Jobopslag: Kit Manager i Sønderjyske Fodbold

Sønderjyske Fodbold søger en Kit Manager til en central rolle i det sportslige setup med ansvar for logistik, koordinering og de praktiske rammer omkring førstehold og akademi.

Sønderjyske Fodbold søger en stærk organisatorisk profil til en central rolle i vores sportslige setup.

Stillingsbetegnelsen er Kit Manager, men jobbet indbefatter mere end materiale og udstyr.

Vi søger en professionel, der kan skabe struktur, holde overblik og sikre, at alle praktiske rammer omkring vores førstehold og talentmiljø fungerer optimalt – hver eneste dag. Det er ikke en rolle for en hobbyentusiast. Det er en rolle for en person, der trives i eliteidrættens hverdag, hvor tempoet er højt, forventningerne er klare, og standarden altid skal være professionel.

Om rollen
Som Kit Manager får du ansvaret for planlægning, koordinering og drift af en række funktioner omkring klubben. Du bliver en central del af hverdagen omkring førsteholdet og akademiet, og du samarbejder tæt med trænerteam, spillere og administration.

Du skal kunne holde mange bolde i luften – men samtidig have fødderne solidt plantet på jorden. Du arbejder struktureret, tænker fremad og sørger for, at detaljerne altid er på plads.

Dine primære arbejdsopgaver:

  • Ansvar for spiller- og træningstøj til førstehold og talentafdeling
  • Klargøring af kamp- og træningsudstyr
  • Tryk og klargøring af kamp- og træningstøj
  • Lagerstyring og bestilling af udstyr
  • Udarbejdelse af ugeplaner og logistik omkring træning og kampe
  • Koordinering med trænerteam og spillere omkring udstyrsbehov
  • Dialog med udstyrsleverandører og samarbejdspartnere
  • Klargøring til hjemme- og udekampe
  • Deltagelse til alle 1. holdskampe
  • Planlægning og håndtering af udstyr i forbindelse med rejser
  • Udlevering af udstyr til spillere
  • Bestilling af træningsmaterialer
  • Onboarding og praktisk hjælp til nye spillere
  • Ad hoc-opgaver i den sportslige hverdag
  • Ledelse af medarbejdere og frivillige i dit service-team

Samarbejde
Som Kit Manager arbejder du tæt sammen med den tekniske chef, cheftræner, trænerstab, spillertrup, performanceafdeling, sundhedssektoren, akademiet, administration samt eksterne leverandører.

Vi forestiller os, at du:

  • Har erfaring med logistik, lagerstyring eller koordinering
  • Arbejder struktureret og detaljeorienteret
  • Trives i et miljø med højt tempo
  • Er løsningsorienteret og tager ansvar
  • Kan kommunikere på dansk og engelsk
  • Har respekt og forståelse for eliteidrættens krav og kultur

Vi tilbyder:
En central rolle i en ambitiøs fodboldklub, hvor professionalisme, samarbejde og udvikling er en del af hverdagen. Du bliver en vigtig del af et miljø, hvor detaljerne gør forskellen.

Arbejdstid:
Fuldtidsstilling

Arbejdssted:
Haderslev Idrætscenter

Ansøgning:
Send din ansøgning og CV til teknisk chef i Sønderjyske Fodbold, Michael Larsen, på ml@soenderjyskefodbold.dk. Ansøgningsfrist 8. april.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.