Der er fuld aktivitet på AL Sydbank Park, når vi søndag har Samarbejdsklubbernes Dag og får besøg af AC Horsens i 3F Superliga. I 3F Fanzonen er der livemusik med det lokale band Narcosis, der leverer en god gang Oasis Tribute-sang.
Der er mange gode grunde til at komme tidligt på AL Sydbank, når vi søndag 14.00 tager imod AC Horsens.
Når dørene åbner 12.30 er der gang i 3F Fanzonen – ikke mindst med livemusik fra Narcosis.
Bandet består af fem gutter fra det sydjyske, der fandt sammen i foråret 2025 omkring en fælles kærlighed til Oasis og de sange, der har overlevet både britpoppens storhedstid, Gallagher-brødrenes utallige skænderier og mere end 30 års flittig brug på anlæg verden over. På repertoiret finder man selvfølgelig de helt store som Wonderwall, Don’t Look Back in Anger og Live Forever, men også et par af de numre, der ligger lidt længere nede i Oasis-kataloget.
Fra klokken 12.30 til 13.30 er der også konkurrencer i 3F Fanzonen, hvor du blandt andet har mulighed for at vinde en matchworn spillertrøje og være med i konkurrencen om Circle K-fodbolde og et gavekort på 500 kroner.
Da det er Samarbejdsklubbernes Dag, og der er ekstra mange børn på stadion, bruger vi til denne kamp ekstra meget tid på autografer efter kampen. Cirka ti minutter efter, at spillerne har forladt banen, kommer de alle hen til banden ved stemningstribunen og skriver autografer inde på stadion. Denne gang er der altså ikke autografzonen inde i Haderslev Idrætscenter, som vi plejer. Alt foregår ude på stadion.
Vi glæder os til at se jer til en stor dag på AL Sydbank Park.
Se programmet her:






