Alt før VB: Elkjær i skoven og første prof-mestre

Søndag tager vi imod Vejle Boldklub i et sandt 3F Superliga-brag, og vi klæder dig på med alt, du skal vide lige her.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

63 kilometer.

Længere er der ikke mellem Stadionvej i Haderslev og Roms Hule i Vejle, og længere er der dermed ikke mellem os og Vejle Boldklub.

Søndag mødes vi i et nyt slag, og vi glæder os til at jagte tre point foran et energisk hjemmepublikum.

Trupnyt

Vejle Boldklub var i deres seneste 3F Superliga-kamp mod Silkeborg uden Christian Sørensen, der var udeladt af truppen. Han var dog tilbage i pokalen i midtugen og ventes også med igen mod os.

Andrew Hjulsager har i den sidste del af oktober kæmpet med skadesproblemer, men også han er på vej tilbage.

Mod Silkeborg var de også uden Thomas Gundelund og Lundrim Hetemi, mens de måtte undvære Damian van Brüggen.

Hold øje med disse tre

Vi så i det omvendte opgør i Nørreskoven, hvor giftig Stefan Velkov er, når blot han får en smule plads.

Han er en luftstærk forsvarsspiller, som de især sigter efter på dødboldene. Velkov har allerede lavet tre mål i denne sæson.

Han er desuden vigtig for dem i defensiven, hvor han udgør en stamme centralt sammen med Lasse Nielsen.

Mads Enggård begejstrede 3F Superliga-publikummet, da han var i Randers FC, og midtbanespilleren var i spil til flere store adresser dengang.

Nu er han begyndt at få en større rolle på Vejle-mandskabet, og kan de forløse ham, har de et stærkt kort på midten.

Enggård har nemlig en rigtig god motor, og han er dygtig til at læse spillet, fordele boldene og arbejde hårdt.

Det dufter af, at Christian Sørensen kan være tilbage i spil mod os, og selvom der har været lidt støj omkring ham på det seneste, må man absolut ikke underkende hans kvaliteter.

Christian Sørensen er dygtig til at komme med frem, og han leverer nogle giftige indlæg. Han har en af de bedste dødboldfødder i 3F Superliga-land, og det er et vigtigt våben for Vejle.

Han spillede i pokalen i midtugen mod Lyseng, så det bliver spændende at se, om han starter inde på Sydbank Park.

Indbyrdes

Ser vi på 3F Superliga-statistikkerne, har vi mødt Vejle Boldklub 20 gange. Vi har mødt dem 11 gange ude, mens det er blevet til ni hjemmekampe.

Det er ofte tæt og intenst, når vi møder dem, og sejrene er fordelt næsten lige.

Vi har dog en overhånd mod dem på eget græs.

Tre fra historiebogen

Den 14. april var dagen, hvor sommertiden kom til Sydbank Park i sidste sæson.

Vi hentede en skøn og meget vigtig sejr, naturligvis på mål af Tobias Sommer efter en god dødbold, der blev snittet videre til ham.

Det blev starten på vores fabelagtige påske, hvor vi hentede ni point og forlod nedrykningskampen.

Det blev en ny mindeværdig forårsdag på Sydbank Park, hvor gæsterne ellers kom i spidsen. Johan Absalonsens vigtige træffer før pausen ændrede dog billedet.

Udover fire skønne kasser vil kampen især blive husket for en dejlig Rasmus Vinderslev-assist til sidst.

Vi kan ikke lave denne liste uden også at have den her kamp med.

Det var vores første hjemmesejr efter tilbagekomsten til landets bedste række, og sikke mindeværdig, den blev.

Lirim Qamili var på pletten efter et godt slået hjørnespark, men Vejle dukkede os i slutfasen.

I de allersidste sekunder af den allersidste overtid blev bolden dog lagt på tværs gennem feltet. Med frem var han stormet. Marc Dal Hende!

Med en følt afslutning lagde han bolden i kassen i det lange hjørne, og jublen på Sydbank Park runger stadig i tribunerne.

Tre skæve

Elkjær fik folk på stadion
1988 blev lidt af et år for Vejle Boldklub. Fire købmænd skød en hulens masse penge ind i klubben, og visionerne var store.

Blandt andet lykkedes det at hente Preben Elkjær til Nørreskoven, han debuterede mod OB på Vejle Stadion foran 14.800 tilskuere.

Årets fodboldspiller på afbud
Et afbud fra Esbjergs Knud Petersen til det danske fodboldlandshold gav den 5. juli 1965 VB’s 23-årige wing Kaj Poulsen chancen. Den udnyttede han så godt, at han blev fast mand på landsholdet, og ved sæsonens afslutning blev han kåret som ”Årets fodboldspiller 1965”.

Første professionelle Danmarksmestre
Vejle Boldklub blev Danmarksmestre i 1978, og det blev lidt af en historie.

Det betød nemlig, at VB blev det første hold, der vandt mesterskabet efter betalingsfodbolden blev indført i Danmark.

Tre nørdede

Ser man på de seneste seks hjemmekampe mod Vejle Boldklub, er vi ubesejrede. Siden 2022 har vi hentet fire sejre og to uafgjorte mod dem.

Vi har allerede holdt fire clean sheets i denne sæson. Det er vores bedste statistik på den front siden 2018/19-sæsonen.

Daniel Gretarsson har vundet 6,1 dueller pr 90. minut i denne sæson, mens Vejles Stefan Velkov ligger på 6,7. De er begge i top fire i ligaen på den front.

Samarbejdet i fokus

Det bliver en skøn fodboldsøndag på Sydbank Park mod Vejle, hvor vi også hylder vores mange fantastiske samarbejdsklubber.

Dagen byder på massevis af aktiviteter, som du kan læse mere om lige her.

Vi bliver mange på stadion til den vigtige kamp, men vi har stadig plads til flere. Har du ikke købt din billet endnu, så skynd dig at gøre det her.

Vi står sammen om Sønderjyske Fodbold, og sammen jagter vi nye oplevelser og vigtige point på Sydbank Park.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.