem en indsamling, som Sønderjyske Fodbold foretager. Den bliver åbnet på kampdagen 12. april, og det samlede beløb vil blive præsenteret ved den store landsindsamling søndag den 19. april.

Sønderjyske Fodbold opfordrer alle fans og samarbejdspartnere til at bakke op om initiativet og være med til at gøre en forskel – både på tribunerne og i kampen mod kræft.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.