Nederlag til Silkeborg

Sydbank Park var i feststemning ved fastelavn, men på banen blev tredje gang desværre ikke lykkens gang. Vi tabte nemlig med 3-1 til Silkeborg IF.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

Foråret er nu også i gang kalendermæssigt, og i vores første marts-opgave ventede Silkeborg IF på Sydbank Park. De to hold gik på banen foran de lidt over 4000 tilskuere til blå røg ,og god fastelavnsstemning, og det lovede for en god fodbold-søndag.

Kampen åbnede med Silkeborg mest på bolden, og de havde nogle trusler i dybden hos særligt Bakiz og Tonni Adamsen. I den anden ende var Kristall Ingason dog ved at sikre os en god start, da han efter godt forarbejde fra Tobias Klysner kom til afslutning. Den blev dog blokeret i sidste sekund. Kort efter trykkede Sefer Emini af fra distancen, men den sneg sig forbi.

Lukas Björklund nåede et fint tilbud fra distancen, inden Silkeborg kom foran efter 16 minutter. Younes Bakiz blev spillet i dybden, og med et resolut hug sendte han den i det lange hjørne. I minutterne efter scoringen pressede SIF på for 2-0, men Marcus Bundgaard diskede op med flere gode redninger.

Lirim Qamili var tæt på at bringe os på omgangshøjde, da han headede på kassen efter et rigtig godt indlæg. Den sad dog desværre i favnen på Nicolai Larsen i gæsternes mål. Forløsningen kom dog efter 33 minutter på tavlen. Bolden dumpede ned for fødderne af Tobias Klysner bagerst i feltet, og han kanonerede den ind ved fjerneste stang til 1-1.

Frem mod pausen var det Silkeborg, der havde overtaget, og de kom frem til flere fine tilbud. Det forblev dog uafgjort 1-1 ved pausen.

Vi kom fornuftigt ud til anden halvleg, men Silkeborg var farlige. Younes Bakiz’ afslutning var tæt på at gå ind ved forreste stolpe, inden Marcus Bundgaard måtte ud i fuld længde ved et forsøg udefra. Med 25 minutter igen gik den så ikke længere. Callum McCowatt fik for meget plads, og han sparkede kontant Silkeborg på 2-1.

Med et kvarters tid tilbage var Tonni Adamsen tæt på 3-1, da han kom fri efter en fremlægning. Silkeborg-angriberen strøg forbi Marcus Bundgaard, men han fik ikke afsluttet, og det endte i målspark. Vi forsøgte at spille fremad, men der var for mange fejl. Alligevel var vi tæt på at udligne med ti minutter igen. Et frispark endte i flipperspil inde i feltet, men gæsterne klarede. På det efterfølgende lange indkast fra indskiftede Dalton Wilkins kom vi først på bolden, men den gik centimeter forbi.

Slutminutterne blev præget af en masse spilstop, og derfor var det svært at sætte et voldsomt tryk. Med tre minutter igen fik vi frispark i en lovende position, men Ingason sendte den et pænt stykke over. Kort efter kom Matthew Hoppe først på et fladt indlæg, men den sneg sig forbi. Trods en overtidschance til Lyng kom vi ikke på tavlen, og så var det Silkeborg, der øgede til 3-1 i sidste sekund, da vi satsede alt.

Næste opgave venter søndag i Parken mod FC København. Herefter runder vi grundspillet af hjemme mod AaB – En kamp du kan købe billetter til her.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.