Christiansfeld IF og Sønderjyske Fodbold har indgået en aftale, så klubben bliver den 61. klub i vores stærke fodboldsamarbejde.
Velkommen til Christiansfeld IF, der er det seneste medlem af den store, lyseblå fodboldfamilie.
Klubben har indgået en aftale med Sønderjyske Fodbold, og Christiansfeld IF bliver dermed den 61. klub i vores stærke fodboldsamarbejde.
Det er en aftale, der længe har været et ønske fra begge parter, og fodboldformand i Christiansfeld IF, Hans Nissen Rosenberg, glæder sig over, at klubben nu bliver en del af det sønderjyske fodboldfællesskab.
– I Christiansfeld er mange generelt knyttet til Sønderjylland og Sønderjyske Fodbold og følger Sønderjyske tæt.
– Der er heller ingen tvivl om, at vi gennem mange år – af både trænere og medlemmer – er blevet opfordret til at indgå samarbejde i den retning, men forskellige omstændigheder har gjort, at det ikke har passet ind. Nu er der åbnet en dør, som gør det muligt at i indgå et samarbejde i den retning, de fleste ønsker. Det glæder vi os rigtig meget til, siger Hans Nissen Rosenberg.
Ansvarlig for klubsamarbejdet i Sønderjyske Fodbold, Niels Dyngby, glæder sig over at have Christiansfeld IF med i fodboldfællesskabet.
– Vi har længe ønsket, at Christiansfeld IF blev en del af det sønderjyske fodboldsamarbejde. Jeg tror, jeg taler på manges vegne, når jeg siger, at Christiansfeld er en naturlig del af Sønderjylland, og derfor er vi også glade for, at Christiansfeld IF er kommet “hjem” til landsdelen.
– Fremadrettet glæder vi os til at være til gavn for alle spillere i Christiansfeld IF – både de dygtige, der søger noget ekstra, men også dem, som gerne vil have en sjov og lærerig træning.
– Derudover glæder vi os til at samarbejde med klubbens trænere om at lave et fedt miljø i Christiansfeld IF. Det kommer til udtryk allerede i sæsonstarten i august, hvor der bliver holdt trænermøde med inspirationsoplæg fra os i Sønderjyske Fodbold – et arrangement vi ser meget frem til, siger Niels Dyngby.
Alle i Sønderjyske Fodbold byder Christiansfeld IF velkommen i klubsamarbejdet.






