Der er mange gode grunde til at komme på Sydbank Park i aften, når vi tager imod Vejle Boldklub – vi har fremhævet fem af dem her.
Vitalt bundbrag
Der er vigtige point på spil i bundstriden. Vejle har fået fart på i foråret, og vi skal sørge for, at de ikke overhaler os i tabellen. Omvendt kan vi med en sejr lægge os seks point foran, så der er virkelig noget at slås for.
Sejr senest
Vi fik en rigtig god sejr over Silkeborg IF, da vi senest var samlet på Sydbank Park. Nu skal vi sætte alle sejl og hente endnu en sejr på hjemmebanen. Det gør vi bedst med fuld blæs på tribunerne.
Gode minder
Vi har spillet mange mindeværdige kampe mod Vejle på Sydbank Park. Det gjorde vi også senest, da Marc Dal Hende sikrede os sæsonens første hjemmebanesejr med sin scoring i det 97. minut. Det er de øjeblikke, vi elsker fodbolden for!
Lokalbrag
Vejle er vores geografisk nærmeste Superliga-rival, og der plejer at være tryk på tribunerne, når vi mødes. Vi havde mange med på udebane, da vi spillede i Nørreskoven i efteråret, og nu skal vi vise, hvem der bestemmer på Sydbank Park.
Sussi & Drengene
Der er fuld fart på i 3F Fanzonen, hvor Sussi & Drengene fyrer op under festen fra klokken 17.45. Vores maskot Absalon kommer også danser lidt med, men han er der nu primært for at uddele påskeæg sammen med sin ven påskekyllingen. Kom og vær med til en festlig dag på Sydbank Park.





