Point på kontoen efter solid indsats i Randers

Vi havde gode momenter undervejs, da vi søndag gæstede Randers FC i 3F Superliga-duellen mod kronjyderne. Vi fik dog ikke scoret, men vi lukkede flot af defensivt, og så sluttede det 0-0.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

Efter regn i opvarmning klarede det op med strejf af blå himmel, da vi klokkede 16.00 entrerede banen på Cepheus Park i Randers. Her blev det en tæt affære, hvor begge hold vil føle, at der var mere at hente.

Vi åbnede kampen rigtig godt, og allerede efter 18 sekunders spil opstod en stor chance. Bolden blev i feltet sendt videre til Matthew Hoppe, der kom på den før Randers-keeper Paul Izzo. Bolden blev dog chippet lige over.

Efter seks minutter blev bolden igen spillet dybt til Hoppe, der kom på den foran Izzo. Vores amerikanske angriber forsøgte at vende og lægge bolden ind over fra en spids vinkel, men han fik desværre ikke optimalt træf på den.

Vi sad tungt på tingene, men Randers fik faktisk bolden i nettet, da et indlæg blev gledet i kassen. Der var dog en klar offside, som også blev fløjtet af dommeren.

Vi fortsatte med at være nærgående, og Mads Agger var tæt på en friløber, da han drønede afsted i dybden. Bolden blev lagt på tværs men manglede lige det sidste for at nå frem til Hoppe. Et kompetent indlæg fra Daniel Gretarsson kort efter var også lige ved og næsten.

Frem mod pausen kom Randers bedre med, og de lurede konstant på hurtige omstillinger. Andre Rømer sendte bolden over kassen efter et hjørnespark, inden Mathias Greve sparkede lige over Bundgaards mål fra distancen.

Vi lukkede dog første halvleg af med en stor chance. Alexander Lyng lagde et skarpt indlæg mod bagerste, og her headede Matthew Hoppe til kuglen. Den sad dog lige på Izzo, og så var det 0-0 ved pausen.

Randers åbnede mere på bolden, og otte minutter inde i anden halvleg kom de tæt på. Oliver Olsen bankede til bolden tæt under mål og fra spids, men stolpen tog fra.

Med en halv time igen var hestene igen nærgående, da indskiftede Amin Al-Hamawi trykkede af efter hjørnespark. Han tvang Marcus Bundgaard ud i en god redning.

Med 11 minutter tilbage kom vi virkelig tæt på en føring. Indskiftede Tobias Klysner fra godt ind i banen i højresiden og trykkede af. Bolden blev rettet af og var lige ved at snyde Izzo, der diskede op med en fodparade.

To minutter senere var det Mads Agger, der trak ind i banen og sendte bolden mod det korte hjørne. Den gik få centimeter forbi Randers-målet!

Med fem minutter igen kom Rasmus Vinderslev på banen til sin kamp nummer 200 for os. Stort moment for vores kaptajn, og sikke et fantastisk jubilæum.

Han var med til at krige i de sidste minutter, og efter minutters tillæg blev det en sjælden nullert i 3F Superliga-sammenhæng.

Vores næste kamp venter onsdag en 29. oktober klokken 20.45 på udebane mod AGF i pokalen.

Herefter vender vi tilbage til Sydbank Park søndag den 2. november, når vi møder Vejle Boldklub klokken 16.00.

Den kamp kan du købe billet til lige her.

Via. linket kan du også sikre dig billet til vores hjemmekampe mod FC Midtjylland og Viborg FF.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.