Nørgaard: – Vi forsøgte, men vi skabte for lidt

Cheftræner Thomas Nørgaard forsøgte at vende slagets gang med offensive indskiftninger, men der blev alligevel skabt for få chancer i 0-3-nederlaget til Vendsyssel FF.

Det var en fattet, men skuffet cheftræner, der gjorde status efter 0-3-nederlaget hjemme mod Vendsyssel FF.

– Vi gør det svært for os selv fra kampens begyndelse. Helt overordnet set spiller vi en fodboldkamp, hvor der  ikke var nogle, der individuelt spillede en god kamp, og det sagde jeg også til spillerne efter kampen.

Vendsyssel kom foran allerede efter to minutter spil, men det lykkedes ikke at komme med et modsvar i form af mål.

– Vi prøver, og vi gør, hvad vi kan for at prøve at bryde dem ned, da de har et resultat tidligt i kampen, men vi skaber ikke nok helt store chancer. Vi forsøger at skifte enormt offensivt ind og får reddet en enkelt på stregen, men ellers får vi ikke skabt det, der skal til, siger Thomas Nørgaard.

I stedet for et udligning, som lå i luften i slutningen af anden halvleg, slog gæsterne til to gange i slutfasen.

– Til sidst får de så et straffe og et mærkværdigt selvmål, og det er en lidt besynderlig afslutning på kampen, for det var jo ikke en 0-3-kamp, vi spiller. Vi prøvede at ændre kampens momentum til, at vi kunne få et enkelt point ud af det, og det synes jeg også, vi var på vej imod, men sådan endte det ikke i dag.

– Det er super skuffende for os alle sammen, og det skal vi svare tilbage på, når vi har mulighed for det, og det har vi, når vi starter op efter weekenden og forbereder os på AC Horsens, siger Nørgaard.

3.812 fans på Sydbank Park skabte en flot kulisse inden kampen med et rekordstort banner, og cheftræneren bemærkede også forventningens glæde op til kampstart.

– Vi kunne godt mærke, at der var mange, der var forventningsfulde og glædede sig til at komme i gang, og de havde forberedt sig godt til kampen. Det understreger, at vi er fælles om den jagt, vi er på i foråret, og det er vi taknemlige og respektfulde for, og så er vi super ærgerlige over, at vi ikke kunne en sejr tilbage denne gang, siger Thomas Nørgaard.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder