Vi skal have alle tilskuere til at holde et halstørklæde op over hovedet, når spillerne har indløb på Sydbank Park. Til at kickstarte kampagnen vil der være slagtilbud i fanshoppen på Sydbank Park, hvor et nyt halstørklæde kun koster 50 kroner til forårets tre første hjemmekampe.
På søndag tager vi hul på forårssæsonen på Sydbank Park, når vi inviterer AGF inden for, og når spillerne løber på banen kort før kampstart, skal det være endnu mere festligt, end det plejer.
Sønderjyske Fodbold vil til forårets kampe sørge for et lovligt og ansvarligt røgshow på banen ved indløbet, og når spillerne kommer op fra tunnelen, skal vi alle stå klar med halstørklæderne holdt op over hovedet.
For at sætte gang i denne tradition, som forhåbentligt vil blive mere og mere udbredt på Sydbank Park, som foråret skrider frem, har vi i samarbejde med Sport 24 lavet et slagtilbud.
Til de tre første hjemmekampe i 2025 vil du i fanshoppen kunne købe et nyt halstørklæde til blot 50 kroner – herefter er prisen 125 kroner.
Vi havde i efteråret rekordmange tilskuere på Sydbank Park, og vi håber, at mange af jer vil være med til at sætte denne festlige og farverige tradition i gang.
Vi ses på søndag – og husk halstørklædet over hovedet ved spillernes indløb kort før kampstart.





