Årets første Superliga-runde venter, og det bliver en intens duel på hjemmebane mod AGF. Vi klæder dig på med alt, du skal vide om det, vi har i vente.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Søndag den 1. december 2024 klokken 16.01.
Her blev der fløjtet af på Lyngby Stadion, og vi kunne smide armene i vejret efter en fantastisk 2-0-sejr på udebane over Lyngby Boldklub, der afrundede vores Superliga-efterår. Siden har bolden været i vinterhi, men nu den igen pumpet op og klar til, at det går løs med action fra landets bedste række.
Søndag den 16. februar klokken 16.00 betræder vi igen græsset på Sydbank Park. AGF venter, og det bliver en intens lækkerbisken at åbne på.
Transfertjek
AGF havde et relativt roligt transfervindue i januar, hvor eneste tilgang er 20-årige Mathias Sauer. Midtbanespilleren vender tilbage efter leje hos Haugesund i Eliteserien i Norge.
Den anden vej har man vinket farvel til Tobias Anker, der er røget til svenske Sirius. Man har solgt keeper Kristoffer Klaesson til norske Viking, mens forsvarsspilleren Mikkel Kannegaard er sendt til Hobro. AGF har udlejet Richmond Gyamfi til hans tidligere klub Hobro, mens de to talenter Aksel Halsgaard og Luka Callø er udlejet til hhv. FC Roskilde og Kolding IF.
AGF-truppen
På målmandsposten er det rutinerede Jesper Hansen, der vogter buret. Svenske Leopold Wahlstedt genoptræner efter en brækket ankel, og det betyder, at det er unge Jonathan Hutters, de har på bænken. Han har fået lidt minutter i opstarten, men Jesper Hansen er førstevalget.
I forsvaret ser AGF solide ud med stærke navne som Eric Kahl, Frederik Tingager og Henrik Dalgsgaard. De har også en stærk spiller i Felix Beijmo, der kan dække flere positioner og spiller meget. Det skaber også glæde i AGF, at man har Tobias Mølgaard retur, efter at han har været ude med skade i nærmest hele 2024. Han begyndte at spille igen sidst på efteråret, men de har passet på ham. I opstarten er det blevet til en del minutter for Mølgaard.
På midtbanen er der mange, der deler spilletiden. Mikael Anderson og Mads Emil Madsen er de to, der har spillet mest, mens Gift Links og Nicolai Poulsen også som regel er med. Udover de fire har de kompetente navne som Frederik Brandhof, Kristian Arnstad og Mikkel Duelund i truppen. De har også engelske Max Power, som har fået en del minutter i deres opstart.
Helt fremme plejer cheftræner Uwe Rösler klart at foretrække Tobias Bech og Patrick Mortensen. Det forstår man godt, for de to har lavet 15 mål tilsammen i denne sæson. De har begge optrådt i alle sæsonens kampe i 3F Superligaen.
Indbyrdes kampe
19 gange har vi taget imod AGF på Sydbank Park i Superliga-regi. I de 11 af dem har vi fået point, hvor det er blevet til seks sejre og fem gange uafgjort.
Samlet har vi mødt Aarhus-mandskabet 43 gange i den bedste række. Vi har vundet 11, mens 13 er endt uafgjort. AGF har vundet 19 gange. Vi har historisk set scoret 48 mål mod AGF, de 22 af dem er lavet på hjemmebane.
Husker du?
Vores seneste minde med AGF på Sydbank Park er et godt et af slagsen. Den 18. april 2022 slog vi dem nemlig med 2-1 i egen hule. José Gallegos og Frederik Tingagers træffere gjorde, at den stod 1-1 ved pausen, inden Nicolaj Thomsen i overtiden sikrede os sejren på oplæg fra Stefan Gartenmann.
Den 2. november 2020 spillede vi en mærkelig corona-kamp mod dem på eget græs. Det var dengang man måtte lukke få, men dog nogle tilskuere, ind. Kampen endte 1-1, og vores mål blev sat ind af Anders K- Jacobsen, der svarede igen på Bror Blumes træffer for gæsterne fem minutter forinden.
Den 7. august 2017 blev en mindeværdig dag i Haderslev. Foran mere end 6.000 tilskuere slog vi AGF med 3-0 på mål af Kees Luijckx i første halvleg og Mikael Uhre og Philip Zinckernagel efter pausen. AGF havde i den kamp vores tidligere midtbanemotor Adama Guira med fra start.
Den 19. oktober 2009 var der drama for alle pengene, da AGF var på besøg. Det lignede en intens 0-0-deler, men dybt inde i overtiden afgjorde Kenneth Fabricius kampen med sin 1-0-scoring på oplæg fra Morten Bertolt!
5 skæve om AGF
– AGF er en af verdens ældste fodboldklubber og idrætsforeninger. De havde 140 års jubilæum i 2020.
– Da AGF blev stiftet i 1880, boede der 40.000 mennesker i Aarhus, og ønsket om en samlende idrætsforening var stort.
– Det var dog gymnastik og fægtning, de først havde på programmet. Fodbold kom først til i 1902.
– Siden 1920 har man haft hjemmebane på Ceres Park, der dog nu er jævnet med jorden, da der skal bygges nyt. Klubben spillet pt. på Ceres Park Vejlby.
– I efteråret samme år deltog AGF som den første danske klub i den nyoprettede Europacup-turnering, hvor man tabte til det franske hold Stade de Reims.
Vidste du det om AGF-sæsonen?
– AGF er svære at score imod. Deres antal forventede mål imod er blandt ligaens laveste, og det er også det hold i Superligaen, der har lukket færrest mål ind (17)
– I den anden ende er aarhusianerne også farlige. En scoringsprocent på 19,1 procent er kun overgået af Randers FC og Silkeborg IF.
– AGF-spillerne har lavet ni hovedstødsmål i denne sæson. Det er flest i ligaen på en delt førsteplads med FC København.
– Kun tre hold har lavet selvmål i denne Superliga-sæson. Det ene er AGF, der tilmed har lavet to.
– AGF har ikke ramt træværket endnu i denne sæson som det eneste mandskab i rækken.
– AGF kommer til en del indlæg. 430 styks i denne sæson er flest af alle.
– Søndagens gæster har haft 113 bolderobringer i denne sæson. Det er færrest af alle 12 hold.
– AGF har ofte et ry for at begå mange frispark inde på midten. De har dog kun begået femteflest frispark i denne sæson. Det er til gengæld klart det hold, der er blevet begået flest frispark imod (211)
Vi glæder os helt vildt til, at Sydbank Park igen danner rammen om Superliga-fodbold, og vi har brug for alle mand på stadion fra start!