Søndag klokken 14.00 skal vi lukke ned for efteråret på bedste vis, når Lyngby Boldklub venter på udebane. Vi klæder dig på med alt, du skal vide om den spændende og vigtige duel.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
1.140 minutter plus det løse.
Efterårssæsonen i 3F Superligaen er ved at være forbi. 16 kampe har vi spillet indtil videre, og vi har kunne tage rigtig meget erfaring med. Erfaring, der nu skal bruges i 17. spillerunde, når der venter lidt af en duel på Lyngby Stadion.
Begge hold vil kæmpe hårdt for at overvintre på den rigtige side af nedrykningsstregen, og for os kræver det point i søndagens kamp. Vi vil gå benhårdt efter tre af slagsen på en svær udebane mod en dygtig modstander, som vi ser nærmere på her.
Lyngbys trup:
På målmandsposten er kampen rigtig tæt som Lyngbys sidste skanse. I de seneste tre kampe har Jannich Storch vogtet buret, men nu har de fået Jonas Krumrey tilbage, der også kan være i spil. I hans fravær i løbet af efteråret har de haft David Jensen på bænken. Kampen søndag kommer formentlig til at stå mellem Storch og Krumrey.
I forsvaret har de rutinerede Brian Hamalainen, der er lidt af en klubmand, som også er medejer af Lyngby Boldklub. Centralt spiller de oftest med Lucas Lissens og Magnus Jensen, mens de har Andreas Bjelland og Leon Klassen at smide ind. Bjelland var dog skadet senest mod FCK. Ude til højre har de Willy Kumado, der er en stærk spiller for dem.
På midtbanen har de en fast og stærk brik i Lauge Sandgrav, der senest mod FCK var foretrukket sammen med Casper Winther og Sævar Magnusson. Sidstnævnte har de ikke med mod os, da han har karantæne. På midten har de dog masser af muligheder for at skifte rundt. Marcel Rømer og Mathias Hebo er muligheder, mens de også kan spille med Malik Abubakari ude i siden frem for at have ham helt fremme.
I offensiven råder de over den hurtige og teknisk stærke Jonathan Amon, mens Magnus Warming og Frederik Gytkjær også plejer at spille. Abubakari var senest at finde helt fremme for dem, men de kan variere.
Indbyrdes opgør:
Vi har spillet 26 Superliga-kampe mod Lyngby Boldklub, som vi har en positiv statistik imod. Vi har nemlig vundet ti og spillet syv kampe uafgjort, mens de kongeblå har vundet ni gange.
På Lyngby Stadion har vi spillet 13 Superliga-kampe, hvoraf vi har vundet fire og spillet fem kampe uafgjort. Vi har samlet hentet 17 point ude mod Lyngby og lavet 15 mål. Samtidig har vi været gode til at lukke af. Lyngby har lavet 12 mål i 13 hjemmekampe mod os.
Det seneste opgør indbyrdes blev spillet på Sydbank Park den 27. juli. 5.045 tilskuere overværede vores første Superliga-hjemmekamp i sæsonen, hvor vi spillede 1-1 efter at have været foran på mål af Tobias Sommer fra distancen, inden Frederik Gytkjær fik udlignet kort efter.
Højdepunkter:
Vores seneste udesejr mod Lyngby kom i hus i forbindelse med vores seneste besøg derovre. 21. april 2021 vandt vi 1-0 på et mål af Marc Dal Hende efter et kvarter. Scoringen blev assisteret af Emil Holm.
Den 26. juli 2019 hentede vi en mindeværdig udesejr på Lyngby Stadion på hele 3-0. Alle tre scoringer kom efter pausen – to fra Mart Lieder og et enkelt fra Mads Albæk.
Vores største udesejr mod dem kom i hus den 15. april 2012, hvor vi vandt med 4-0. Conor O’ Brien sikrede os føringen kort før pausen, og så lavede vi tre mål i anden halvleg. Lasse Vibe, Conor O’Brien og Tommy Bechmann stod for vores træffere der.
Hold øje med Lyngbys:
Der er stadig mål i Frederik Gytkjær, der har en god næse for, hvor målet står. Det viste han også med en kølig scoring i det omvendte opgør på Sydbank Park. Gytkjær er god til at tage de rigtige løb og har et godt blik for spillet. I denne sæson er det blevet tre tre scoringer fra ham.
Fem skæve:
1 – Lyngby Boldklubs ejerkreds tæller blandt andet de nuværende førsteholdsspillere Andreas Bjelland og Brian Hamalainen. Det er ikke så ofte top-fodboldklubber sender deres ejere på banen, men det er tilfældet her.
2 – Skuespillerne Martin Buch og Bodil Jørgensen har lavet en skøn optaktsvideo til søndagens kamp. Det er den sønderjyske oversættelsesservice kendt fra det populære program Rytteriet. Faktisk er Martin Buch kæmpe fan af Lyngby Boldklub, som han følger i tykt og tyndt. Det har han gjort siden 1980’erne, og i dag er han også medejer.
3 – Klubben har vundet Danmarksmesterskabet i fodbold to gange (1983 og 1992). Man har desuden tre pokaltitler (1984, 1985 og 1990).
4 – Den første tribune på stadion blev indviet i 1968, og der er masser af sjæl over rammerne i Lyngby.
5 – Lyngby FC erklæres konkurs den 18. december 2001. Man får dog ikke lov at træde ud af den daværende SAS Liga, så man måtte spille sæsonen færdig med amatørspillere.
Det nørdede hjørne:
– I vores seneste seks udekampe mod Lyngby Boldklub har vi tabt 0. Vi har spillet fire gange uafgjort og vundet to.
– Faktisk har vi kun tabt en af vores seneste 13 kampe mod søndagens værter.
– 42 procent af vores mål i denne sæson er scoret af nordmakedonske spillere. Lirim Qamili har lavet syv kasser og Sefer Emini har lavet en.
– I seneste kamp lavede Lyngby-keeper Jannich Storch hele 13 redninger, da de mødte FCK. Det er flest for en målmand i Superligaen, når vi ser på de seneste ti sæsoner.
– Sefer Emini er den spiller i Superligaen, der har vundet bolden næstflest gange i denne sæson. Kun Jeppe Tverskov fra FCN har bedre statistik på den front.
– Lyngby har i denne sæson sat 47 af deres 128 afslutninger inden for rammen.
– Lyngby har scoret 67 procent af deres mål i denne sæson i anden halvleg. De indkasserer lige meget i første og anden halvleg. Vi scorer mest i første halvleg (58%)
– Lyngby har ikke vundet en kamp endnu i denne sæson, hvor modstanderen har scoret først (12 kampe). Det har vi formået en enkelt gang.
– Søndagens værter har indkasseret flest mål i det sidste kvarter af kampene (23%).
– Lyngby er et af fem hold i denne sæson, der har prøvet at score på direkte frispark.
– Lyngby har i denne sæson indkasseret 14 mål i højre side og kun fire i højre.
– Vi har scoret 58 procent af vores mål i højre side.
– Lirim Qamili er med syv træffere nummer fem på topscorerlisten. Mads Agger ligger også pænt på listerne med fire mål og to assists.
Vi håber, at mange har lyst til at tage turen og støtte os i efterårets sidste udekamp. Du kan læse mere om forholdene for udebanefans her: