En masse unge fodboldspillere trodsede vejret og deltog i en succesfuld Matchday på de nye kunstgræsbaner i Haderslev.
Søndag den 23. november var kunstgræsbanerne ved Haderslev Idrætscenter fyldt med U11-U12-spillere.
Børneakademiet havde inviteret til Matchday for U11 og U12-hold, hvor der stillede otte hold op i hvert stævne.
Udover en række hold, der ikke kom fra Sønderjylland, blev de i alt 16 hold bl.a. udgjort af hold fra både Børneakademiet, Grænseakademiet, FC Sønderborg og Sønderjyllands Fodboldpiger.
For spillerne fra de hold, var det en stor oplevelse, hvor spillere fra mange forskellige klubber i det sønderjyske klubsamarbejde fik en sjov og oplevelsesrig dag sammen – både på og udenfor banen.
Sportslig ansvarlig for Børneakademiet, Niels Dyngby, udtaler:
– Selv om det var en kold og blæsende dag, hindrede det ikke spillerne i at gøre sig umage på banen, hvor det blev til mange spændende og intense kampe. Det var en fornøjelse at se spillerne overvinde det kolde vejr, samt den store opbakning der var på selve dagen fra tilskuerne. Tak til både trænere og spillere fra de deltagende hold for en fremragende dag.
Spillerne fra Børneakademiet, Grænseakademiet, FC Sønderborg og Sønderjyllands Fodboldpiger rundede dagen af med en tur på Sydbank Park for at overvære sejren over FC Midtjylland.
Alt i alt en succesfuld weekend med sejr og sammenhold i Sønderjylland.





