Vi spillede langt hen ad vejen en rigtig flot kamp på udebane mod Viborg, hvor vi dog manglede de allersidste marginaler, der i stedet faldt Viborgs vej.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Det er ikke altid, man får som fortjent i fodbold. Det var fredagens udekamp mod Viborg FF et godt eksempel på, for vi havde afgjort fortjent et udbytte. Det fik vi dog ikke, og vi måtte sluge et bittert 1-0-nederlag i domkirkebyen.
Kampen åbnede en smule afventende, hvor vi dog havde rigtig gode perioder på bolden.
Et par gange var høje bolde frem mod Matthew Hoppe ved at blive farlige, men Viborg-forsvaret kom i vejen. I den anden ende havde Tim Freriks et par optræk, men vi stod godt i defensiven.
Efter 16 minutters spil havde værternes Thomas Jørgensen en afslutning fra distancen, der dog trods godt med saft røg over kassen. Tre minutter senere fik Ebube Duru en mulighed bagerst i feltet efter et fremragende indlæg, men det endte i målspark.
Frem mod den halve time begyndte vi at sætte os på tingene, og Matthew Hoppe blev blokeret på et lovende forsøg, inden også Alexander Lyng og Simon Wæver diskede op med gode udfordringer.
Trods de gode takter kom Viborg foran rundet 32 minutter. En dyb bold blev spillet i mellemrummet til Thomas Jørgensen, der fandt Mads Søndergaard. Han tog et træk og sendte bolden i kassen til 1-0 for Viborg.
Vi var lige ved at svare igen med det samme, da Simon Wæver blev spillet fri ved baglinjen og lagde bolden ind til Mohamed Cherif. Hans gode hug blev dog afvist af en refleksredning fra Lucas Lund.
Vi var det bedste hold på banen frem mod pausen, hvor der var flere gode optræk. Det var dog hjemmeholdet, der kunne gå til pause foran med 1-0.
Vi var tæt på at udligne to minutter inde i anden halvleg, da Mads Agger som en raket strøg afsted i højresiden. Han vippede bolden ind til Mohamed Cherif, der akkurat måtte se sin afslutning blokeret til hjørnespark i sidste sekund.
Thomas Jørgensen nåede at have et farligt forsøg inde foran efter et indlæg fra Jean Manuel Mbom, inden vi fik en længere afbrydelse, da en tilskuer havde brug for lægehjælp på tribunen. Vi sender varme tanker og håber det bedste for den pågældende Viborg-fan, der heldigvis blev meldt okay efter omstændighederne.
Vi satte os på kampen igen og havde en del lige ved og næsten-situationer. Blandt andet var Alexander Lyng lige ved at komme til afslutning, da indskiftede Kristall Ingason lagde bolden af til ham i feltet. Det lignede dog mere og mere en dag med marginalerne imod.
I slutminutter kæmpede vi med alt, hvad vi havde, men det blev ved med at være det samme. Lige ved og næsten. Dermed kunne Viborg FF snuppe de tre point og 1-0-sejren på en ellers velspillet aften fra os.
Vi takker mange gange for støtten på Energi Viborg Arena. Næste opgave venter fredag den 15. august på udebane mod FC Fredericia – igen klokken 20.00.
Den 24. august møder vi Brøndby IF hjemme på Sydbank Park. Den kamp kan du købe billet til lige her.





