Ingen fremtid uden fortid, og i Sønderjyske Fodbold har vi en historie, vi er meget stolte af.
Moderklubben Haderslev Fodboldklub (HFK) blev stiftet i 1906, og omkring årtusindeskiftet begyndte det at blive rigtigt seriøst med fodbolden i Sønderjylland – først med HFK Sønderjylland og siden Sønderjyske Fodbold.
På denne side kan du læse om alle sæsonerne fra 2004 og frem til i dag, hvor vi markerer de vigtigste kampe, de største spillere og de mest mindeværdige oplevelser på og uden for banen.
Vi ser frem til at skrive nye kapitler i fremtiden, hvor Sønderjyske Fodbold igen vil skabe store oplevelser for sønderjyderne.
Moderklubben bag Sønderjyske Fodbold er Haderslev Fodboldklub (HFK). HFK blev skiftet den 14. juli 1906 og kunne således fejre et flot 100 års-jubilæum i 2006. I 1999 udskiltes klubbens bedste hold i et aktieselskab, Haderslev FK Elite (i dag Sønderjyske Ejendomme A/S). HFK Sønderjylland blev herefter en realitet, og betalt fodbold blev indført i Haderslev.
Den 1. januar 2004 blev HFK Sønderjylland til SønderjyskE Fodbold, da det blev en del af et regionalt samarbejde i Sønderjysk Elitesport, som også inkluderede SønderjyskE Ishockey (Vojens), SønderjyskE Damehåndbold (Aabenraa) og SønderjyskE Herrehåndbold (Tønder og senere Sønderborg).
Fodbolden i Haderslev begyndte for alvor at røre på sig i midten af 1990’erne. Det store gennembrud for klubben fandt sted i 1996, hvor HFK med Poul Hansen som træner for første gang rykkede op i 1. division – landets næstbedste række.
Under navnet Haderslev Fodboldklub rykkede klubben i år 2000 op i Superligaen for første gang – midtvejs i sæsonen blev navnet ændret til HFK Sønderjylland. Det blev dog et ret brutalt besøg i landets bedste række, da det kun blev til én sejr og 11 point i 2000/2001-sæsonen, men Sønderjylland fik for første gang vist sig frem på Superliga-landkortet – og det skulle vise sig, at det langt fra var sidste gang.
Ambitionerne var blevet større i Haderslev og Sønderjylland, og i 2001 blev der bygget et nyt, moderne stadion i forbindelse med Haderslev Idrætscenter – et anlæg, der siden er blevet udbygget og moderniseret flere gange, og som fortsat danner hjemmebane for Sønderjyllands stolte fodboldhold.
SønderjyskE Fodbold blev en realitet den 1. januar 2004 og spillede således en halvsæson under dét navn og endte på en sjetteplads i 1. division.
I den første hele sæson som SønderjyskE Fodbold – i 2004/2005-sæsonen – kom der straks mere medvind i de sønderjyske sejl. Holdet endte øverst i Viasat Sport Divisionen, som rækken blev kaldt, med hele 64 point for 30 kampe, og holdet rykkede dermed op i Superligaen sammen med AC Horsens på andenpladsen.
Oprykningen til Superligaen skete den 18. juni 2005, da FC Fredericia blev besejret med 4-1 på Haderslev Fodboldstadion. Sønderjyden Simon Poulsen scorede to mål i kampen, hvor Jacob Olesen og Peter Nymann også kom på tavlen, og dermed rykkede holdet op i en fantastisk kulisse, hvor der var mere end 6.700 tilskuere på lægterne.
Holdets topscorer i sæsonen blev Jacob Olesen med 21 mål, som dermed blev rækkens topscorer sammen med Niels Lodberg, der scorede lige så mange mål i AC Horsens.
Den anden oprykning til Superligaen blev væsentlig mere succesfuld end den første i 2000/2001-sæsonen, men det endte alligevel med en ny nedrykning. Denne gang hentede SønderjyskE Fodbold 26 point i 33 kampe, og det var nok til at slutte over AGF, men der var 11 point op til AC Horsens og overlevelse.
Efter 1-1 på udebane mod FC Nordsjælland i premieren fik sønderjyderne i den første hjemmekamp en god oplevelse på hjemmebanen, da AGF blev besejret 2-1 på mål af Henrik Hansen og Rasmus Johansen – med Simon Poulsen som oplægger til begge mål.
Det gav en femteplads efter to kampe, men siden fulgte blot to sejre i 24 kampe, og nedrykningen syntes uundgåelig. Med tre runder tilbage blev Morten Bruun fyret som cheftræner, og Ole Schwennesen og Peter Sand fik lov at gøre sæsonen færdig.
Schwennesen, Sand og SønderjyskE fik sagt farvel – og på gensyn – til Superligaen med en sejr i sidste spillerunde over Michael Laudrups Brøndby IF. På Brøndby Stadion blev den regerende mester besejret med 2-1 på mål af Simon A. Pedersen og Peter Sand.
Netop Peter Sand blev klubbens topscorer med 11 mål.
For Ole Schwennesen blev vikartjansen i sæsonen forinden vekslet til en permanent kontrakt, der gjaldt for 2006/2007-sæsonen, hvor målet i Viasat Sport Divisionen naturligvis var en hurtig tilbagevenden til Superligaen.
Det gik dog ikke helt, som alle sønderjyder havde håbet og forventet, og særligt i foråret blev der for langt mellem pointene. Et 0-1-nederlag til AB på hjemmebane, der kostede vigtige point i oprykningskampen, betød, at Ole Schwennesen blev afskediget, og i stedet blev Carsten Broe ansat som cheftræner.
Trænerskiftet fik ikke den ønskede effekt, og SønderjyskE Fodbold endte lige uden for de to oprykningspladser, som Lyngby Boldklub og AGF satte sig på. 53 point i 30 kampe var for lidt for SønderjyskE Fodbold, der endte som treer med seks point op til AGF på andenpladsen.
Ambitionerne i Sønderjylland forblev dog intakte, selv om oprykningen måtte lade vente på sig.
Sæsonens topscorer blev Kenneth Fabricius med 11 mål, mens Anders Clausen fulgte efter med ni.
Sæsonen endte med at blive en jubelsæson, men SønderjyskE Fodbold skulle kæmpe hårdt for det, inden den tredje oprykning til Superligaen kom i hus den 25. maj 2008.
Nedrykkerne fra Vejle Boldklub var der ingen, der kunne røre i dén sæson, og kampen om andenpladsen var længe en kamp mellem den anden nedrykker fra Silkeborg IF og så SønderjyskE Fodbold.
Det begyndte at tippe i sønderjysk favør i femtesidste spillerunde, da SønderjyskE Fodbold slog FC Fredericia med 4-3, mens Silkeborg IF højest overraskede snublede og tabte 0-1 til bundproppen fra Ølstykke.
Med de resultater manglede sønderjyderne blot én sejr i de sidste fire runder, men de missede i første omgang muligheden, da de skuffende spillede 1-1 på udebane mod Køge Boldklub.
Med det resultat var det nogle slukørede sønderjyder, der kørte fra Køge Idrætspark, men på vej hjem mod Sønderjylland, mens spillerbussen var på vej over Storebæltsbroen, kom nyheden om, at Hvidovre IF havde slået forfølgerne fra Silkeborg IF, og så var det ene point i Køge alligevel nok til oprykning. Bussen kørte ind på den første og bedste rasteplads på Fyn, hvor champagne og guldparykker blev fundet frem, og så blev resten af turen hjem til Haderslev anderledes festlig.
Sæsonens topscorer blev Kenneth Fabricius med 15 mål, mens Jesper Kjærulff lavede ti.
Tredje gang blev lykkens gang for SønderjyskE Fodbold i Superligaen. Mens de to første besøg i Superligaen gav nedrykninger med det samme, var der anderledes bid i det hold, som Carsten Broe ledte i 2008/2009-sæsonen.
Både i anden og tredje runde blev der hentet nogle fine point, da SønderjyskE Fodbold spillede 1-1 mod både FC Midtjylland og FC København, og i femte runde kom den første sejr, da FC Nordsjælland blev besejret med 1-0 i Farum på et mål af Kenneth Fabricius.
SønderjyskE Fodbold lå lunt placeret på en niendeplads ved vinterpausen, men det lignede, at alt var ”game over” for sønderjyderne i foråret, da de ramte ti kampe uden sejr.
Efter seks nederlag i træk var klubben dalet ned på sidstepladsen, og det var med kniven for struben, at spillerne drog til Herning for at møde FC Midtjylland. Men en sønderjysk 4-2-sejr på heden blev fulgt op af en vital 2-0-sejr over AC Horsens, der sendte sønderjyderne op på den frelsende tiendeplads, og den blev holdt, da sæsonen sluttede med fem krydser i træk.
Den højest overraskende overlevelse blev en realitet i sidste spillerunde, da holdet spillede 1-1 foran 6.988 tilskuere i Haderslev. Sölvi Ottesen, der nærmest blev personificeringen af de sønderjyske krigere, scorede det afgørende mål.
Ken Ilsø – holdets store kreatør og profilen med masser af X-factor – blev sæsonens topscorer med ni mål.
Mens det var fighterviljen, der fik en stor portion af æren for overlevelsen, var det forsvaret, der var i fokus i den efterfølgende sæson, hvor Michael Hemmingsen havde taget over efter Carsten Broe.
Blot 37 mål lukkede SønderjyskE Fodbold ind i sæsonens 33 kampe, og det var kun tre af topholdene, der kunne mønstre en stærkere defensiv i den sæson.
Bemærkelsesværdigt nok lå klubben ikke på noget tidspunkt under nedrykningsstregen i denne sæson, men stregen lå dog og svirpede flere gange hen mod slutningen af sæsonen, hvor holdet var tvunget til at skrue op for sejrsraten.
Efter 25 kampe havde SønderjyskE Fodbold blot vundet seks kampe, men herefter satte sønderjyderne en slutspurt ind med fem sejre i de efterfølgende syv kampe. I næstsidste runde var en 1-0-sejr over rivalerne fra EfB – målscorer Olafur Skulason – så godt og vel lig med overlevelse, da der var tre point og en langt bedre målscore ned til AGF, der endte med at rykke ud sammen med HB Køge.
Vi kan heller ikke omtale 2009/2010-sæsonen uden at nævne pokalkampen mod FC København. Den 29. oktober 2009 lykkedes det nemlig at skabe en af pokalhistoriens største overraskelser, da københavnerne blev besejret med 5-0! Johnny Thomsen, Mads Jessen, Rasmus Hansen, Nicolaj Agger og Søren Frederiksen scorede alle målene, som pudsigt nok alle blev sat ind på skud uden for feltet. En uforglemmelig aften i Haderslev.
Topscorer blev i denne sæson sønderjyden Kenneth Fabricius, der scorede 10 af holdets 32 mål.
Der skulle hele 35 point til for at klare overlevelse i 2010/2011-sæsonen, og SønderjyskE Fodbold måtte igen grueligt meget igennem – inden det endte på smukkeste vis.
Holdet fik et godt afsæt i sæsonen med sejre over FC Nordsjælland og EfB i anden og tredje runde, hvilket rakte til en øjeblikkelig tredjeplads, inden hverdagen igen begyndte at melde sig.
Efter en placering som nummer 7 efter 25 runder begyndte det at gå hurtigt – lidt for hurtigt – nedad for sønderjyderne, der fire runder senere – efter fire nederlag – var raslet ned på 11. pladsen, der ville betyde nedrykning.
Hemmingsen & Co. fik dog i den grad stoppet blødningen. Først hentede holdet en vital 1-0-sejr over Lyngby på Quincy Antipas’ sene sejrsmål. Runden efter var der direkte nedrykningsduel mod EfB, hvor Henrik Hansen og Eyjolfur Hedinsson vendte en vestjysk 1-0-føring til en 2-1-sejr. Og overlevelsen blev sikret, da det blev tre i træk med en 2-1-sejr over AaB i Aalborg – Søren Frederiksen og Eyjolfur Hedinsson lavede målene.
De ni point sendte igen SønderjyskE Fodbold på himmelflugt, og det endte ikke bare med overlevelsen, men også en flot syvendeplads for sæsonen. De 39 point, som sæsonen indbragte, var det samme, som FC Nordsjælland på sjettepladsen hentede. Jo, SønderjyskE Fodbold var virkelig begyndt at vise sig frem i Fodbolddanmark.
Topscorer blev for andet år i træk Kenneth Fabricius – denne gang med syv mål – men også Quincy Antipas, som endte på fem mål og otte assists, var begyndt at blive en profil i Superligaen.
Lars Søndergaard blev ny mand i det sønderjyske trænersæde, og han oplevede noget af en rutsjebanetur i løbet af sæsonen, inden det igen endte lykkeligt for SønderjyskE Fodbold.
Der var ikke så meget at stille op mod FC København i premieren, men herefter var der point i de efterfølgende seks kampe, og SønderjyskE Fodbold var efter syv runder helt oppe på tredjepladsen.
Blot to sejre i de næste 14 kampe fik dog holdet til at dale ned gennem tabellen, og i starten af foråret dumpede det helt ned på tiendepladsen, hvor det lå som føde for Lyngby og HB Køge, der lugtede blod på de nederste pladser.
Men SønderjyskE Fodbold ville ikke være en del af nedrykningskampen – ikke denne gang. Tre sejre i træk – mod AaB, AGF og FC Nordsjælland – sendte igen sønderjyderne op ad i tabellen.
De gode resultater fortsatte sæsonen ud, og i sidste runde stod SønderjyskE Fodbold og AaB over for hinanden i en direkte kamp om sjettepladsen. Hvis sønderjyderne skulle fravriste nordjyderne den placering, skulle de ikke bare vinde hjemme i Haderslev – de skulle vinde med mindst fire mål.
Og minsandten om det ikke lykkedes! To gange Antipas og Eyjolfur Hedinsson havde skabt fundamentet til sensationen i første halvleg, og da Bjørn Paulsen scorede til 4-0 med et kvarter igen – sønderjydens første mål i øvrigt – var stemningen for alvor elektrisk på stadion. Tommy Bechmann ville også være med, og dermed sluttede sæsonen med en uforglemmelig 5-0-sejr – og en historisk sjetteplads.
Også i pokalturneringen klarede SønderjyskE Fodbold sig historisk godt. For første gang i klubbens historie nåede man semifinalen, hvor FC København var modstander. Efter et noget ufortjent 0-1-nederlag i Parken havde sønderjyderne kurs mod finalen, da Eyjolfur Hedinsson bragte sønderjyderne på 4-2 i Haderslev, men på et straffespark fem minutter før tid reducerede FCK’s Cesar Santin til 4-3 og sendte københavnerne i finalen på reglen om udebanemål.
Quincy Antipas endte som klubbens topscorer med ni mål, mens Hedinsson fulgte efter med otte scoringer.
Med en 6-1-hjemmesejr over Randers FC blev 2012/2013-sæsonen skudt i gang med et brag, og SønderjyskE Fodbold kunne sole sig på Superligaens førsteplads i de tre første spillerunder.
Den gode sæsonstart forduftede hurtigt, og holdet raslede ned i tabellen. Som efteråret skred frem, kom sønderjyderne i kamp med nedrykningsstregen, og det var godt for stemningen i vinterpausen, at året blev rundet af med en vigtig 3-1-sejr i Horsens i et bundbrag, som blev fulgt op af 2-2 i Brøndby i årets sidste kamp.
Da foråret blev indledt med to nederlag, var nedrykningsstregen igen kommet tæt, men igen viste SønderjyskE Fodbold klassen i en kamp om de nederste pladser, da Silkeborg IF på udebane blev besejret med hele 5-0 – blandt andet takket være et hattrick af Lasse Vibe.
Nogle vil måske huske foråret 2013 for, at kampen mod EfB, der skulle være spillet den 18. marts, blev aflyst på grund af et voldsomt snevejr. Da kampen blev spillet tre uger senere, vandt sønderjyderne 3-1, og da det blev fulgt op med en 3-0-sejr i Brøndby og 4-1 hjemme mod OB, var sæsonen tæt på at være reddet.
En 1-0-sejr over AaB bragte overlevelsen endnu tættere på – og detalje fra den kamp er, at Tommy Bechmann brændte straffespark, og det var det SYVENDE brændte straffespark i træk af sønderjyderne. Det var noget, man talte om dengang.
En ny sæson i Superligaen blev endegyldigt sikret i sæsonens næstsidste kamp, da SønderjyskE fodbold med en 4-2-sejr i stedet sendte AC Horsens ud af rækken – i dén kamp lykkedes det for Henrik Hansen at bryde straffesparksforbandelsen.
Lasse Vibe blev topscorer med 13 mål i sæsonen.
Sæsonen 2013/2014 huskes som én lang sæson i kamp mod nedrykning. SønderjyskE Fodbold var ikke uvant med at slås med omkring overlevelse, men i denne sæson var truslen større end hidtil.
Efter en god sæsonstart med 1-1 i Odense og en 1-0-sejr hjemme mod Brøndby IF gik det ned ad bakke, ind til holdet ramte sidstepladsen i runde 12. Den plads var ikke lige sådan at komme væk fra, og det endte med, at SønderjyskE Fodbold lå på Superligaens 12. plads helt frem til og med 27. runde.
Men der kom liv i sønderjyderne, og særligt én kamp var helt vital for den senere overlevelse. Holdet overvintrede med fem point op til overlevelse, og forårspremieren mod FC Vestsjælland var helt afgørende for holdets forhåbninger. Sønderjyderne modstod presset og vandt med overbevisende 4-0 – blandt andet på to scoringer af holdets østrigske lejespiller Rubin Okotie, som var kommet til klubben i vinterpausen.
Med sejren var der igen kontakt til holdene over nedrykningsstregen, men det var først i runde 28 med en 3-1-sejr over FC Nordsjælland, at sønderjyderne kom væk fra sidstepladsen – Rafael Okotie blev også i denne kamp dobbelt målscorer.
Og i runde 30 lykkedes det – efter et halvt år under nedrykningsstregen – at komme op på en frelsende tiendeplads. Det skete på hjemmebane foran 8.357 tilskuere, der satte publikumsrekord, da der samme dag var indvielse af den nye vesttribune på Louisevej. Daniel Jensen sørgede for den enlige scoring i 1-0-gevinsten over Viborg FF.
Og som om at sæsonen ikke havde været dramatisk nok i forvejen, så fik det hele lige en sidste omgang drama til allersidst. SønderjyskE Fodbold havde egentligt sikret sig overlevelse i næstsidste runde, da holdet slog AGF 3-0 i Aarhus, men dagen før sidste spillerunde – efter sønderjyderne havde fejret overlevelse – kom meldingen om, at tingene alligevel ikke var afgjort.
Viborg FF havde nogle runder forinden brugt en ulovlig spiller, og dermed blev midtjydernes 3-0-sejr over AGF vekslet til en århusiansk 3-0-sejr – og AGF havde dermed en ny mulighed for at hente SønderjyskE Fodbold i sidste spillerunde.
Den pludselige vending rystede naturligvis sønderjyderne, men spillerne leverede i den grad varen i sidste spillerunde, da FC Midtjylland blev besejret med 3-1 – og så kunne spillerne for anden gang juble over, at de var reddet i Superligaen.
Også i sæsonens sidste kamp blev Rubin Okotie dobbelt målscorer, og med sine 11 sæsonmål i de 15 forårskampe endte han også som holdets topscorer.
Mens sæsonen forinden i det meste af tiden var et liv under nedrykningsstregen, lå SønderjyskE Fodbold på den rigtige side i hele 2014/2015-sæsonen.
Men trods lune placeringer i det meste af sæsonen endte det alligevel med at blive snert til sidst, da sejrene udeblev i den sidste tredjedel af sæsonen.
Ved vinterpausen lå holdet på en niendeplads, og efter en resultatmæssig stærk start på foråret med 1-0-sejre over Hobro IK og FC Vestsjælland var det helt oppe på en sjetteplads efter 19 runder.
Sønderjyderne så ud til at sætte kurs mod en sikker overlevelse, men blot én sejr i de næste ti kampe sendte dem ind i nedrykningskampen, og daværende anfører Niels Lodberg udtrykte på landsdækkende tv, at det var tid til, at spillerne ”viser lidt nosser”.
Det gjorde de så også i de næste kampe, da de spillede skæbnekampe mod de øvrige bundhold. EfB blev besejret med 3-2 i Esbjerg i en kamp, hvor Marvin Pourie scorede hattrick, og i runden efter – i 31. spillerunde – var 1-1 hjemme mod FC Vestsjælland nok til at sikre overlevelse.
Mens SønderjyskE Fodbold altså klarede skærene i Superligaen, og FC Vestsjælland runden efter røg ud af ligaen, fik vestsjællænderne alligevel sat et par mentale støvleknopper ind på sønderjyderne. For i pokalturneringen var det FC Vestsjælland, der kom i vejen for en pokalfinale. Holdene mødtes i semifinalerne, og FC Vestsjælland vandt 2-0 hjemme, mens SønderjyskE Fodbold kun vandt 1-0 hjemme trods et chancehav og hurtigt føringsmål af Johan Absalonsen. For anden gang var det lige ved og næsten i pokalturneringen.
Topscorer i sæsonen blev Marvin Pourie med ni mål.
Den 29. maj 2016 er for sønderjyderne, hvad den 26. juni 1992 er for Danmark. Det var den dag, at en flot sæson blev afsluttet med en 2-1-sejr i Brøndby, hvorefter sønderjyderne fik hængt sølvmedaljer om halsen. En historisk dag for SønderjyskE Fodbold og en dag, som de omkring 1000 medrejsende fans aldrig glemmer.
Sønderjyden Jakob Michelsen havde overtaget trænertøjlerne i SønderjyskE Fodbold, efter nordjyden Lars Søndergaard efter fire sæsoner i klubben skiftede ”hjem” til AaB.
Det blev et efterår, hvor det var meget enten eller. Holdet spillede kun uafgjort én gang – og så blev det ellers til 10 sejre og syv nederlag. Det blev et halvår, hvor holdet stort set gjorde rent bord mod bund seks-holdene, mens der ikke var meget at hente mod topholdene.
Resultaterne rakte til en flot fjerdeplads ved vinterpausen, men sønderjyderne var slet ikke færdige med at imponere. I forårets første kampe begyndte de også at vinde over topholdene, og således blev Brøndby IF besejret i Haderslev med 3-1, mens FC Midtjylland efterfølgende blev besejret med 3-2, efter midtjyderne havde ført 2-0 ved pausen. Det var i den kamp, hvor den unge sønderjyde Mikkel Hedegaard kom på alles læber, efter han med et dommedagshug blev matchvinder med sit første mål i SønderjyskE-trøjen.
I runde 25 kom SønderjyskE Fodbold op på andenpladsen, da holdet vandt 2-1 i Aalborg, og med fem sejre i træk sørgede sønderjyderne for, at de blev inde i den absolutte topkamp.
Andenpladsen blev holdt hele vejen til sidste spillerunde, hvor holdet var tvunget til at hente point, hvis ikke FC Midtjylland skulle hapse sølvet på sidstedagen. Derfor var der bange anelser, da Brøndby kunne gå til pause med en 1-0-føring i sæsonens sidste kamp, men to mål af Nicolaj Madsen sørgede for, at den sønderjyske sensation blev fuldbyrdet.
Sølvet blev fejret i en fantastisk kulisse på Brøndby Stadion, hvor de mange lyseblå fans havde fyldt udebaneafsnittet til bristepunktet. Fantastiske scener efter en helt igennem fantastisk sæson.
Topscorer i sæsonen blev Johan Absalonsen med 12 mål, mens Tommy Bechmann og Nicolaj Madsen og bød sig godt til med ni sæsontræffere hver.
Andenpladsen i sæsonen forinden betød, at SønderjyskE Fodbold i 2016/2017-sæsonen for første gang skulle ud at prøve kræfter med Europa.
Den europæiske debut skete det 14. juli 2016 på Sydbank Park i Haderslev, da norske Strømsgodset kom på besøg i 2. runde af kvalifikationsturneringen til Europa League. Det endte med en sønderjysk 2-1-sejr på mål af Troels Kløve og Mikael Uhre.
I returopgøret i Drammen vandt Strømsgodset med de samme cifre, og kampen kom dermed i forlænget spilletid. Den så længe målløs ud, men i det sidste minut bankede Troels Kløve 2-2-målet ind, og holdet var dermed videre.
Næste opgave blev Zaglebie Lubin fra Polen. Simon Kroon og Marc Dal Hende skaffede en sønderjysk 2-0-føring, og det endte med en 2-1-sejr, som var et godt udgangspunkt før returopgøret. I Haderslev bragte polakkerne sig på 1-0 i midten af første halvleg, men Marc Pedersen sørgede for udligningen efter en god times spil, og det endte dermed med en samlet 3-2-gevinst.
Sidste hurdle inden et gruppespil i Europa League var den tjekkiske storklub Sparta Prag. Denne gang startede SønderjyskE Fodbold på hjemmebane, hvor det med disciplin og hård fight gav et fornuftigt 0-0-resultat. Det så bestemt også fornuftigt ud i returopgøret, da Mikael Uhre og Troels Kløve skaffede en 2-0-føring, men tjekkerne svarede igen med tre scoringer – det sidste og afgørende mål sat ind med blot fem minutter tilbage af kampen. Havde Uhre scoret til 3-3 i overtiden, da han fik en stor chance tæt under mål, var der booket billet til gruppespillet, men sådan skulle det desværre ikke gå. Den aften gjorde fodbolden ekstra ondt.
Mens SønderjyskE Fodbold viste sig frem på flotteste vis i Europa, kostede det på den hjemlige konto i Superligaen. Holdet vandt ikke i sæsonens første otte kampe, og det resulterede i en 13. plads i Superligaen, der nu var udvidet til 14 hold.
Vendepunktet kom dog hurtigt efter det europæiske exit. Det så ellers noget sort ud i Farum, da FC Nordsjælland i runde 9 var foran med 2-0 ved pausen, men sønderjyderne fik det vendt til en 3-2-sejr i anden halvleg, og dén vitaminindsprøjtning var lige, hvad der var brug for. Fem sejre i træk sendte SønderjyskE Fodbold op på en sjetteplads, og da årets sidste fem kampe heller ikke kastede nederlag af sig, kunne holdet overvintre på en flot fjerdeplads.
I vinterpausen skiftede cheftræner Jakob Michelsen til svenske Hammarby, og Claus Nørgaard blev hentet ind som ny cheftræner. Han fik en hård debut med et 0-3-nederlag til EfB, men med tre sejre i grundspillets sidste tre kampe – over AGF, OB og Randers FC – blev det til en fornem sjetteplads og en plads i mesterskabsspillet. Absolut godkendt efter et turbulent år med europæiske slidsår.
Løbet var hurtigt kørt i mesterskabsspillet, og det handlede om at slutte sæsonen ordentligt af, hvilket blev sikret med sejre i de to sidste hjemmekampe. FC Midtjylland blev besejret med hele 5-2, mens Brøndby blev slået 3-0 efter et hattrick af Christian ”Greko” Jakobsen.
For anden sæson i træk blev Johan Absalonsen topscorer – denne gang med syv mål.
I starten af 2017/2018-sæsonen var der fred og ingen fare, da SønderjyskE Fodbold hentede syv point i de fire første kampe – blandt efter en 4-1-sejr over AaB i Aalborg og 3-0 hjemme mod AGF.
Men så endte det også brat. De næste ti kampe gav ikke en eneste sejr, og dermed dumpede holdet fra en fjerde- til en 12. plads i rækken, der igen bestod af 14 hold.
Presset voksede, men tre sejre i træk inden vinterpausen fik sønderjyderne tilbage på ret kurs. Forløsningen var en 3-0-sejr over OB i Odense, men den sejr, som nok står tydeligst i erindringen hos de fleste, kom runden efter, hvor SønderjyskE Fodbold endelig vandt over FC København i ligaregi – efter 35 mislykkedes forsøg. Da sejren kom, blev det gjort eftertrykkeligt. 3-0 på mål af Christian ”Greko” Jacobsen, Marc Pedersen og Troels Kløve.
Den næste periode bød på en omgang blandede bolsjer, og SønderjyskE Fodbold endte på en ottendeplads i grundspillet og dermed i et nedrykningsspil. Her var det dog hurtigt afgjort, at holdet ville ende blandt de to øverste, der skulle i ”Europa-playoff”, mens de to nederste skulle i nedryknings-playoff.
Dermed gjaldt det kampen om en syvendeplads, der ville give en mulighed at fravriste et af holdene i mesterskabsspillet den sidste danske billet til Europa, men så langt kom holdet ikke. Det startede ganske vist med en samlet sejr over Hobro IK, men herefter blev AGF endestationen, da århusianerne hentede en samlet 4-2-sejr. Facit for sæsonen blev dermed en ottendeplads.
Topscorer blev Christian ”Greko” Jacobsen med ni mål.
Efterårssæsonen 2018/2019 blev noget hakkende, og SønderjyskE Fodbold var en del af et meget bredt midterfelt, hvor én sejr kunne rykke godt rundt på placeringerne fra runde til runde. Tag fx runde 15 i starten af november, hvor holdet vandt en nøglekamp mod Vendsyssel FF med 3-2 i Hjørring, hvilket sendte sønderjyderne på en fjerdeplads – men blot fem point foran netop Vendsyssel FF på 12. pladsen.
Da sejren ikke blev fulgt op af flere i de sidste fem runder af efteråret, styrtdykkede holdet også til en 11. plads ved vinterpausen. Efter den sidste kamp – 0-3 hjemme mod FC København – stoppede Sønderjyske Fodbold samarbejdet med Claus Nørgaard, og Glen Riddersholm blev hentet ind som ny cheftræner.
Riddersholm fik en svær start i foråret med tre nederlag i træk, inden holdet fik hentet et par sejre og sikrede sig en 11. plads i grundspillet – og dermed en ny tur i nedrykningsspillet, der igen bestod af to puljer med fire hold i hver.
SønderjyskE Fodbold kom i pulje med AGF, AC Horsens og Vejle Boldklub, og det var først i den sjette og sidste kamp i puljen – hjemme mod Vejle – at holdet sikre sig en af de to øverste pladser, der betød overlevelse. Det skete med en 4-1-sejr på Sydbank Park, hvor mange fans især vil huske Stefan Gartenmanns langskudsdrøn, der sikrede en 2-1-føring.
Sejren betød, at SønderjyskE Fodbold igen skulle på jagt efter syvendepladsen og en Europa Cup-billet ”ad bagvejen”, men denne gang stod Randers FC i vejen med en samlet 5-4-sejr.
Hollandske Mart Lieder blev topscorer i sæsonen med syv mål.
I et historisk perspektiv vil 2019/2020-sæsonen blive husket for to ting: Corona og pokaltriumf.
Efter en drømmestart med syv point i de tre første kampe lå SønderjyskE Fodbold med helt i toppen, men syv kampe uden sejr sendte sønderjyderne nedad i tabellen, og ved vinterpausen lå holdet på en 11. plads.
Da forårssæsonen startede op, var corona en ting, man havde hørt om i Kina, men det havde ingen indvirkning på de første kampe. Så sent som den 2. marts spillede vi foran 8.103 tilskuere i Herning – en kamp, vi tabte 0-3.
Herefter kom coronaen buldrende, og runden efter – den 8. marts 2020 – måtte der ikke være tilskuere på stadion overhovedet. For tomme tribuner spillede vi 1-1 mod OB, og tre dage senere lukkede statsminister Mette Frederiksen landet ned.
Først den 2. juni 2020 blev der spillet fodbold igen, og der kunne afvikles de to sidste kampe i grundspillet, der manglede. SønderjyskE endte grundspillet på en 11. plads og kom i et nyt nedrykningsspil – denne gang med OB, Silkeborg IF og Lyngby Boldklub. Igen endte holdet på en af de to øverste pladser og klarede frisag i en hård turnering, hvor der denne gang skulle findes tre nedrykkere, så Superligaen igen kunne barberes ned til 12 hold.
Mens holdet spillede mod nedrykning ind til næstsidste runde, var der fuld fart på i pokalturneringen. SønderjyskE Fodbold havde lige inden corona-nedlukningen spillet sig i semifinalen med en 2-1-sejr i Randers, hvor Emil Frederiksen sikrede sejrsmålet kort før tid med et spektakulært frispark helt ude fra sidelinjen. Målet blev senere kåret som pokalturneringens bedste.
Semifinalen blev spillet på Sydbank Park, hvor AC Horsens var foran 1-0, inden scoringer af Julius Eskesen og Anders K. Jacobsen vendte kampen på hovedet og sendte sønderjyderne i deres første pokalfinale nogensinde.
Finalen blev spillet den 1. juli 2020 på Blue Water Arena i Esbjerg, og på grund af de fortsatte coronarestriktioner måtte der blot være 1.750 tilskuere til kampen. Det endte med en sønderjysk triumf, da SønderjyskE Fodbold vandt 2-0 over AaB på to mål af Anders K. Jacobsen, der naturligvis også blev kåret som pokalfighter.
Sæsonens topscorer blev Christian ”Greko” Jacobsen med otte mål.
Pokaltriumfen i sæsonen forinden betød, at SønderjyskE Fodbold for anden gang i klubbens historie skulle en tur i Europa. Denne gang var modstanderen Viktoria Plzen fra Tjekkiet i tredje kvalifikationsrunde til Europa League, og på grund af coronaen, der fortsat huserede, skulle der findes en vinder over én kamp. Ved lodtrækning skulle kampen spilles i Plzen, og det blev denne gang en hurtig tur ud i Europa, da tjekkerne vandt 3-0.
Få dage før den europæiske kamp blev det offentliggjort, at SønderjyskE Fodbold var blevet solgt til amerikanske Robert Platek. Efter nogle økonomisk svære år ville klubben konsolidere sig sportsligt og økonomisk gennem et salg, som blev offentliggjort den 22. september 2020. Læs en pressemeddelelse om salget her: https://servicenews.dk/servicebranchen/kultur-forlystelser-og-sport/sport/fodbold/sonderjyske-fodbold-as-er-blevet-solgt-til-amerikansk-investor/?feed_id=255&_unique_id=5f6b2d9133cb6
Med fem sejre i de første otte runder startede SønderjyskE Fodbold stærkt ud i Superligaen, hvor holdet var oppe at ligge nummer 1.
Sæsonen var kommet sent i gang, da sæsonen før var blevet udskudt et par måneder på grund af corona, og efteråret bestod derfor af blot 13 runder. Ved vinterpausen havde holdet mistet lidt af pusten og sluttede året på en femteplads.
Tilskuermæssigt var det længe en trist sæson på grund af coronarestriktioner. I det meste af efteråret var det tilladt med 300 tilskuere, mens der blev lukket helt ned i det meste af foråret. Først i runde 26 kom der liv på lægterne, da man åbnede forsigtigt op igen med god plads mellem tilskuerne.
SønderjyskE Fodbold lå på en lun sjetteplads før grundspillets sidste kamp og skulle bruge et kryds i Farum for at booke billet til Mesterskabsspillet, men FC Nordsjælland vandt den afgørende kamp 2-1 og sendte sønderjyderne i nedrykningsspillet.
Nedrykningsspillet startede trægt og begyndte at give bange anelser inden udebanekampen mod fremadstormende Lyngby Boldklub i runde 26. Det gav en snæver 1-0-sejr i en hektisk kamp og gav ny energi til holdet, der vandt fem af de næste seks kampe.
Faktisk blev det så godt, at holdet i 32. og sidste runde kunne sikre sig syvendepladsen og en Europa-playoff-kamp ved at få mindst uafgjort hjemme mod AaB, men det endte med et 0-4-nederlag, og holdet måtte nøjes med ottendepladsen.
I pokalturneringen blev der igen skabt uforglemmelige minder. Holdet spillede sig for andet år i træk til pokalfinalen, da FC Midtjylland blev ekspederet ud i semifinalerne. Midtjyderne havde ellers vundet den første kamp i Herning 1-0, men i returopgøret vandt sønderjyderne 3-1 – på blandt andet to mål af Jeppe Simonsen.
Forventningens glæde blev dog den største Kr. Himmelfartsdag den 13. maj 2021. Coronaen var ved at slippe sit greb, og 8.000 tilskuere havde fået lov at overvære pokalfinalen mod Randers FC på Ceres Park i Aarhus. Da kampen startede, tippede det hurtigt gæsternes vej, og kronjyderne vandt med overbevisende 4-0 og bookede billet til et europæisk gruppespil.
Sæsonens topscorer blev Haji Wright med 11 mål, mens Anders K. Jacobsen lavede ti.
Efter 14 sæsoner i træk i landets bedste fodboldrække gik den ikke længere for SønderjyskE Fodbold.
Tyske Michael Boris havde overtaget trænersædet efter Glen Riddersholm i sommerpausen, men efteråret var resultatmæssigt hårdt ved holdet. Blot to sejre blev det til i løbet af efterårssæsonen, og særligt et 0-6-nederlag hjemme til Silkeborg IF i runde 14 ramte hårdt.
Tre kampe før vinterpausen stoppede samarbejdet med Michael Boris, og Simon Poulsen vikarierede som cheftræner i årets sidste kampe.
I vinterpausen blev klubbens kamprekordholder Henrik Hansen hentet ind som ny cheftræner, men det lykkedes ikke for alvor at vende skuden i foråret. Holdet sluttede grundspillet på en sidsteplads og kom ikke væk herfra i nedrykningsspillet, hvor det kun blev til en kort opblussen med sejre over AGF og Vejle Boldklub.
Onsdag den 11. maj blev nedrykningen en kendsgerning, da holdet i tredjesidste runde måtte nøjes med 1-1 hjemme mod FC Nordsjælland.
For tredje sæson i træk var der til gengæld opmuntring i pokalturneringen. Med Simon Poulsen i spidsen havde holdet spillet sig i semifinalen efter nogle nervepirrende kvartfinalekampe mod Hvidovre IF. Her skulle holdene ud i straffesparkskonkurrence, hvor målmand Nicolai Flø viste styrke med flere gode redninger, inden Mads Albæk sendte den afgørende kugle i kassen.
Det blev dog ikke til et pokalfinale-hattrick for SønderjyskE Fodbold, da OB var for stor en mundfuld i semifinalen, hvor fynboerne vandt med samlet 5-1.
Topscorer i sæsonen blev Emil Berggreen med fire mål.
Det altoverskyggende mål for 2022/2023-sæsonen var naturligvis en hurtig tilbagevenden til Superligaen.
Holdet kom også godt fra start med fire sejre i træk, men siden begyndte der at komme grus i maskineriet.
Efter blot fire sejre i de efterfølgende 12 kampe var der så langt op til førerholdene, Vejle Boldklub og Hvidovre IF, at klubben valgte at ryste posen og afskedige cheftræner Henrik Hansen og assistenttræner Niels Lodberg lige inden vinterpausen.
I det resultatmæssige mørke efterår var der dog også lyspunkter. Mange fans vil formentligt til evig tid huske, at holdet den 1. oktober 2022 vandt 3-2 på udebane mod Nykøbing FC i en kamp, hvor hjemmeholdet var foran 2-0 ind til det 92. minut. Med en slutspurt, der aldrig er set lignende, scorede Emil Berggreen, Marc Dal Hende og Rasmus Wikström tre overtidsmål på knap fem minutter og vendte det hele på hovedet. Kampen havde også det kuriosum, at Sønderjyske Fodbold-trøjerne på grund af farvesammenfald ikke blev godkendt af dommerteamet, og vi derfor måtte trække i Nykøbing FC’s udebanedragter.
Thomas Nørgaard blev hentet ind som ny cheftræner i vinterpausen. Holdet kom stærkt ud til forårssæsonen og bevægede sig tættere mod toppen, og særligt i slutspillet, hvor Sønderjyske Fodbold var det stærkeste hold, var der kommet skik på tingene. Det endte blot med to nederlag i foråret – desværre var det begge gange til Hvidovre IF, der endte med at rykke op sammen med Vejle Boldklub.
Sønderjyske Fodbold måtte nøjes med tredjepladsen – to point efter Hvidovre IF.
Emil Frederiksen blev med 16 mål topscorer både for Sønderjyske Fodbold, men også i hele ligaen. Han blev efterfølgende kåret som Årets Profil.
For fjerde sæson i træk nåede holdet igen langt i pokalturneringen. Denne gang blev endestationen kvartfinalen, hvor Silkeborg IF vandt over to kampe.
Også uden for kridtstregerne blev det en begivenhedsrig sæson. Sæsonen var kun lige skudt i gang, da det blev offentliggjort, at SønderjyskE Fodbold igen var blevet solgt. Familierne Davidsen, der ejer Davidsens Tømmerhandel, og Morten Kristoffer Larsen og Markus Kristoffer Hansen, der ejer en lang række virksomheder i det sydjyske, overtog ejerskabet af SønderjyskE Fodbold fra amerikanske Robert Platek. Dermed kom SønderjyskE Fodbold tilbage på lokale hænder. Læs pressemeddelelsen fra den 1. august 2022 her.
Den 14. oktober 2022 blev det offentliggjort, at SønderjyskE Fodbold blev til Sønderjyske Fodbold – uden det store kommercielle ”E” – og klubben ville samtidig skabe sin egen selvstændige administration, hvor der udelukkende er fokus på fodbolden for at stå stærkere i en fodboldverden, der er blevet mere kompleks og krævende. Læs pressemeddelelsen fra den 14. oktober 2022 her.
Mens oprykningen akkurat glippede i sæsonen forinden, var det altoverskyggende mål i 2023/2024-sæsonen, at Sønderjyske Fodbold skulle tilbage i Superligaen.
Det startede lidt bøvlet med ét point i de to første kampe, men herefter så vi os ikke tilbage. Holdet vandt de næste fem kampe i træk, og det vakte blandt andet opsigt, da en anden af oprykningsfavoritterne, Superliga-nedrykkerne fra AC Horsens, blev besejret med hele 5-0 på Sydbank Park.
Den gode form fortsatte i efteråret, og efter et par uafgjorte kampe kom vi i den grad tilbage på sejrssporet. Der blev sat klubrekord med otte sejre i træk, da holdet gjorde rent bord fra runde 9 til runde 17, og i den ottende sejr – en 4-1-hjemmesejr mod Næstved – blev Olti Hyseni klubbens yngste målscorer nogensinde (16 år, fire måneder og syv dage).
Det var ligeledes klubrekord, at holdet i efteråret hentede point i 15 kampe i træk, og den kontinuerlige pointhøst betød også, at vi overvintrede på førstepladsen – med 11 point ned til tredjepladsen.
Forspringet blev udbygget i foråret, hvor der var 13 point at give af, da oprykningsspillet blev indledt. Foden blev dog holdt på speederen, og allerede i runde 27 – sæsonens sjettesidste kamp – var oprykningen så godt som i hus, da en 3-0-sejr i Kolding betød, at vi havde 15 point og 35 mål at give af med fem runder tilbage.
Der blev taget hul på oprykningsfejringen i Kolding, og runden efter blev den også matematisk sikret, da FC Fredericia blev besejret med 2-1 på Sydbank Park foran 6.555 begejstrede tilskuere.
Vi duellerede længe med AaB om førstepladsen i NordicBet Ligaen, og den blev så godt som sikret, da nordjyderne blev besejret med 1-0 på Sydbank Park i runde 29. Dermed skulle AaB hente ni point og 19 mål på os med tre runder igen. Allerede runden efter blev førstepladsen sikret definitivt, da vi spillede 0-0 ude mod Vendsyssel FF.
Med oprykningen og førstepladsen sikkert i hus kunne vi se tilbage på en gennemført fantastisk sæson, som endte med 68 point efter 32 kampe – og hele 19 point ned til tredjepladsen!
Holdet blev også det mest scorende i sæsonen (71), og vi havde ligaens bedste defensiv (29). Nicolai Flø i målet blev noteret for 13 clean sheets – det var også en klubrekord.
Vores topscorer i sæsonen blev Peter Christiansen med 17 mål, og han blev nummer to på ligatopscorerlisten, selv om han allerede efter grundspillet blev solgt til norske Viking FK.
Den sønderjyske angriber havde dog nået at vise sig så godt frem, at han blev kåret som Årets Profil i NordicBet Ligaen – og han blev også kåret som Årets Spiller i Sønderjyske Fodbold af fansene.
I en sæson, hvor der var fuld fokus på oprykningen, blev pokalturneringen for en sjælden gang skyld en kort fornøjelse. Efter at have besejret AC Horsens i 1. runde røg vi ud i runde 2 til Vejle Boldklub, men det var en meget lille parentes i et flot kapitel i historiefortællingen fra 2023/2024-sæsonen.
© 2024 Sønderjyske fodbold