Koldt og hektisk nederlag i Farum

Vi startede godt og var tæt på føringen undervejs, men det blev FC Nordsjælland, der løb med de tre point i premieren efter 2-1 på tavlen.

Kummefryseren kørte på højtryk, da vi entrerede Right to Dream Park til den første kamp i forårssæsonen. Trods kulden var der flot fremmøde i udebaneafsnittet, og herfra blev de lyseblå medrejsende vidner til en intens affære.

FC Nordsjælland åbnede med et par hjørnespark efter gode dribleture fra Prince Junior, men herefter fik vi fat i kampen.

Alexander Lyng var en evig kilde til uro, og efter godt opspil sendte han bolden dybt til Mads Agger. Han fik dog akkurat ikke en afslutning på.

Det gjorde Lyng dog kort efter, da han erobrede bolden i feltet. Et resolut spark endte dog i handskerne på Andreas Hansen i FCN-buret.

Endnu et forrygende opspil var ved at give pote rundet den halve time. Bolden blev lagt bredt til en fremadstormende Lirim Qamili, der dog fik sin afslutning blokeret.

Ti minutter før pausen tippede momentum over til FCN. De ville have straffespark efter en fejl i vores opspil, men den gik ikke hos dommer Jacob Karlsen.

Prince Junior udfordrede konstant, og han var tæt på lidt af et mål, da han smed bolden mod det lange hjørne. Bolden prellede dog af på fjerneste opstander.

I overtiden af første halvleg var FCN tæt på igen, da de holdt bolden i live efter en dødbold. Tæt under mål blev et hovedstød dundret på kassen, men overliggeren tog fra, og så var det 0-0 ved pausetid.

Anden halvleg åbnede med højt tempo i begge ender, hvor Lirim Qamili var tæt på en stor chance efter et giftigt indlæg.

Efter en lige periode tog værterne føringen. Et hjørnespark blev slået ind tæt under mål, hvor Caleb Yirenkyi sendte den i mål til 1-0. Øv!

Det blev dobbelt øv med en halv time igen. Norske Ola Solbakken stod fri i højre siden, hvorfra han lagde bolden i det lange hjørne til 2-0.

Herfra gik tempoet ned, men Lirim Qamili var tæt på en reducering med et kvarter igen efter FCN-fejl. Andreas Hansen kastede sig dog ned og fangede bolden.

Kort før tid kom Mohamed Cherif på tavlen med en lun reducering til 2-1, og det skabte nogle hektiske slutminutter.

Efter fem minutters tillæg kunne hjemmeholdet dog glæde sig over en 2-1-sejr.

Tusind tak for opbakningen i Farum. Næste opgave er hjemme på Sydbank Park mandag den 16. februar klokken 19.00, hvor vi møder Silkeborg IF.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.