Målrig Future Cup-kamp mod EfB endte uafgjort

Mandagens Future Cup-kamp mod EfB endte 3-3. Alexander Lyng, Dalton Wilkins og Olti Hyseni scorede vores mål. Nicolai Flø fik comeback i målet efter fem måneders skadespause.

Mandag var der en Future Cup-kamp på programmet, da vi mødte EfB på kunstgræsbanen ved Vejen Idrætscenter.

Det blev en chance- og målrig kamp, der efter 90 ganske underholdende minutter endte 3-3.

Vi lagde stærk ud, og allerede efter ti minutters spil var vi kommet frem til tre-fire store chancer. Tættest på en scoring i indledningen var Matthew Hoppe, der bragede bolden på stolpen.

I stedet var det EfB, der kom først på tavlen, da en hjørnesparksbold blev headet på tværs, og vestjyderne fik scoret tæt under mål.

Det blev 1-1 kort før pausen, da Alexander Lyng tog en god tur omkring feltkanten og scorede med et flot langskudsmål, hvor han placerede bolden ind ved fjerneste stang.

Vi kom foran 2-1 straks fra anden halvlegs start. Sebastian Larsen lavede forarbejdet og sendte bolden hen til Dalton Wilkins, der kunne mosle læderet ind tæt under mål.

Med 20 minutter igen fik EfB vendt kampen på hovedet for en stund. På to hurtige mål fik de bragt sig foran 3-2.

Kort før tid blev det 3-3, da Olti Hyseni efter et godt gennembrud i feltet scorede det udlignende mål.

Det blev alt i alt en god træningskamp, hvor der var gode spilleminutter til både Superliga-spillere og en håndfuld akademispillere.

Desuden var det meget glædeligt, at Nicolai Flø fik comeback i målet efter fem måneders skadespause. Han stod hele første halvleg, inden han som planlagt blev afløst af Benicio Peña.

Kampen i tal
Sønderjyske Fodbold-EfB 3-3 (1-1)

0-1 (11.), 1-1 Alexander Lyng (38.), 2-1 Dalton Wilkins (47), 3-3 Olti Hyseni (89.)

Vores hold: Nicolai Flø (46. Benicio Peña) – Dalton Wilkins (68. Villads Birk), Simon Maass, Marc Dal Hende (46. Mads Bo Ottesen), Villads Klindt – José Gallegos, Tobias Sommer, Albert Rrahmani (68. Jonas Jönsson) – Alexander Lyng (68. Elias Hjort-Petersen), Matthew Hoppe (46. Sebastian Larsen), Olti Hyseni.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.