Alt før VFF: OL-atlet i truppen og Qamili-milepæl

Ovenpå en fantastisk påske med hele ni point på kontoen, har vores spillere haft en mere almindelig og tiltrængt uge. Søndag går det dog løs igen for fuld udblæsning, når Viborg FF kommer på besøg.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

Er du stadig helt oppe at flyve over den vilde påske, vi var igennem? Hvis du kan svare ja til det, så er det fuldt forståeligt, for det er vi også!

Ni point på seks dage mod vores direkte konkurrenter i bunden har givet et stort boost, og den selvtillid og energi, vi har skabt herfra, skal vi nu bygge videre på. Det skal vi søndag klokken 14.00, når formstærke Viborg FF gæster Sydbank Park. Her skal vi have alle mand på stadion og give drengene den støtte, de har fortjent, og som kan sikre os endnu en portion vigtige point til kontoen.

Frisparkskongen og kvikke fødder
Når man ser på Viborgs trup, ser man særligt på en hamrende god offensiv med mange muligheder. Serginho har været en af de varmeste spillere i 3F Superligaen dette forår, og så har de haft stor gavn af deres vinter-signing Yonis Njoh. To spillere der udfordrer, og som har masser af fart. Renato Junior er tilbage mod os søndag, og så har de tårnhøje Anosike Ementa, der også kan få en rolle. Det måske varmeste navn i deres offensiv pt. er Isak Jensen, der tidligere har spillet hos os. Han gjorde sig bemærket ved at score hele tre drømmemål i træk på direkte frispark, og han er en mand, vi virkelig skal passe på, hvis han spiller.

Thomas Jørgensen og Jeppe Grønning har spillet en del for Viborg på midtbanen i denne sæson, og så har de en stærk spiller i Jean Manuel Mbom, som de kan rykke rundt i forskellige positioner. Jakob Vester har været ude med en skade på det seneste – han forventes tilbage i starten af maj og kan muligvis snart være en del af deres trup igen.

I defensiven foran keeper Lucas Lund har de også masser af kvalitet med spillere som Daniel Anyembe og Stipe Radic. Ivan Näsberg var skadet senest, vi mødte dem i domkirkebyen, men han har været tilbage i deres seneste kamptrupper.

Indbyrdes

Vi har mødt Viborg FF 21 gange i Superliga-regi, og vi har den klart bedste statistik imod dem på hjemmebane. Her har vi spillet ti kampe, og vi har fået point i seks af dem. Fire kampe er blevet vundet, mens to er endt uafgjort.

Uafgjort var også udfaldet sidst, vi krydsede klinger med dem på Sydbank Park. Her spillede vi 2-2 på scoringer fra Lirim Qamili og Kristall Ingason i en fremragende første halvleg.

De to andre kampe i denne sæson har vi spillet på Energi Viborg Arena. Vi spiller typisk rigtig tætte kampe mod dem, og det kommer søndagens duel med al sandsynlighed også til at blive.

Tre lune nedslag

Første gang vi mødte Viborg FF i en tællende kamp var den 20. august 2000. Det var på udebane, og vores hold bestod af spillere som Per Hamborg, Jacob Stolberg, Hans Jørgen Haysen, Mads Bro Hansen og Henrik Toft. Vi kom foran tidligt på en træffer fra Ulrik Kristensen, men Viborg svarede desværre tilbage med to scoringer. De havde spillere som Ralf Pedersen, Asbjørn Sennels og Heine Fernandez med i den kamp.

Vores første Superliga-point mod de grønblusede tog vi den 2. oktober 2005, hvor det blev 1-1. José Mota troede ellers, at han havde sikret Viborg sejren med sin 1-0-scoring med tre minutter igen, men i sidste minut dukkede Jacob Olesen op og udlignede på et godt oplæg fra Henrik Jørgensen. Spillere som Michael Nonbo, Kenneth From, Peter Nymann, Thomas Rathe og Peter Sand var i vores startopstilling den dag.

Første gang vi slog dem var den 12. juli 2014 i en testkamp. Morten Beck scorede i første halvleg, og så var det 1-1 ved pausen. I anden halvleg fik vi træffere fra Adama Guira og Henrik Hansen, der sikrede os 3-1-sejren. Et års tid senere slog vi dem også i Superligaen, da to scoringer fra Tommy Bechmann sikrede os en 2-1-sejr.

Fire skæve

En OL-atlet i truppen
Hermann Brügmann, en af Viborg FF’s tidlige helte, deltog i OL 1928 i Amsterdam som længde- og trespringer. Han blev nummer 30 i længdespring og nummer 18 i trespring. Udover sin atletikkarriere havde han en 20-årig fodboldkarriere i klubben. Han nåede at spille samtlige pladser undtagen målmand, inden han måtte trække sig med dårligt ben i 1935.

En særlig kløversamling
Kristian, en passioneret Viborg FF-fan, har samlet 117 forskellige kamptrøjer fra klubbens historie. Hans samling inkluderer sjældne trøjer, som den fra en kamp i Thailand i 1989, hvor Viborg spillede mod Rapracha FC på nationalstadionet i Bangkok.

350 kampe som keeper
Svend Aage “Svenner” Petersen er den målmand, der har spillet flest kampe for Viborg FF med hele 350 optrædener. Han vogtede målet i 1960’erne og er en af klubbens legender.

Fra pokalhelt til træner
Hans Eklund scorede det afgørende mål i Viborg FF’s pokalfinale i 2000, hvor de vandt 1-0 over AaB. Senere vendte han tilbage til klubben som cheftræner, hvilket gør ham til en af de, der har haft succes både på og uden for banen. Deres nuværende cheftræner Jakob Poulsen har også en flot spillerkarriere bag sig.

Fem af de nørdede

1. Vi har svært ved at vinde i Viborg, men de har også svært ved at vinde hos os. Vi har kun tabt en af vores seneste syv 3F Superliga-hjemmekampe mod Viborg FF, og den ligger for tre år siden.

2. Vi er brandvarme i øjeblikket med tre sejre i træk. Vinder vi for fjerde gang på stribe søndag, er det første gang siden 2016, det sker. Dengang vandt vi fem i træk.

3. Lirim Qamili har scoret 11 mål i denne sæson, herunder to i den seneste kamp mod AaB. Han kan blive den anden af vores spillere, der scorer mindst 12 mål i en 3F Superliga-sæson, når man ser på vores seneste ti sæsoner. Johan Absalonsen gjorde det i 2015-16 (12 mål).

4. Siden begyndelsen af nedryknings- og mesterskabsspillet har Viborgs Serginho været direkte involveret i flest afslutninger i Superligaen (31 – heraf 18 afslutninger og 13 chancer skabt).

5. Viborg har scoret først i 14 kampe i denne sæson, men de har smidt point i otte af dem (fem uafgjort og tre nederlag)

Alle mand på Sydbank Park

Støtten på Sydbank Park er uvurderlig. Det så vi i vores seneste hjemmekamp mod Vejle, hvor tilskuerne virkelig bragte os frem i de afgørende perioder. Søndag har vi brug for alle mand igen, og drengene fortjener al den opbakning, vi kan få ovenpå den flotte påske med tre sejre på seks dage. Så kom på stadion og lad os sammen kæmpe for overlevelse!

Du kan sikre dig billet til Viborg-kampen og de efterfølgende mod AaB og Lyngby lige her.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.