Scouting & rekruttering

Relevant viden om scouting & rekruttering i Sønderjyske Fodbold

Rekruttering af spillere til Sønderjyske fodbold anses som værende afgørende for den kvalitet vi ønsker. For at denne rekruttering kan efterleve vores ønsker, så har vi som klub nogle retningslinjer som skal efterleves, for at vi kan levere den kvalitet som vi ønsker udadtil. Dette indbefatter efterlevelse af DBUs etiske retningslinjer for klubskifter, men også i høj grad vores egen ”Code of Conduct” for scouts. For at kunne agere ansvarligt i et rekrutteringsøjemed, så arbejder vi ud fra en række procedurer som vil fremgå længere nede.

”Code of Conduct”

En Sønderjyske scout vurderer selv hvorvidt det skal fremgå han er fra Sønderjyske.

Han kan blive bedt om at bære tøj udleveret af Sønderjyske, hvis den rekrutteringsansvarlige ønsker det.

En Sønderjyske scout må aldrig foretage en officiel henvendelse til spillere, forældre eller klubber.

En Sønderjyske scout må altid gerne indgå dialog med trænere/ledere for samarbejdsklubber med henblik på at få viden. Nogle gange vil det ske at akademichefen eller den rekrutteringsansvarlige beder en scout om at tilkendegive sig for vores samarbejdsklub, så de ved vi er i nærområdet.

Rekrutteringsprocedure

Ved kontakt til en samarbejdsklub:
Vi ønsker en god og ordentlig dialog med vores samarbejdsklubber, hvorfor vi altid inddrager dem i vores synspunkter og i eventuelle handlinger. Vi ønsker også at dialogen kan have den omvendte gang, nemlig at samarbejdsklubben anbefaler os at se nærmere på en spiller som de finder interessant for os. Vi kontakter altid klubben via opkald på telefon i første omgang. Dette gøres af den rekrutteringsansvarlige, børneudviklingstræneren eller udviklingschefen på U12-U14 og af akademichefen på U15-U19. Efterfølgende vil vi sende en skriftlig henvendelse.

Kontakt til spillere/forældre:
Efter klubbens accept kontakter vi forældrene via opkald på telefon.

Kontakt fra spillere/forældre:
Ved henvendelse fra spillere/forældre, som vi synes er interessant, vil vi informere familien om, at vi vil tage kontakt til vedkommendes nuværende klub om henvendelsen. Dette sker først efter accept fra familien til enten børneudviklingstræneren, ungdomsudviklingstræneren eller akademichefen. Processen kan ikke fortsætte uden accept og derefter dialog med vedkommendes nuværende klub.

Screening af spillere inden klubskifte:
Vi ønsker så vidt muligt at tilknytte spilleren i et kortere eller længere forløb, inden der træffes beslutning om klubskifte. Dette indledes efter dialog med spillerens klub og familie, og forløbet vil i bedste fald indeholde tests og kamp i Sønderjyske-regi. I sidste ende vil afgørelsen om hvorvidt vi ønsker klubskifte lægge ved børneudviklingstræneren, ungdomsudviklingstræneren, den rekrutteringsansvarlige og akademichefen på U12-U14 og ved akademichefen i U15-U19, alt sammen i dialog med holdtrænere og specialister.

Ved klubskifte:
Vi sætter altid en ære i at gøre overgangen så gnidningsfrit som muligt. Alle personer i Sønderjyske Fodbold, lige fra ledelsesgangen til græsbanen, skal tage godt imod nye spillere. Nye spillere skal sættes ind i klubbens retningslinjer, regler, IT-anvendelse og anden relevant viden såsom kalender, træningstøj, indmeldelse mm., dette er holdtrænernes ansvar. Skulle spilleren have en alder og interesse i at blive en del af vores talentbolig set-up, så vil spilleren få en rundvisning af de ansatte omkring talentboligerne og en snak om hverdagen, økonomi mm. Vi har stor erfaring med at integrere nye beboere på vores talentboliger og har flere ansatte til at varetage netop denne del, lige fra tidlig morgen til sen aften.

Procedure ved afsked

Ovenstående kommunikation omhandler rekruttering til Sønderjyske Fodbold, men for os er det lige så vigtigt at kommunikere klart og tydeligt, hvis en spiller skal videre fra Sønderjyske Fodbold. Hvis vi ønsker at en spiller på U17 og ned skal stoppe i vores trup, så vil dialogen indledes via opkald på telefon og spilleren tilbydes en afslutningssamtale. For spillere på U19 kan dette være uden involvering af forældre. Uanset ønsket om afsked skulle opstå fra spilleren eller på klubbens initiativ, så vil vi altid forsøge at hjælpe spilleren bedst muligt videre. Dette indbefatter kontakt til andre klubber, kontaktoplysninger, rådgivning, men også mere lavpraktisk som at spilleren får mulighed for at sige farvel til spillertrup og trænerstab. Vi ønsker at ethvert samarbejde, så vidt muligt, afsluttes i god ro og orden med forståelse for afskeden hos alle involverede.

Sociale medier

Enhver træner, leder, spiller eller forældre i Sønderjyske Fodbold vil altid være forbundet til klubben – og ikke kun i Sønderjyske-regi. Det betyder at alle ens handlinger på de sociale medier vil blive koblet til klubben, hvorfor vi aldrig skal skrive, uploade eller på anden vis ytre os i en grad som vil påvirke folks opfattelse af klubben negativt. Dette indebærer i høj grad også spillerrekruttering, hvorfor vi aldrig henvender os til eksterne klubber, spillere eller forældre via sociale medier.