Nederlag til FCK trods festkulisse og hektisk afslutning

I en kamp med for mange fejl var det FC København, der tog de tre point i lørdagsslaget på Sydbank Park, hvor en sen reducering dog skabte spænding.

Gardermusik, veteraner, blå røg, fontæner og 8.202 fans på Sydbank Park.

Rammerne var der absolut intet i vejen med, da vi lørdag aften havde besøg af de danske mestre fra FC København. Desværre blev det spillemæssigt knapt så festligt.

I en kamp med for mange fejl vandt FC København med 2-1.

Vi kom stærkt ud til kampen, og allerede i første minut sendte Runar Sigurgeirsson et farligt indlæg ind mod Simon Wæver, men bolden blev clearet. På et hjørnespark sekunder efter var vi igen nærgående, men bolden blev headet i sidenettet af Daniel Gretarsson fra nært hold.

FCK fik deres første store chance efter ti minutter, da en flot stikning fandt vej til Viktor Claesson. Alene med Marcus Bundgaard chippede han den dog lige forbi.

Få minutter efter spillede gæsterne igen dybt – denne gang til Rodrigo Huescas, der havde bud efter det lange hjørne men sendte den forbi.

Vi kom bedre med igen og kæmpede os igennem til et par godt optræk. Rundet 23 minutter var gæsterne dog farlige igen, hvor de både testede stolpen og tvang Bundgaard ud i en stor redning i fuld længde.

FC København kom i front med 1-0 kort før den halve time. Bolden blev spillet dybt til Robert, der snød vores offsidefælde og passerede Bundgaard.

Efter scoringen var det en mere rolig kamp, hvor vi havde en række gode opspil, der dog desværre endte i boldtab. FCK havde også sine muligheder, når de erobrede højt, men vores forsvar stod solidt.

Dermed forblev det 1-0 til FCK ved pausen, selvom Olti Hyseni kort før den lavede lækre ting i gæsternes felt og sendte bolden frækt på tværs, hvor den dog blev afvist.

Anden halvleg begyndte med en del fejl fra begge hold. Det var ved at blive farligt, da vi erobrede højt efter 52 minutters spil, men Olti Hyseni mistede desværre bolden.

Kort efter strøg indskiftede Mads Agger afsted ude til højre og lagde et godt indlæg ind mod Ingason, der var tæt på at blive en kæmpechance.

I stedet blev vi straffet. FCK kom igennem og spillede bolden ud til højre, hvorfra et indlæg havnede bagerst i feltet hos Robert. Han flugtede den flot op i fjerneste krog, og så var gæsterne på 2-0.

Efter målet blev det en rodet affære i begge ender af banen, hvor kvaliteten manglede, når det var ved at blive rigtig farligt. Med lidt over 20 minutter igen var FCK farlige fra distancen, med Bundgaard diskede op med en stor redning.

Med et kvarter igen kom vi frem til et godt forsøg, at Daniel Gretarsson trykkede af fra distancen. Afslutningen havde godt med bid, men den sneg sig tæt forbi.

Med ti minutter igen havde vi hjørnespark, og inde foran var der en FCK-hånd på bolden. Straffespark efter VAR-tjek, og fra de 11 meter bragte Magnus Jensen spændingen tilbage. 1-2 på tavlen.

Herfra blev det hektisk, og i overtiden var vi lige ved at tage point. En misforståelse endte dog i ærgerligt, men Sefer Eminis saksespark havde potentiale men sneg sig forbi.

Det blev kampens sidste højdepunkt, og FCK vandt dermed med cifrene 2-1.

Tusind tak for opbakningen på Sydbank Park, den satte vi stor pris på.

Næste kamp venter fredag på udebane mod OB, inden FC Fredericia venter på Sydbank Park den 20. oktober klokken 19.00.

Den kamp kan du købe billet til lige her.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.