Marc Dal Hende skifter til AB til sommer

Marc Dal Hende stopper i Sønderjyske Fodbold, når hans kontrakt udløber til sommer. Herefter skifter den 34-årige forsvarsspiller til AB, hvor han har underskrevet en treårig aftale.

Marc Dal Hende har spillet en stor rolle i Sønderjyske Fodbold-historien, men til sommer er det slut.

Det ligger nu fast, at den 34-årige forsvarsspiller stopper i klubben, når hans kontrakt udløber til sommer, og derefter fortsætter han i 2. divisionsklubben AB, hvor han har underskrevet en treårig aftale.

Sportschef Casper Daather siger om kontraktudløbet:

– Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at savne Marc Dal Hende i klubben, når han drager videre til sommer, for det er noget af et klubikon, der forlader os. Han har en stor rolle i omklædningsrummet, hvor han har været med til at tage sig af de unge spillere og uddanne de næste store ledere, og så har vi jo set, at han også fortsat kan have en hovedrolle i 3F Superligaen.

– Vi har dog hele tiden vidst, at Marc Dal Hende var i gang med at skrive sine sidste kapitler i klubhistorien, og vi er meget glade for, at vi til sommer kan sende ham godt videre til AB, hvor han kan afslutte sin aktive karriere. Han kommer hjem til København og AB, hvor det hele startede, og på den måde bliver der bundet en flot sløjfe på en stor karriere, siger Casper Daather.

Marc Dal Hende ser nu frem til at slutte godt af i Sønderjyske Fodbold, inden han skifter til AB.

– Jeg er naturligvis glad for at have fodboldfremtiden på plads for de næste tre år, men jeg har kun én ting i hovedet, og det er, at jeg skal slutte godt af her i Sønderjyske Fodbold. Enhver, der kender mig, ved, at jeg vil være 100 procent dedikeret til opgaven her, og først når vi står med en Superliga-overlevelse til sommer, vil jeg fokusere på mit næste kapitel i AB.

– Jeg er meget glad for min rolle i Sønderjyske Fodbold, og det vil betyde meget for mig, at jeg får sluttet godt af her. Til sommer har jeg været her i fem sammenhængende år, og jeg har gode minder fra sølvsæsonen i 2016, så det er en klub, der altid vil have en stor plads i mit hjerte, og det vil også kunne ses på min indstilling i foråret, siger Marc Dal Hende.

Marc Dal Hende har foreløbig spillet 159 kampe for Sønderjyske Fodbold.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder