Billetsalget til braget mod Brøndby IF på Sydbank Park søndag den 26. april er netop startet. Fans af Sønderjyske Fodbold kan købe billet til REMA 1000-, Haderslev Kommune- og stemningstribunen. Fans af udeholdet skal købe billet gennem Brøndby IF.
Mange Sønderjyske Fodbold-fans har formentligt sat et stort kryds i kalenderen søndag den 26. april klokken 16.00, når de lyseblå helte hjemme på Sydbank Park tager imod Brøndby IF.
Det er en af de kampe, der plejer at trække rigtig mange tilskuere. Da vi mødte dem hjemme tidligere på sæsonen, satte vi stadionrekord med 8.735 tilskuere.
Fans af Sønderjyske Fodbold kan nu købe billet til hjemmeholdets tre tribuner – REMA 1000, Haderslev Kommune og stemningstribunen.
Billetter til udebaneafsnittet varetages af Brøndby IF.
Vi gør opmærksom på, at et synligt tilhørsforhold til det gæstende hold (gennem adfærd og påklædning) kun er tilladt i udebaneafsnittet.
Vi tæller ned til en kæmpe kamp på Sydbank Park.
Alle mand på stadion!





