Et stærkt kryds mod AGF i sæsonåbneren på Sydbank Park

Søndag åbnede vi sæsonen i 3F Superligaen med 1-1 hjemme på Sydbank Park mod AGF. Over 6.000 tilskuere blev vidner til en medlevende kamp, som vi godt kunne have vundet med lidt mere skarphed.

Så er 3F Superliga-fodbolden i Sønderjylland igen i gang.

Trods sommerferien var 6.175 tilskuere mødt op på Sydbank Park, og de fik en dramatisk og begivenhedsrig kamp, som i sidste ende endte 1-1.

Vi fik en rigtig skidt start på kampen, da AGF kom foran i deres første angreb i det første minut. Nicolai Flø var chanceløs, da Tobias Bech dirigerede et godt indlæg flot i kassen.

Århusianerne var tæt på 2-0, da sidste sæsons Superliga-topscorer, Patrick Mortensen, headede på mål fra kort afstand, men Flø diskede op med en flot refleks og klarede forsøget.

Derefter sad vi på det hele. Mads Agger, Tobias Klysner og to gange Olti Hyseni kom frem til store muligheder, men AGF holdt føringen til pausen.

I anden halvleg fortsatte vi trykket på AGF, og efter syv-otte minutters spil var der gevinst. Olti jagtede højt og pressede AGF-keeper Wahlstedt og fik tacklet ham, så bolden røg i en bue i mål. Fremragende presspil af den unge Sønderborg-knægt.

Vi fortsatte trykket og blev ved med at tilspille os store chancer. Magnus Jensen headede lige forbi på. Olti sparkede snert over mål. Durus afslutning var ved at blive rettet ind. Chancerne til 2-1 var der bestemt, og tilskuerne på Sydbank Park levede virkeligt med – det var fedt!

Det blev ikke til flere mål. Med med 1-1 i premieren er vi på tavlen og klar på nye eventyr i 3F Superligaen.

Næste opgave er på udebane mod FC Midtjylland mandag den 28. juli.

Tak for opbakningen på en flot sommerdag på Sydbank Park.

Se højdepunkter fra kampen under KAMPPLAN her på hjemmesiden.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.