En øv-aften på Sydbank Park

Scenen var sat til en rigtig god fodboldkamp mod AaB søndag aften, men desværre udeblev spændingen for alvor i en kamp, hvor vi hurtigt kom i undertal.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

Sydbank Park var prydet af halstørklæder og røg og damp, da vi entrerede banen til kampen mod AaB. Desværre blev det ikke vores aften, og det udnyttede nordjyderne til at vinde med 3-0.

Vi kom ellers godt ud og trykkede gæsterne langt tilbage. Rundet syv minutter ændrede kampbilledet sig dog. Sefer Eminis tackling på Melker Widell blev takseret til rødt kort efter VAR-gennemtjek, og så var det op ad bakke. Minutter efter blev ondt værre, da Kasper Jørgensen bragte AaB foran tæt under mål.

I overtal satte AaB-mandskabet sig hurtigt på tingene. Alligevel var vi tæt på at udligne, da et lovende kontraangreb havnede hos Lirim Qamili i feltet, der desværre måtte se sit forsøg reddet af Vincent Müller. Rundet den halve time fik AaB en gylden chance for at øge, da de tilkæmpede sig straffespark. Forsøget blev dog fornemt reddet af Marcus Bundgaard til et jubelbrøl på Sydbank Park.

AaB fik scoret kort før pausen efter en farlig dødbold, men efter VAR-tjek blev scoringen annulleret for offside. Dermed gik vi i kabinen bagud med en enkelt.

AaB lukkede dog hurtigt kampen i anden halvleg. Efter bare to minutter fik Mathias Jørgensen plads tæt under mål, og så stod der 2-0. Med en halv time igen blev det også 3-0, da Melker Widell sparkede bolden i kassen fra distancen.

Herfra virkede AaB’erne tilfredse med cifrene, mens vi kæmpede for at finde løsningerne. Olti Hyseni kom ind og bidrog med gode ting, men vi havde svært ved at bryde igennem AaB-overtallet. Den sidste halve time blev dermed lidt en uforløst omgang, og rundet de 90 minutter var cifrene fortsat 3-0.

En ærgerlig aften, hvor vi dog kan glæde os over, at Anders Bergholt kom ind og fortjent fik sin Superliga-debut. Stærkt arbejde af den unge mand og vores talentafdeling!

Nu venter en landskamppause, inden der venter et drabeligt nedrykningsspil, hvor vi skal bruges alle lyseblå fans på lægterne. Sammen jagter vi overlevelse, og sammen kan vi gøre det!

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.