Ny kamptrøje er en hyldest til alle samarbejdsklubberne

Sønderjyske Fodbold tager hul på 3F Superligaen-sæsonen i en ny hjemmebanetrøje, der hylder landsdelens 57 samarbejdsklubber.

Det er med landsdelens 57 samarbejdsklubber i ryggen, at Sønderjyske Fodbold på søndag tager hul på en ny sæson i 3F Superligaen.

Den nye hjemmebanetrøje er en hyldest til de mange samarbejdsklubber, der tilsammen udgør fundamentet for hele Sønderjyllands fodboldhold.

Den nye spillertrøje er skabt med udgangspunkt i klubbens rødder, fællesskab og det stærke netværk af breddeklubber, som danner rygraden i sønderjysk fodboldkultur. Det centrale designelement er de mange søjler og streger, der er integreret i trøjens mønster.

Derudover er alle navnene på vores samarbejdsklubber indskrevet i nakken af trøjen. Et enkelt, men stærkt symbol på sammenhold, lokal stolthed og fælles retning.

– Vi vil noget mere med vores trøje end blot at præsentere et flot design. Den skal fortælle en historie. En historie om sammenhængskraften og det stærke fællesskab, der findes i Sønderjylland. Vores 57 samarbejdsklubber er helt afgørende for, at vi som eliteklub kan lykkes. Det er her drømmene gror, og hvor de største talenter har mulighed for at gå hele vejens til landsdelens eget landshold, siger direktør i Sønderjyske Fodbold, Markus Kristoffer Hansen.

Med trøjens design sender Sønderjyske Fodbold et tydeligt signal: At klubbens identitet ikke udelukkende formes af resultater på grønsværen, men også af de tusindvis af frivillige, forældre, trænere og unge fodboldspillere, der uge efter uge holder fodbolden i gang i hele landsdelen.

Det er GRASSAT Reklamebureau med lokale Thomas Bjerregaard Bonde i spidsen, der har udviklet ideen samt designet trøjen i tæt samarbejde med hummel og SPORT 24, der alle har været aktive sparringspartnere i designprocessen og har bidraget til at gøre visionen bag trøjen til virkelighed.

– For os har det været afgørende, at trøjen ikke bare er endnu en i rækken. Den skal være en trøje, du bærer med stolthed – både som spiller og som fan. Vi er derfor meget taknemmelige for det stærke samarbejde med GRASSAT, hummel og SPORT 24, der har hjulpet os med at forvandle idéen om fællesskab til konkret design, siger Markus Kristoffer Hansen.

Hos SPORT 24 glæder Merchandise Manager, Tommy Pedersen, sig over det gode samarbejde omkring tilblivelsen af den nye trøje.

– Hos SPORT 24 er vi utroligt stolte af at være en del af samarbejdet omkring Sønderjyske Fodbolds nye hjemmebane- og udebanetrøje. Det er en trøje, der ikke bare repræsenterer klubben, men hele landsdelen – og ikke mindst de 57 samarbejdsklubber, som er fundamentet for fodbolden i Sønderjylland. Vi glæder os til at se den blive båret med stolthed – både på banen og blandt fans, siger Tommy Pedersen.

Også hos hummel er der stolthed over den nye trøje.

– I Sønderjylland spiller fællesskab en helt særlig rolle – både på og uden for banen. Derfor har det været vigtigt for os at skabe en trøje, der ikke kun repræsenterer klubben, men hele landsdelen. Den hylder det stærke klubsamarbejde og det sammenhold, der kendetegner Sønderjylland, og vi er stolte over at have spillet en rolle i at bringe denne fortælling til live, siger Nordic Sponsorship Manager i hummel, Lars Westergaard.

Thomas Bjerregaard Bonde fra GRASSAT Reklamebureau glæder sig over resultatet og særligt hyldesten til de mange samarbejdsklubber, der er integreret i trøjen.

– Trøjen i år bærer en vigtig fortælling og er en hyldest, til det stærke lyseblå sammenhold i hele landsdelen. Derfor er der i designet taget udgangspunkt i 57 elementer, der hver især symboliserer en samarbejdsklub og tilsammen udgør de et dynamisk udtryk, der giver trøjen særkende, og sammenholdt med de hvide detaljer har trøjen i sin helhed lidt retro-feel. Rejsen har krævet en masse energi og timer, sådan skal det være, og jeg er meget tilfreds med resultatet, siger Thomas Bjerregaard Bonde.

Den nye spillertrøje vil få sin debut på banen i sæsonpremieren på Sydbank Park søndag den 20. juli, og den vil fra i dag være tilgængelig på sport24.dk. Trøjen vil også kunne købes i fanshoppen på Sydbank Park på søndag.

Trøjen bliver dermed ikke kun et symbol på holdets nye sæson, men også en mulighed for alle sønderjyder at vise deres opbakning – til klubben, til samarbejdet og til hele landsdelen.

Se mange flere billeder af trøjen på vores sociale medier i løbet af dagen.

Køb trøjen online hos sport24.dk her.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.