Mandag 15.30 spiller vi årets tredje træningskamp, når vi møder FC Bayern München II på træningslejren. Læs her, hvad cheftræner Thomas Nørgaard skal bruge den første testkamp i Spanien til.
Efter tre gode dage i Spanien venter træningslejrens første test mandag eftermiddag, når vi møder FC Bayern München II.
Det bliver som de to første træningskampe på hjemlig grund en kamp, hvor spilletiden igen bliver fordelt ud på mange spillere.
– Vi er på et tidligt tidspunkt af vores træningslejr, hvor vi fortsat har rigtig meget fokus på vores fysiologiske periodisering, og det betyder, at vi skal have mange spillere aktiveret i kampen. Vi kan ikke aktivere dem alle, for vi er en stor gruppe hernede, men vi kommer til at få 22-23 spillere i aktion denne gang, siger cheftræner Thomas Nørgaard.
– Der venter en hård træningsuge, hvor vi har mange dobbeltpas, og hvor vi virkelig kommer til at loade op. Vi kommer til at sørge for, at alle spillere bliver belastet på sådan en måde, at de allerede fra tirsdag er klar til at fortsætte med at træne hårdt, for det er det, der er fokus på her så tidligt på træningslejren, siger Nørgaard.
Selv om det fortsat er fysikken, der har høj prioritet, vil cheftræneren også gerne have en mere helstøbt indsats end det har været tilfældet i de seneste træningskampe mod OB og Hillerød.
– Det er ikke en hemmelighed, at vi mangler at se i en kamp her i opstarten det niveau, som vi forventer af os selv. Vi er alle sultne efter at få sammensat en bedre og mere helstøbt præstation, end det vi har gjort ind til videre. Jeg er dog helt sikker på, at det nok skal komme, og hvis spillerne holder fast i det, de gør på træningsbanen, har jeg alt mulig tro på, at vores kampmæssige udtryk også forbedrer sig, siger Thomas Nørgaard.
Mandagens kamp spilles klokken 15.30 – en halv time senere end tidligere annonceret – på Oliva Nova Sports Center i Valencia.
Vi opdaterer med de væsentligste højdepunkter på vores X-profil (link) og følger op med referat, reaktioner og fotos på vores hjemmeside og sociale medier.
Du kan også følge en liveblog fra TV Syds udsendte medarbejder i Spanien – link til tvsyd.dk her.