Vores U17-drenge har haft en stærk sæson i ligaen, hvor det blev til 36 point og flere store resultater. Vi runder sæsonen af i selskab med cheftræner Daniel Ghorbany.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Torsdag den 12. juni kunne vores drenge i U17 Ligaen sætte sæsonens sidste punktum. AC Horsens gæstede kunstgræsset på Stadionvej i Haderslev, og vi rundede af med en fornem sejr på hele 4-0.
Et flot punktum for et flot forår og en sæson, der har budt på 36 point. Undervejs har vi drillet flere af topholdene og taget gode sejre over hold som Brøndby IF og FC Nordsjælland, og der er meget, vi kan være stolte af.
Cheftræner for U17, Daniel Ghorbany, kan se tilbage på en sæson, der overvejende har været med pil op:
– Enhver sæson byder på op- og nedture undervejs. Resultatmæssigt synes jeg, at vi har ligget på et rimelig stabilt niveau. Der har været nederlag, der gjorde ondt, men der har også været sejre, der har fået os helt op at flyve.
– Vi har været vedholdte og stabile, og det er positivt. Jeg føler, at vi har kunne være med i alle kampe med undtagelse af et par svipsere, siger Daniel Ghorbany.
Tre nedslag
I løbet af sæsonen har der været mange gode momenter, der både har givet oplevelser og modnet de unge spillere. Og for Daniel Ghorbany er der særligt tre højdepunkter, der skiller sig ud.
12. oktober 2024: FC Nordsjælland – Sønderjyske Fodbold 1-2
19. april 2025: Sønderjyske Fodbold – FC Nordsjælland 0-0 (6-5 efter straffe)
– Mod FC Nordsjælland, der slutter som nummer tre, henter vi fem ud af seks mulige point i de to kampe. Den præstation synes vi, er rigtig flot.
14. april 2025: Sønderjyske Fodbold – Brøndby IF 3-1
– Vi slår Brøndby IF med 3-1 i en kamp, hvor vi har det svært. De presser os i store perioder, men at vi alligevel hiver en sejr hjem, synes jeg virkelig, kan noget. Vi viste effektivitet og skarphed i de afgørende momenter, og det var en stor skalp.
29. marts 2025: Sønderjyske Fodbold – Lyngby 2-1
– Hjemmekampen mod Lyngby var den første på vores nye kunstgræsbane. På præstationssiden synes jeg, at det er den bedste kamp, vi har haft i sæsonen.
Sæsonens moment:
– Da vi kan indvie den nye kunstgræsbane, og vi får nye baneforhold i den forbindelse. Der skete der virkelig noget. I den periode kan man virkelig se, at vi rykker os!
En særlig rejse
Det er efterhånden et lille års tid siden, at sæsonen blev sparket i gang. Meget er sket siden da, og spillerne er blevet både ældre og dygtigere.
Og netop det at følge dem på den rejse i nogle af fodboldens vigtigste år, er noget ganske særligt, understreger Daniel Ghorbany:
– Det er en tid, hvor der sker rigtig meget fysisk og mentalt. At kunne være en del af sådan en rejse, er en fornøjelse. Det går op og ned som alt andet, men drengene gør, at man glæder sig til at gå på arbejde hver dag og give den gas, understreger cheftræneren.
I Sønderjyske Fodbold arbejder vi både på det, der sker inde på banen, men vi arbejder også med det, der sker uden for kridtstregerne. Holdets udvikling er afgørende, men det er den personlige udvikling i den grad også:
– Det er fedt at kunne se, hvad der er sket fra start til nu. Der er sket meget, og det skal der naturligvis også. Men at vi hele tiden putter nye lag på og arbejder med både holdet og spillerne individuelt, det er superfedt og spændende at være del af, slutter Daniel Ghorbany.
Nu kan han og teamet bag U17 holde en velfortjent sommerpause, hvor batterierne kan blive ladet op.
Efter pausen er der en del nye spillere, der kommer op på holdet og skal køres ind, mens andre skal videre op til U19. En proces der kræver tilvænning, men et er sikkert. Hele teamet glæder sig til en ny og stærk sæson!





