Fredag 11.00 spiller vi sommerens første træningskamp på udebane mod Randers FC. Cheftræner Fatah Abdirahman fordeler spilletiden ud på mange spillere i sin første uofficielle SJF-kamp.
Spillerne har været i gang på træningsbanen i en uge, og fredag klokken 11.00 venter den første test, når Randers FC tager imod.
Cheftræner Fatah Abdirahman glæder sig til at se sine spillere i kamp efter en god uge på træningsbanen.
– Jeg glæder mig til at se spillerne i aktion og lære dem endnu bedre at kende. Jeg glæder mig i det hele taget bare til at komme i gang med arbejdet og se holdet i kamp, siger vores nye cheftræner.
Som sædvane i de tidlige træningskampe handler det primært om at få kampminutter i benene og fordele spilletiden bredt. En god håndfuld transitionsspillere vil tage del i kampen, mens der i høj grad tages hensyn til skavanker og restitutionsbehov efter den første træningsuge.
– Det er den første kamp, så vi skal bruge den til at få folk i gang igen. Det handler først og fremmest om, at de fleste spillere skal have 45 minutter i benene.
– Spillerne skal ud at vise sult og energi, og vi skal se, om vi kan få nogle af de små ting, vi har arbejdet med i løbet af ugen, til at komme en smule til udtryk.
– Spillerne har en mulighed for at vise sig selv godt frem i de 45 minutter, de får. Jeg har sagt til spillerne, at de bare skal gå ud og nyde det og give den gas. Vi blander kortene efter, hvem vi har til rådighed, og fysikken er det primære fokus, men vi håber alligevel, at vi kan levere en god, kollektiv indsats her tidligt i opstartsfasen, siger Fatah Abdirahman.
Vi opdaterer fra kampen i Randers på vores X-profil og følger op med referat, fotos og reaktioner.
Vores næste træningskamp er fredag den 3. juli 14.00, når vi møder de norske mestre Viking FK med Peter Buch Christiansen på holdet på Haderslev Atletikstadion.





