Engelsk assistenttræner til Sønderjyske Fodbold

Sønderjyske Fodbold styrker trænerteamet med ansættelsen af engelske James Oliver-Pearce, der tiltræder som ny assistenttræner.

Sønderjyske Fodbold forstærker trænerteamet med tilgangen af James Oliver-Pearce.

Den 34-årige englænder kommer til Sønderjylland efter en årrække i engelsk fodbold, hvor han har været en del af trænerstabene i AFC Wimbledon, Reading FC, Hull City og senest Sheffield United.

Nu venter et nyt kapitel uden for Storbritannien, hvor Pearce sammen med resten af det nuværende trænerteam skal være med til at udvikle både spillergruppen og det daglige træningsmiljø i Sønderjyske Fodbold.

Sportschef Casper Daather glæder sig over at kunne byde en træner med stærke faglige og menneskelige kompetencer velkommen.

– James Oliver-Pearce har opbygget et rigtigt stærkt navn som assistenttræner. Han kommer ikke hertil som en kommende cheftræner, men som en specialist i netop assistentrollen, og det er dér, han har gjort en markant forskel i de klubber, han har været en del af. De referencer, vi har indhentet, har været usædvanligt stærke og tegner et billede af en træner med høj integritet, stor troværdighed og en kompromisløs loyalitet over for både cheftræneren, spillergruppen og klubben, siger Casper Daather.

Fodboldfagligt kommer James Oliver-Pearce med stærke kompetencer inden for kampforberedelse, analyse, taktiske justeringer og in-game management, ligesom han er kendt for sin metodiske tilgang og sin evne til at omsætte analyser til konkrete løsninger på træningsbanen og under kampene.

– Pearce tilfører os et internationalt perspektiv og erfaring fra et af Europas mest konkurrencedygtige fodboldmiljøer. Samtidig kommer han med stor sult, ambition og lyst til at udvikle både vores daglige træningsmiljø og vores sportslige niveau. Vi er overbeviste om, at han bliver en vigtig del af vores trænerteam, siger Casper Daather.

James Oliver-Pearce ser frem til at tage hul på sit første trænerjob uden for hjemlandet.

– Det er med stor glæde, at jeg har lavet en aftale med Sønderjyske Fodbold. Det har været min store ambition at komme ud i Europa og arbejde som træner. Jeg kan godt lide at udfordre mig selv og komme ud af min comfort zone, og jeg håber, jeg kan være med til at skubbe klubben i den rigtige retning.

– Sønderjyske Fodbold er en klub, der har de samme værdier, som jeg selv værdsætter højt. Jeg har haft nogle gode samtaler med Casper Daather og Fatah Abdirahman, som jeg ser frem til at arbejde sammen med. Jeg kommer til at klub, hvor der er en klar retning, og jeg ser frem til at blive en del af projektet, siger James Oliver-Pearce.

Englænderen, der er far til fire, flytter til Sønderjylland med det samme, og senere vil familien følge med til Danmark.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.