Den store optakt: Talenterne står stærkt til den nye sæson

I den kommende weekend tages der hul på sæsonerne i U19, U17 og U15 Ligaen, og vi bager op til, at det igen går løs for vores talenter.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

Efter måneder med sommerpause og opstart er det ved at være alvor igen rundt omkring i de forskellige ligaer.

Mens 3F Superliga-sæsonen har kørt i noget tid, har vores talenter knoklet for at blive klar til nye strabadser, og det er de ved at være. For dem begynder sæsonen i weekenden, og fælles for vores hold er, at det bliver en drønspændende sæson.

Vi ser nærmere på det, der venter i selskab med vores dygtige trænerteam for talenterne.

U19

Vores U19-hold havde en rigtig god forårssæson, hvor man viste gode takter. Det har givet et godt afsæt ind mod sommerens opstart, hvor der er blevet knoklet på træningsbanen.

Cheftræner Niklas Vincentz kan melde om en fin opstart, hvor der har været udfordringer efter de første testresultater, som man ikke var helt tilfredse med.

Det har dog dannet baggrund for, at der er blevet arbejdet ekstra hårdt:

– Der har efterfølgende været en del træningspas, gode kampe og tid til at pleje og opbygge relationer på tværs af truppen og stab.

– Som gruppe har vi taget et fint første skridt på alle parametre, og vi føler os klar til turneringsstart, siger Niklas Vincentz.

Skal opbygge en kultur

Sæsonen åbner den 16. august klokken 12.30, hvor OB tager imod i Ådalen i Odense. Herefter venter Vejle Boldklub hjemme på Haderslev Atletikstadion, inden FCK og EfB er på menuen i runderne efter.

Forventningerne til sæsonen er fra start rettet mod egne præstationer, understreger Nicklas Vincentz:

– Vi skal stadig opbygge en præstationskultur, hvor vi weekend efter weekend præsterer så tæt på vores maksimale som muligt. Det kræver større fokus ugen op til kampene og ikke kun, hvad vi laver inde på banen, men også hvad vi laver udenfor banen, udtaler Niklas Vincentz, der understreger:

– Mit håb er, at vi vil se et U19-hold, som kontinuerligt præsterer på et højt niveau og uden for store udsving. Så må vi se, hvad det rækker til.

U17

U17-holdet har haft rigeligt med sved på panden de seneste uger, for der er virkelig blevet knoklet i opstarten.

Det understreger cheftræner Daniel Ghorbany, der kan melde om et hårdt program med hård modstand i træningskampene.

Noget, der har været ganske bevidst:

– Det har medført, at vi på forholdsvis kort tid har flyttet gruppen i den helt rigtige retning.

– Bagsiden af medaljen er de skader der er opstået på kort tid. Men det er sundt for gruppen at opleve, hvordan U17-træninger og kampe skal foregå, fortæller Daniel Ghorbany.

Fundament på plads

Den hårde opstart skal man nu bruge på at bygge yderligere på i en sæson, der åbner ude mod OB den 16. august i Ådalen i Odense.

Herefter venter kampe mod FC København, Esbjerg fB og AGF, og holdet og trænerstaben glæder sig til, at det går løs igen:

– Vores forventninger til den kommende sæson er at vi har et stærkt fundament, en tryg base og at vi i det daglige arbejder med vores spillestil.

– Vi skal være endnu tydeligere i, hvad vi gerne vil i spillets faser. Den tydelighed håber vi på at kunne eksekvere i weekenderne, lyder det fra Daniel Ghorbany.

U15

På U15-holdet er det cheftræner Frederik van Deurs og hans team, der har gjort drengene klar til en spændende sæson.

Han kan melde om en god opstart med den nye årgang, der på trods af en relativt kort opstart har haft gode træningspas med høj intensitet og stort engagement fra spillerne.

Opgaven har nemlig været at videreføre det gode arbejde, der allerede er blevet lavet med gruppen de seneste år:

– En del af opstarten blev tilbragt på træningslejr i København, hvor vi både fik arbejdet med det taktiske og tekniske på banen og styrket sammenholdet udenfor banen, fortæller Frederik van Deurs.

– Det gav os mulighed for at lære hinanden bedre at kende og skabe et stærkt fundament for samarbejdet fremover. I løbet af opstarten har vi spillet fire kampe, hvor vi er blevet klogere på os selv som gruppe, inden det går løs med ligaen.

Stor udvikling i vente

For U15 begynder sæsonen ude mod OB i Ådalen, inden en hjemmekamp mod Vejle bliver fulgt op af brag mod FC København og Esbjerg fB.

Holdet går ind til den kommende sæson med stor respekt for en stærk liga, hvor niveauet er højt, men hvor alle hold kan udfordre hinanden.

Trænerteamet har en stærk tro på, at vi kommer til at være konkurrencedygtige i samtlige kampe, og så er der flere ting at holde øje med:

– Vores fokus bliver at udvikle os som hold fra kamp til kamp samtidig med, at vi skaber et miljø, hvor spillerne tør tage ansvar og udfordre sig selv. Vi vil gerne se et hold, der arbejder hårdt for hinanden, viser mod i spillet og som kan overmatche intensiteten hos modstanderne.

– Målet er ikke blot at hente gode resultater, men også at udvikle hver enkelt spiller, så de står stærkere både individuelt og som del af fællesskabet, når sæsonen er slut. Overordnet set handler det om, at gøre så mange spillere som muligt klar til U17 Ligaen om et år, understreger Frederik van Deurs.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.