Meny Haderslev er ny samarbejdspartner i Sønderjyske Fodbold og bliver en del af vores madleverandører til vores arrangementer i erhvervsnetværket.
Sønderjyske Fodbold kan med stor glæde byde velkommen til Meny Haderslev som ny samarbejdspartner i det lyseblå erhvervsnetværk.
Det lokale supermarked bliver samtidig en del af klubbens netværk af madleverandører – og styrker dermed både det sportslige setup og det lokale fællesskab.
– Det betyder rigtig meget, at endnu en lokal virksomhed er med på rejsen, og vi glæder os over, at Meny også bliver en del af vores madleverandører i Sønderjyske Fodbold. Jo flere vi står sammen, desto stærkere bliver fællesskabet omkring Sønderjyske Fodbold og Sønderjylland, siger Rikke Witt-Frost, salgskoordinator hos Sønderjyske Fodbold.
Hos Meny Haderslev er der også stor begejstring over det nye samarbejde.
– Vi er stolte af at være med. Sammen kan vi være med til at sætte Haderslev endnu mere på landkortet – både lokalt og nationalt. Samtidig får vi mulighed for at vise, hvad vi som madleverandør kan levere, siger Peter Lauritzen fra Meny Haderslev.
Allerede til den næste hjemmekamp mod FC Fredericia mandag den 20. oktober vil Meny Haderslev levere traktementet til Fuglsang Loungen.





