Herrefight af rang sikrer os første sejr i Viborg

Tre dyrebare point var på spil, da vi fredag aften gæstede Viborg. Et sted vi ikke havde vundet før, men det blev der lavet om på i denne næstsidste spillerunde.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

Med en sejr i Viborg fredag aften kunne vi åbne helt op for spændingen i toppen af 3F Superliga. Det blev en hård kamp, men det blev også en kamp, hvor det hele gav pote, og hvor vi tog en skøn 1-0-sejr med hjem i bussen.

Viborg havde bolden meget i indledningen, og efter seks minutters spil kom de tæt på. Værterne skabte nemlig overtal i feltet, men vi kom tilbage, og Rasmus Vinderslev fik ryddet op.

Rundet et kvarter fik Viborg en ny stor chance, da Asker Beck pludselig stod fri inde foran Nicolai Flø. Vores keeper kom dog godt ud, og Beck sparkede forbi.

I den anden ende var der flere lovende tendenser mellem Olti Hyseni og Matthew Hoppe, og netop den kombination var lige ved at give pote. Olti satte fart på i venstresiden og lagde bolden ind foran, hvor Hoppe kom på den men akkurat ikke kunne styre kuglen mod kassen.

Ti minutter før pausen fik vi for alvor fat, og Matthew Hoppe satte Olti Hyseni op til en stor chance i feltet, som Lucas Lund reddede. Kort efter sendte Sefer Emini et forsøg på overliggeren efter forarbejde af Simon Wæver, men det forblev 0-0 ved pausen.

Vi kom godt ud til anden halvleg, og tre minutter inde i den kom vi i spidsen. Olti Hyseni sendte en lækker bold på tværs, og den fandt frem til Sefer Emini, der hamrede kuglen op i nettaget til 1-0.

Målet fik Viborg frem, og Asker Beck havde et forsøg snert forbi kassen, inden Dorian Junior sendte bolden tæt over mål. Kort efter havde hjemmeholdet endnu en stor chance, men Nicolai Flø diskede op med en stor redning.

I slutfasen kørte Viborg på med en masse indlæg, og i overtiden var de tæt på. Dorian Junior steg til vejrs, men han pandede bolden lige forbi nærmeste opstander. Ellers stod vi fremragende imod og clearede det hele heroisk.

Efter seks minutters overtid fløjtede dommer Aydin Uslu af, og så kunne vi juble over tre skønne point og vores første 3F Superliga-sejr i Viborg!

Og hvilket tidspunkt at hente den.

Kampen om tredjepladsen er nu pivåben, og i sidste runde venter noget af en kamp mod FC Nordsjælland den 17. maj klokken 18:00.

Der skal vi have ALLE mand på stadion, så vi kan runde sæsonen af med manér og se, hvad det kan række til.

Skynd dig at sikre dig din billet lige her.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.