Alt før Raklev: Pokalcharme og kæmpefest på Ellede Road

Der venter en magisk kulisse i pokalturneringen, når vi onsdag drager til Raklev for at møde Raklev GI. Vi glæder os, og her kan du blive meget klogere på vores modstander.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

Pokalturneringen kan bare noget helt særligt. Det er de mindre klubbers chance for en eller måske flere oplevelser for livet, og for de større klubber er det ture ud til de steder, hvor fodbolden er allermest charmerende og levende.

Sidste år havde vi en herlig pokaldag i Solrød, og onsdag klokken 18.00 vender vi tilbage til Sjælland. Raklev GI tager imod foran mere end 1.500 tilskuere, og der er dømt fest og store smil.

Og lad os se nærmere på det mandskab, vi skal op mod.

Raklev er IKKE Kalundborg

Der er fem kilometer fra Røsnæshallen i Raklev til Føtex i Kalundborg, som vi efter en dybdegående research-tur på Google Maps har valgt skal være Kalundborgs mest centrale punkt. Raklev er dog ikke Kalundborg, selvom de ligger i samme postnummer.

Det er ganske simpelt, for de har hver deres fodboldhold. Kalundborg har faktisk både FC Kalundborg og Kalundborg BG, men det er ikke fordi, der er nogen vild derby-rivalisering med Raklev.

Faktisk skulle der gå 102 år af fodboldens gloværdige historie, før Raklev GI og Kalundborg BG skulle spille en officiel kamp mod hinanden i Serie 1.

I dag ligger Raklev højest i hierarkiet med et hold i Sjællandsserien, mens FC Kalundborg spiller Serie 2 og KGB’s bedste hold er i Serie 3.

Foto: Raklev GI

Charmerende hjemmebane

Lad os være ærlige. Nogle stadionnavne er bare lidt federe end andre, og i Raklev er der sjæl over det – helt ind i marv og ben. Ellede Road er kamppladsen onsdag.

Nu tænker du formentlig Premier League, Leeds United og deres ikoniske Elland Road, og stemningen onsdag bliver sikkert også elektrisk som i det engelske. Men navnet er faktisk ikke derfra.

I gamle dage – som i de rigtig gamle dage – som i 1682 – var Ellede en selvstændig landsby. Lidt af en metropol nærmest med syv gårde og et enkelt hus uden jord. Landsbyen blev senere spist af byen, da Kalundborg og Raklev voksede mod nordvest.

OG så kan det da godt være, at vi har 206 kilometer til stadion fra Sydbank Park, men lidt på hjemmebane er vi alligevel. De har nemlig Café Sønderjyden på Ellede Road, og mon ikke, den bliver velbesøgt.

Vild med Dans, DM og meget mere

Nu skal vi ikke helt tilbage til 1682 som før, men ser vi på Raklev GI, er det også en ældre sag. De har rødder helt tilbage fra 1863, og dermed er det en af Danmarks ældste idrætsforeninger.

Raklev GI er steget i graderne fodboldmæssigt, og i april sidste år blev de officiel samarbejdsklub med F.C København. Noget der især skal styrke trænerfaglighed og arbejdet med de unge.

Raklev GI har faktisk en titel. Endda en DM-titel. Det er godt nok i U11 Håndbold, men der er de også rigtig gode. I 2024 slog de Rødovre med 21-12 og snuppede guldet. Året inden vandt de sølv.

Foreningen er også kendt for gymnastik, badminton og dans, så der kan både scores hattrick og danses cha cha cha på Elledevej!

Hold øje med disse tre

Tilbage til fodboldbanen. Raklev GI spiller i Sjællandsserien, og de har et ret habilt hold, der slog Avarta ud i seneste runde med en magisk 2-0 sejr på hjemmebane.

Til kampen mod os kommer de med masser af gejst og energi, og vi har peget tre af profilerne ud.

God start

Raklev GI har fået en god start på sæsonen i Sjællandsserien, der er tre runder gammel. Her står man med seks point, men den seneste kamp bød på et snævert nederlag.

Mod Nakskov kæmpede de sig ellers tilbage, men ifølge referatet fra kampen ville man for meget og blev for ivrige, og så blev det til et nederlag på 3-2.

Vi har aldrig før mødt Raklev GI i hverken tællende kampe eller hyggelige venskabsstunder med tredje halvlege, havetelte, grillpølser og hele pivtøjet, så vi ser i stedet på de seneste tre opgør for de to hold.

Werge og kæmpegriller fra fabrikken

206 kilometer til Raklev en onsdag eftermiddag kan lyde af meget som lyseblå fan. Men det her bliver en fest, du ikke vil gå glip af.

Klubben har solgt op mod 1.500 billetter, og der bliver knald på.

Stadion åbner klokken 15.30, hvor der vil være musik fra lokale DJ’s, der spiller både før, under og efter kampen. Lad os gerne sende et musikønske om en gang Tsunami efter slutfløjt!

Kampspeakeren bliver Carsten Werge, så det er en ganske ikonisk kommentatorstemme, publikum får i højttalerne i Raklev.

Der vil naturligvis være stadionplatte i skikkelse af kæmpegrillere direkte fra den lokale pølsefabrik, og så lover klubben saftige flæskestegssandwich, crispy kyllingeburgere og meget mere.

For børnene er der hoppeborg og oppustelig fodboldbane, og der venter bare en gennemført fest på Ellede Road.

Vi glæder os til at besøge jer Raklev i det, der forhåbentlig bliver en skøn og mindeværdig dag for begge hold.

Du kan sikre dig billet til opgøret lige her.

Raklev GI – Sønderjyske Fodbold

Oddset Pokalen

Ellede Road, Raklev

Kampstart: 18.00

Dommer: Svend Funder

Vejr: Sol, letskyet og herligt

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.