Sønderjyske Fodbold og Esben Hansen stopper samarbejdet, når sportsdirektørens nuværende kontrakt udløber 30. november 2023.
Efter to år i Sønderjyske Fodbold stopper Esben Hansen i klubben, når sportsdirektørens nuværende kontrakt udløber den 30. november 2023.
Der har pågået en løbende og respektfuld dialog, men parterne er ikke blevet enige om betingelserne for en fortsættelse af samarbejdet, der derfor stopper med udgangen af november.
Siden ejerskiftet i sommeren 2022, hvor klubben kom tilbage på lokale hænder, er der iværksat en ansvarlig økonomisk sanering, som blandt andet indebærer reducerede omkostninger, og parterne har ikke nået til enighed omkring vilkårene for en ny aftale.
Direktør i Sønderjyske Fodbold, Markus Kristoffer Hansen, takker Esben Hansen for en stor indsats i klubben.
– Vi er i fælles forståelse nået frem til den konklusion, at vi ikke når til enighed om betingelserne for en forlængelse af samarbejdet, når kontrakten udløber, og derfor siger vi nu tak for denne gang til hinanden.
– Esben Hansen har ydet en kompetent indsats for Sønderjyske Fodbold igennem to år, og han har været med til at bringe klubben til et bedre sted nu sammenlignet med situationen for to år siden. Vi takker ham for en dedikeret indsats og ønsker ham al mulig held og lykke på sin videre færd, siger Markus Kristoffer Hansen.
Esben Hansen ser tilbage på to spændende og begivenhedsrige år i Sønderjyske Fodbold.
– Det har været en spændende tid i Sønderjyske Fodbold, og jeg forlader en klub, der er i god gænge. Vi kunne ikke nå til enighed om en kontraktforlængelse, og det er et helt fair vilkår, som jeg accepterer, og vi skilles i bedste ånd. Jeg vil dog komme til at savne de mange gode mennesker i og omkring klubben, og jeg ønsker dem og Sønderjyske Fodbold alt det bedste i fremtiden, siger Esben Hansen.
Sønderjyske Fodbold forventer at kunne præsentere en ny sportsdirektør, inden kontrakten med Esben Hansen udløber den 30. november 2023.