Sønderjyske Fodbold sælger 21-årige Mikkel Ladefoged til svenske Västerås SK.
21-årige Mikkel Ladefoged fortsætter sin karriere i Sverige.
Sønderjyske Fodbold har solgt den høje angriber til svenske Västerås SK, der i den forgangne sæson rykkede ud af Allsvenskan.
Mikkel Ladefoged kom til Sønderjyske Fodbold i sommeren 2022 og er blevet udlejet af to omgange. I første omgang til Næstved Boldklub og i øjeblikket til Esbjerg fB.
Sportschef Casper Daather siger om salget af den høje angriber.
– Mikkel Ladefoged har udviklet sig godt, siden vi hentede ham op fra U19-divisionen, og han har fået hår på brystet af to gode lejeophold i Næstved og Esbjerg. Der har løbende været en god interesse for ham, da han vækker opsigt med sin størrelse og spidskompetencer, og de kvaliteter bliver nu matchet med et spændende fodboldprojekt i svenske Västerås SK. Vi takker ham for indsatsen i Sønderjyske Fodbold og ønsker ham held og lykke i Sverige, siger Casper Daather.
Mikkel Ladefoged nåede 25 førsteholdskampe for Sønderjyske Fodbold og scorede tre mål.