Lige ved og næsten på Fyn – men point i flot comeback

Vi havde det svært den første times tid, men herfra dominerede vi i Odense, hvor vi var tæt på at snuppe alle tre point.

Der var godt fyldt op på udebaneafsnittet, da vi fredag aften gæstede Nature Energy Park og OB i Odense. Efter en skidt første halvleg kom vi tættest på sejren i opgøret, der sluttede 1-1.

OB kom frem til kampens første store chance efter seks minutters spil. De blev farlige på et indlæg tæt under mål, men Magnus Jensen og Sefer Emini fik i fællesskab klaret.

To minutter senere kom vi igennem i en god omstilling, hvor Andreas Oggesen slog bolden farligt ind foran. OB-keeper Myhra boksede den dog ud af farezonen.

Herfra havde OB bolden en del, men begge hold lavede masser af fejl. Rundet 26 minutter var vi dog ved at blive farlige, da Sefer Emini sendte en stærk bold dybt til Ingason. Islændingen kunne dog akkurat ikke løbe den op.

Med 32 minutter på klokken fik Daniel Gretarsson bolden i venstresiden. Han lavede en suveræn dribling, der satte OB’erne, og så lagde han et skarpt indlæg ind til Ingason, der sendte den i mål. Desværre blev scoringen underkendt for offside.

I stedet kunne hjemmeholdet juble fem minutter senere. Fynboerne holdt bolden i gang efter et hjørnespark, og de lagde den ind i feltet, hvor Bjørn Paulsen kunne sende den i kassen til 1-0.

Frem mod pausen havde vi et par optræk til store tilbud, men OB var foran efter en første halvleg, der var mere blæsende, end den var velspillet.

Fra starten af anden halvleg var vi mest på bolden, og otte minutter inde i de sidste 45 tog Alexander Lyng en tværpasning forrygende ned. Han strøg mod baglinjen og lagde bolden ind foran, men den sejlede gennem feltet.

Kort efter sendte Lyng et nyt indlæg ind i boksen, men hovedstødet fra Maxime Soulas gik over kassen. Det blev fulgt op af et godt langskudsforsøg fra værternes McCoy, der gik tæt forbi.

Herfra fulgte en god fase med os meget på bolden, og med 25 minutter igen kom vi tæt på. Daniel Gretarsson lavede igen fine ting, og bolden blev lagt op til indskiftede Matthew Hoppe, der blev forstyrret i skudøjeblikket og måtte nøjes med hjørne.

Vi fastholdt dog presset, og med 20 minutter igen gav det pote. En høj bold blev headet fra Cherif ud til Hoppe, der trykkede af uden for feltet. Bolden sad yderligt og tog den ene stolpe, før den strøg i kassen til 1-1.

Hoppe kom tæt på igen, da han strøg igennem og sendte bolden i sidenettet. Kort efter lagde et indlæg godt mod Lyng, der dog desværre ikke lykkedes med at komme på den.

Fire minutter før tid fik vi en stor chance. Indskiftede Klysner fandt plads og lagde bolden ind foran. Herfra blev den sendt videre ind til Mohamed Cherif, der trykkede af og var SÅ tæt på at score. Myhra reddede dog til hjørne.

Det blev sidste chance i Odense, og dermed tog vi det ene point med hjem til Sønderjylland efter et flot comeback i anden halvleg.

Sikke en opbakning fra de omkring 300 medrejsende på Nature Energy Park, mange tak for den. Vi ses igen efter landskamppausen, når vi mandag den 20. oktober klokken 19.00 tager imod FC Fredericia.

Du kan købe billetter til den kamp lige her.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.