Nyt logo til Sønderjyske Fodbold med respekt for Sønderjyllands historie

Det nye logo for Sønderjyske Fodbold er lavet med respekt for historien i Sønderjylland. De slesvigske løver har en helt central plads i logoet.

Spillerne fra Sønderjyske Fodbold vil bære de slesvigske løver tæt på hjertet, når de kæmper for hele landsdelen på alverdens fodboldbaner.

Sønderjyske Fodbold skal fremover bære et nyt logo på brystet, og det bliver et logo med stor respekt for Sønderjyllands historie.

Først og fremmest har de slesvigske løver fået en helt central placering. Løverne har sin oprindelse fra 1200-tallet, og de blev senere en del af amtsvåbnet for Sønderjyllands Amt.

Det er derfor med stor respekt for Sønderjyllands historie, at Sønderjyske Fodbold nu kan præsentere et nyt logo til hele landsdelens fodboldhold.

– Det har det aldrig været til diskussion, at de slesvigske løver skulle være en væsentlig del af logoet. Det er et stærkt symbol for Sønderjylland, og løverne er en væsentlig del af den sønderjyske historiefortælling. 

– Med det nye logo binder vi fortid og fremtid sammen. De slesvigske løver daterer sig flere hundrede år tilbage, og i lighed med de gamle våbenskjold vender løverne i den samme retning. Det er både gjort med respekt for historien, men i høj grad også for at symbolisere, at vi nu går i den samme retning. Der er behov for, at vi står sammen i landsdelen og netop går i samme retning til gavn og glæde for alle fodboldfans i landsdelen.

– Hele vores udtryk og identitet vil fortsat være det samme, og vi kommer til også fremadrettet at arbejde hårdt for at vise de lyseblå farver og logoet frem, når vi igen skal give store oplevelser til alle sønderjyder, lyder det fra en samlet ejerkreds i Sønderjyske Fodbold A/S, der består af Povl Davidsen, Søren Davidsen, Morten Kristoffer Larsen og Markus Kristoffer Hansen. 

Det nye logo for Sønderjyske Fodbold er lavet i tæt samarbejde med Thomas Bjerregaard Bonde fra Grassat Reklamebureau, og også Lasse Betzer Lauritzen fra hummel, der har designet flere fodboldtrøjer til klubben, er blevet brugt som sparringspartner. Det har givet en stor tryghed, at det er store fans, loyale samarbejdspartnere og ikke mindst meget dygtige grafikere, der har hjulpet os i denne lange og grundige proces.

Det nye logo vil blive implementeret i løbet af foråret, men af respekt for økonomi og bæredygtighed vil fx de nuværende spillertrøjer først blive udskiftet til sommer.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder