Kampene i 21. runde af 3F Superligaen har flasket sig således, at det nu ligger fast, at vi bliver en del af top seks og dermed mesterskabsspillet for første gang siden 2017.
Sønderjyske Fodbold bliver en del af det fine selskab, når Mesterskabsspillet skal afvikles i foråret.
Det ligger fast allerede inden vores mandagskamp i Brøndby.
Vi har selv hentet 32 point i de første 20 runder, hvilket rækker til en aktuel fjerdeplads, og vi kan ikke komme længere ned end sjettepladsen i den sidste grundspilskamp.
Dermed er vi en del af top seks-slutspillet for første gang siden 2017. Det er blot anden gang under den nuværende struktur, at vi skal deltage i Mesterskabsspillet – og vi glæder os.
Vi har endnu to kampe i banken til at polstre os godt og solidt i top seks. Mandag aften spiller vi i Brøndby, hvor vi kan erobre tredjepladsen, og grundspillet sluttes af søndag den 1. marts hjemme på Sydbank Park mod OB.
Vi håber, at vi ser mange sønderjyder i udebaneafsnittet i Brøndby, og derefter skal vi have alle mand på stadion, når vi lukker et stærkt grundspil ned mod OB.
Tillykke til hele Sønderjylland med pladsen i top seks – og foreløbig tak for opbakningen.
Vi skal ikke hjem – vi skal videre!






