Onsdag 18.00 møder vi AB i tredje runde af Betano Pokalen. Et gensyn med Gladsaxe Stadion for første gang i 18 år.
Onsdag aften skal vi forsøge at tage et nyt skridt i pokalturneringen, når vi møder AB i tredje runde af Betano Pokalen.
Efter 2-0-sejren over Thisted i den seneste runde venter der nu en tur til Gladsaxe Stadion, som er et stadion, vi ikke har besøgt i mange år.
AB var en stor spiller i dansk fodbold omkring årtusindeskiftet, hvor de blandt andet blev bronzevindere i både 1999 og 2000, men siden gik de ned i vægtklasse, og vi havde mange spændende opgør mod dem i 1. division i midten af nullerne.
Vores seneste indbyrdes kamp mod dem var i april 2008, hvor vi vandt 1-0 i Gladsaxe på mål af Rasmus Hansen i en dramatisk kamp, hvor Morten Avnskjold blev udvist.
I pokalregi har vi mødt AB en enkelt gang, og det er nærmest på årsdagen. Den 20. september 2006 vandt vi 2-0 i Gladsaxe – også den gang i tredje pokal-runde.
I dag er AB et hold på vej fremad, efter de i 2002 blev købt af en amerikansk-britisk investorgruppe. I foråret 2026 rykkede holdet op fra 2. division i suveræn stil med 71 point i 32 kampe, og nu kæmper de godt med i 1. division, hvor de blandt andet har spillet uafgjort mod FC Fredericia og Vejle Boldklub og hentet en 3-0-sejr ude mod Vendsyssel FF.
Cheftræner Fatah Abdirahman udtrykker også stor respekt for onsdagens pokalmodstander.
– Det er en ambitiøs klub, der er på vej frem, og vi kan se, at de har givet mange hold problemer. Vi ser frem til udfordringen og glæder os til endnu en kamp i Betano Pokalen.
– Vores seneste pokalkamp i Thisted viste også, at disse kampe kan blive bøvlet, så det handler om på ny at levere en koncentreret og professionel indsats, så det i sidste ende er os, der tager billetten til næste runde, siger Fatah Abdirahman.
Vi håber, at mange sønderjyder finder vej til Gladsaxe Stadion, men skulle du være forhindret, kan kampen også ses på et livestream på pokalturnering.dk.





