Vi kom hurtigt foran med 2-0 søndag hjemme mod Viborg, men trods overtal måtte vi nøjes med 2-2 efter et flot comeback fra gæsterne.
Det mindede næsten lidt om sommer, da vores udvalgte trådte ind på Sydbank Park til søndagens duel mod Viborg FF. Solen bragede ned, og på banen fik vi noget af en fodboldkamp at se, der sluttede i remis.
Kampen åbnede trods solen som lyn og torden. Efter få sekunder slap Serginho igennem, og han fik en god mulighed efter en skudfinte, som Marcus Bundgaard dog nappede. To minutter efter satte vi fart på et angreb, der endte i indlæg. Det blev snittet hele vejen i mål af en Viborg-spiller, og ønskestarten var en realitet med 1-0 på tavlen fra start!
Scoringen fik Viborg i offensiven, og de havde en række gode muligheder, hvor Marcus Bundgaard dog var på plads. I stedet slog vi til igen. Tobias Sommer sendte bolden køligt ud til Olti Hyseni, der trak ind i banen og hakkede til bolden. Den gik i kassen til kæmpe jubel på Sydbank Park, og vi var oppe med to!
Marcus Bundgaard diskede op med en klasseredning i fuld længde, da Thomas Jørgensen bankede på mål fra distancen. Opfølgningen blev også banket på mål af Isak Jensen, men vi fik blokeret. Herefter var kampen rolig, indtil Thomas Jørgensen igen testede Bundgaard rundet den halve time. Det efterfølgende indlæg gav en god hovedstødschance til Renato Junior, der headede et stykke forbi. To minutter senere vandt Marc Dal Hende bolden højt og bankede den mod kassen. Desværre over.
Frem mod pausen havde vi med undtagelse af en enkelt chance til gæsterne godt styr på tingene, og vi kunne tage en herlig 2-0-føring med ind i kabinen før de sidste 45 minutter.
Anden halvleg åbnede med et fint hug fra Alexander Lyng udefra, men den blev blokeret. Herfra fulgte en relativt rolig periode, hvor vi krigede godt, og hvor Viborgs bedste tilbud var et stykke forbi mål efter frispark. Kort efter fik vi en lignende situation, der tvang Lucas Lund ud i en god redning. Der blev dog også vinket for offside i situationen.
Med 25 minutter igen opstod der stor dramatik. En Viborg-omstilling blev bremset, og her så Serginho rødt og fik gult. Lige efter gik Serginho alt for hårdt til vores forsvar, da et gennembrud mislykkedes, og så fik Viborg-profilen rødt kort. Efterfølgende havde Emini et skud fra distancen, som sad lige på Lucas Lund.
Trods undertal fik Viborg reduceret med 18 minutter igen. Isak Jensen strøg til baglinjen og lagde bolden ind til Yonis Njoh, der tæt under mål gjorde det til 2-1. Nu lugtede Viborg-mandskabet blod, og de blev gevaldigt farlige af flere omgange.
Med ti minutter igen fik Lirim Qamili en friløber, der blev sendt på stangen. Efterfølgende var flaget i vejret for offside. Kort efter fik Viborg så udlignet, da en løs bold blev sparket ind af Yonis Njoh til 2-2. Det blev den sidste scoring trods en kæmpe chance i overtiden, og så sluttede det uden vinder på Sydbank Park.
Tak til tilskuerne på Sydbank Park for opbakningen. Næste kamp venter mandag den 5. maj, når AaB er modstanderen hjemme på Sydbank Park. Du kan sikre dig billet til det opgør her.





