JMM Group laver flerårigt sponsorat i Sønderjyske Fodbold


JMM Group fortsætter som sponsor i Sønderjyske Fodbold, hvor virksomheden har indgået en flerårig aftale.

JMM Group, der står bag Johs. Møllers Maskiner A/S, Stemas A/S og Normas Cranes A/S, fortsætter sit store engagement i Sønderjyske Fodbold, og virksomheden har netop underskrevet en ny flerårig forlængelse af sponsoratet i Superliga-klubben.

Jan K. Møller, der er CEO & partner i virksomheden, der blandt andet har en afdeling i Vojens, siger om sponsoratet med Sønderjyske Fodbold:

– JMM Group er kendetegnet ved at have orden i sagerne. Hos os tilbyder vi kun maskiner, hvor vi kan stå 100 procent inde for kvaliteten hos vore leverandører. Det samme gælder også for vores øvrige samarbejdspartnere, og det har derfor været naturligt for os at indgå en ny flerårig aftale med Sønderjyske Fodbold, siger Jan K. Møller.

– Med vore mange års erfaring er der ikke en opgave, vi ikke kan løse, og vi har altid bestræbt os på at være så alsidige som overhovedet muligt. Det med at blive sat i en bestemt bås, det er ikke lige os – vi vil hellere fremstå som en samarbejdspartner, der har flere heste at spille på, og som ikke går af vejen for at tænke i nye og utraditionelle baner, hvis opgaven kræver det.

– Dette er også et kendetegn, vi ser hos Sønderjyske Fodbold, hvor man heller ikke er bange for at gå nye veje for at samle sønderjyderne omkring landsdelens fodboldhold. Det store arbejde ude i de lokale fodboldklubber, de spændende arrangementer i erhvervsnetværket og kampene på Sydbank Park er nogle af de ting, vi og vores medarbejdere sætter stor pris på, siger Jan K. Møller.

I Sønderjyske Fodbold glæder salgsansvarlig Ulrik ”Buller” Nielsen sig over JMM Groups forlængelse af aftalen.

– Det er dejligt, når vores trofaste partnere er glade for deres engagement, og bemærker de ændringer, der er sket, og den udvikling vi fortsat har gang i. Én af vores primære målsætninger er jo også, at Sønderjyske Fodbold skal være med til at gøre Sønderjylland interessant og attraktiv, så vi kan være med til at fastholde og tiltrække gode medarbejdere til virksomheder som JMM Group.

– Det er derfor enormt tilfredsstillende at høre, at det i dagligdagen også bemærkes af både ledelse og medarbejdere hos vores samarbejdspartnere, siger Ulrik ”Buller” Nielsen.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.