Rekordsejr og syv forskellige målscorere i Solrød

Det endte med en rekordsejr på 7-0, da vi onsdag spillede os videre i Oddset Pokalen med en sejr i Solrød. Syv forskellige spillere kom på måltavlen. Tre debutanter kom i aktion.

Onsdag spillede vi sæsonens første kamp i pokalturneringen, og det startede succesrigt, da Solrød FC fra Sjællandsserien blev besejret med hele 7-0.

Storsejren er rekord i Sønderjyske Fodbold, da den tidligere rekord lød på 5-0 – dét resultat havde vi opnået hele fem gange i pokalhistorien.

Det skulle dog en solid arbejdsindsats til for at hente sejren, for de kæmpede bravt, sjællænderne. Hver en tackling og hvert et indgreb af hjemmeholdets målmand blev hyldet af de omkring 2.000 tilskuere på Solrød Stadion – et rekordfremmøde i øvrigt, så også dér kom vi i historiebøgerne.

Gæsterne holdt også godt stand. Den ros skal de have. Midtvejs i første halvleg begyndte vi at få et større overtag i kampen, og efter 35 minutter fik vi endelig føringen. Olti Hyseni, der gjorde comeback efter sin skade, fik fremtvunget et straffespark, som Marc Dal Hende omsatte meget sikkert.

Kort før pausen kom vi på 2-0, da Mohamed Cherif scorede et rigtigt fint mål fra kanten af feltet.

Dermed var der ro til pausen, og i anden halvleg dræbte vi hurtigt al spænding. José Gallegos øgede til 3-0, da han smukt lobbede bolden ind fra en spids vinkel.

Efter en lille time blev det 4-0, da Ivan Djantou blev nedlagt i feltet, og vi fik vores andet straffespark i kampen. Olti Hyseni brændte i første omgang fra de 11 meter, men fulgte selv op og sparkede sikkert returen i kassen.

20 minutter inde i anden halvleg scorede Alexander Lyng et flot mål, da han satte bolden op i nettaget, og ti minutter senere blev det også 6-0, da Djantou scorede på straffespark – vores tredje fra pletten i pokalkampen.

Ti minutter senere blev det 7-0, da debuterende Albert Rrahmani kom først på bolden og drejede den flot ind i mål.

Vi var tæt på endnu et par gange, men det blev ved 7-0, som altså var rigeligt til at sikre en rekordsejr.

Ud over målscorer Rrahmani var der også debut til Hamza Akman og Ebube Duru.

Alt i alt en fantastisk pokalaften, hvor vi sender masser af roser til Solrød FC for et flot arrangement.

Med sejren i Solrød er vi klar til 3. runde af pokalturneringen – der trækkes lod på fredag.

Se målene fra rekordsejren her på ét minut:

Del denne nyhed:

Seneste nyheder