Vi spillede en rigtig stærk kamp i mandagens regn og kulde, hvor vi slog FC Fredericia med 3-0
Det var virkelig blevet efterår på Sydbank Park, da vi mandag entrerede Sydbank Park til et vigtigt slag mod FC Fredericia.
Det blev en tempofyldt og underholdende kampe med masser af chancer, og vi hentede tre herlige point!
Kampen åbnede særdeles livligt, og efter halvandet minut smed Fredericia et farligt indlæg ind i feltet, der snød Bundgaard. Heldigvis gik den til hjørnespark.
Kort efter fik vi en kæmpestor chance, da Daniel Gretarsson med en sukkerbold fandt Simon Wæver. Efter yderligere et par gode afleveringer blev bolden spillet dybt til Alexander Lyng, der bankede på kassen. Lamhauge diskede dog op med en stor redning.
Han var dog prisgivet rundet ni minutter. Mads Agger strøg afsted i højresiden og kom til baglinjen, hvor han med et køligt overblik lagde bolden ind til Kristall Ingason. Islændingen smadrede bolden op i nettaget, og så var vi foran med 1-0!
Vi var drøntæt på 2-0 ad flere omgange. Først trykkede Simon Wæver af fra distancen, men han måtte se et kompetent forsøg reddet. Minuttet efter blev en høj dyb bold farlig, og Matthew Hoppe afsluttede fra en giftig position. Lamhauge blokerede dog med fødderne.
Moses Opondo fik også en god mulighed for Fredericia, da han fandt plads og sparkede til kuglen fra kanten af feltet. Den sneg sig dog tæt forbi via. en afretning.
Efter den vilde start faldt der mere ro på chancefronten, uden at det blev kedeligt. Fredericia var mest på bolden, og de havde nogle gode optræk med dybe bolde og indlæg, hvor vi dog stod godt imod.
Vi var under pres frem mod pausen, men to minutter før den kom vi på 2-0. Tobias Sommer holdt bolden i live ved gæsternes felt, og han spillede bolden dybt til Alexander Lyng, der lagde den under Lamhauge.
2-0 på tavlen og en skøn måde at få varmen på lige inden pausen.

Vi åbnede anden halvleg med en stor chance. Daniel Gretarsson fandt plads i højre, og han sendte et præcist indlæg ind til Matthew Hoppe, der fik foden på og sendte bolden snert forbi.
Minuttet efter var Fredericia tæt på at reducere, da et knastørt hug blev hamret på stolpen og gik tilbage i spil. Igen en åben og livlig indledning i begge ender.
Med 25 minutter tilbage brød Sydbank Park igen ud i jubel. Indskiftede Olti Hyseni lagde bolden ind foran, hvor Fredericia headede væk. En anden indskifter, Rasmus Vinderslev, kom dog stormende og opsnappede kuglen. Med et resolut spark bankede han os på 3-0. SKØN scoring af vores skønne kaptajn!
Med 12 minutter igen var vi igen nærgående. Olti Hyseni vandt bolden højt, og efter et indlæg skråt tilbage hamrede indskiftede Mohamed Cherif en kanonkugle lige over kassen.
Cherif fik en ny gylden mulighed, da et indlæg tæt under mål var lige ved at blive sendt i kassen. Desværre fik han ikke ram på kuglen. Minuttet efter flugtede Olti Hyseni en stor chance lige over.
Matthew Hoppe nåede også et godt forsøg lige forbi, inden der var dømt skydetelt i overtiden. Der blev dog ikke nettet yderligere før dommeren fløjtede af. 3-0 på tavlen og tre herlige point at lune sig på en kold men skøn mandag aften.
Mange tak for opbakningen til de mere end 4.700 tilskuere på Sydbank Park. Vores næste kamp er søndag på udebane klokken 16.00 mod Randers FC.





