Andreas Oggesen tager to år mere i Sønderjyske Fodbold

Sønderjyden Andreas Oggesen forlænger sin aftale, så han nu er på kontrakt i Sønderjyske Fodbold frem til sommeren 2027.

Andreas Oggesen tager to år mere i Sønderjyske Fodbold.

Den 30-årige sønderjyde har forlænget sin aftale, så den nu løber frem til sommeren 2027.

Andreas Oggesen startede sin fodboldkarriere i Høje Kolstrup ved Aabenraa og har fået en stor del af sin fodboldopdragelse på akademiet i HFK/Sønderjyske Fodbold.

Han debuterede på førsteholdet som 18-årig i 2012 og var en del af sølvholdet i 2016, inden han skiftede til FC Fredericia og siden Silkeborg IF. I sommeren 2023 vendte sønderjyden retur til Sønderjyske Fodbold på en toårig aftale.

Oggesen er med sine 112 kampe en del af Sønderjyske Fodbolds eksklusive Klub100, og med kontraktforlængelsen er der udsigt til mange flere kampe i lyseblåt.

Sportschef Casper Daather glæder sig over kontraktforlængelsen med Andreas Oggesen.

– Vi er meget glade for, at Andreas Oggesen fortsætter karrieren her i Sønderjyske Fodbold, hvor han også har slået dybe rødder i Sønderjylland. Med sine mange kampe for Sønderjyske Fodbold er han en vigtig del af klubbens kultur og identitet, og han er en stærk karakter både på banen og i omklædningsrummet.

– Han har gjort det godt, siden han kom retur til Sønderjylland, og det er beundringsværdigt, hvordan han har taget en ny position til sig. Han er jo tidligere midtbanespiller, men han har virkelig taget den højre back til sig, hvor han bidrager godt på defensivt og offensivt. Vi glæder os til at se meget mere til Andreas Oggesen i de kommende sæsoner på Sydbank Park, siger Casper Daather.

Andreas Oggesen glæder sig også over den lyseblå forlængelse.

– Jeg er meget glad for min forlængelse, og det er dejligt, at jeg nu har min fodboldfremtid på plads for endnu et par sæsoner. Jeg er meget glad for at være i klubben, og jeg ser frem til at være en del af holdet i lang tid endnu.

– Vi har fået samlet et stærkt hold, der også kan spille noget fedt fodbold, og jeg synes i det hele taget, at vi har gang i et spændende projekt hernede. Nu er vi rykket op i 3F Superligaen igen, og jeg håber, at vi igen kan blive et etableret Superliga-hold, siger Oggesen.

Den tidligere midtbanespiller er også begyndt at holde af højre back-positionen, som har givet ham masser af spilletid i 3F Superligaen i denne sæson – mange flere minutter end hans øvrige Superliga-sæsoner.

– Jeg havde ikke forventet, at jeg skulle spille højre back, da jeg kom retur, men det er jeg så blevet, og jeg synes faktisk, det er gået som håbet, efter jeg kom derned og spille. Det har givet mig en masse spilletid, og jeg nyder at spille på holdet, så jeg er glad for at være her, siger Andreas Oggesen.

Søndag kan sønderjyden få sin kamp nummer 113 for Sønderjyske Fodbold, når vi hjemme på Sydbank Park tager imod Silkeborg IF.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.