Simon Poulsen forlænger med Sønderjyske Fodbold

Assistenttræner Simon Poulsen forlænger sin aftale med Sønderjyske Fodbold, så sønderjyden nu er på kontrakt frem til sommeren 2028.

Simon Poulsen har været en del af trænerstaben i Sønderjyske Fodbold siden januar 2019, og også i de kommende sæsoner vil sønderjyden være at finde på træningsbanen og på sidelinjen på Sydbank Park.

Den 41-årige assistenttræner har således forlænget sin aftale med yderligere to år.

Sportschef Casper Daather glæder sig over, at samarbejdet med Simon Poulsen fortsætter.

– Vi er meget tilfredse med at have Simon Poulsen med videre i projektet. Han er en dygtig og engageret træner, som samtidig er en vigtig kulturbærer i klubben. Han repræsenterer både Sønderjyske Fodbold og Sønderjylland på fornem vis, og han er en person, som betyder meget for både spillere og stab.

– Han har udviklet sig markant i sin trænerrolle, og han har fået en stadig større betydning i vores daglige arbejde. Han har et særligt fokus på udviklingen af unge spillere, men arbejder også indgående med den individuelle udvikling hos spillerne samt vores standardsituationer. Samtidig har han haft en vigtig rolle i vores offensive udtryk, og han er en central del af det stærke trænerteam, vi har i klubben, siger Casper Daather.

Simon Poulsen er selv glad for at fortsætte i Sønderjyske Fodbold og ser frem til de kommende år i klubben.

– Jeg er rigtig glad for at være en del af Sønderjyske Fodbold, så jeg er både stolt og taknemmelig over at have forlænget min aftale. Jeg har nu været træner i klubben i en årrække, og det har været nogle utrolig lærerige år, hvor jeg har udviklet mig meget i rollen.

– Jeg føler, at jeg i dag står med en erfaring, som gør, at jeg kan bidrage endnu mere til både spillernes udvikling og holdets samlede udtryk. Samtidig sætter jeg stor pris på samarbejdet i trænerteamet og det miljø, vi har i klubben. Vi arbejder med et spændende projekt, og jeg glæder mig til at fortsætte udviklingen sammen med resten af klubben, siger Simon Poulsen.

Ved siden af sit arbejde som assistenttræner har Simon Poulsen gennemført den højeste træneruddannelse i europæisk fodbold og opnåede i 2023 UEFA PRO-licens.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.