Alt før Fredericia: Hyggelig uhygge og forlist ægteskab

Mandag aften klokken 19.00 venter et spændende lokalbrag, når vi får besøg af FC Fredericia. Her er der uhygge, revanche og masser af underholdning i luften.

Efteråret er godt i gang, og det bliver med hastige skridt tidligere og tidligere mørkt derude.

Mørket giver dog et særligt krydderi, når stadionlyset tændes, og det hele summer ude på lægterne.

Oven i det venter halloween lige rundt om hjørnet, og med det hele blandet sammen bliver det noget ganske særligt, når der mandag aften er lokalbrag på Sydbank Park mod FC Fredericia.

Det er den slags opgør, der passende til lejligheden godt være en smule uhyggeligt, nervepirrende og intenst. Vi glæder os dog til en drønfed aften i egen hule, hvor vi skal skræmme Fredericia-mandskabet godt og grundigt tilbage til fæstningsbyen og snuppe tre vigtige point.

Trupnyt

I Fredericias seneste kamp mod Brøndby var de uden Daniel Freyr Kristjansson, der har været ude i hele sæsonen.

Man måtte også undvære Emilio Simonsen.

Begge spillere begyndte at løbetræne i slutningen af september, og i Fredericia håber man på, at der ikke går voldsomt lang tid, før de er tilbage.

Hold øje med disse tre

Mattias Lamhauge er en dygtig keeper, og han var en af deres bedste i hjemmekampen mod Brøndby IF senest, hvor det først i slutfasen lykkedes at få hul på ham.

Selvtilliden er blevet yderligere forstærket af en stærk landsholdssamling med Færøerne, hvor Lamhauge fik fuld tid i begge kampe mod Montenegro og Tjekkiet.

De to kampe bød på to flotte sejre til Færøerne, så det er helt sikkert en keeper med masser af selvtillid, de har med i Haderslev.

Frederik Rieper har været decideret fremragende i Fredericia-defensiven siden skiftet fra Silkeborg IF.

Han er en stærk forsvarsspiller med et godt blik for spillet, og han er en, man kan regne med derinde. Han har spillet samtlige af sæsonens 990 minutter indtil videre.

Som oprykker får man ofte en del angreb imod sig, og her skal defensiven virkelig stå godt rustet. I den mission har han været vigtig for dem.

Gustav Marcussen har været en vigtig mand på Fredericia-holdet her i efteråret, hvor han står noteret for tre mål og en enkelt assist. Han skiller sig ud på et hold med mange forskellige målscorere.

Gustav Marcussen er en fremadrettet og målsøgende offensivspiller, der er god til at finde de rigtige rum. Han har også et godt blik for sine holdkammerater.

Han kan godt lide at udfordre, og han har en god fart og en god teknik.

Tre fra historiebøgerne

Kronen på værket
Den 2. maj 2024 skulle vi bruge et enkelt point for at sikre os oprykning til 3F Superliga-land, da Fredericia gæstede Sydbank Park.

Kristall Ingason bragte os i drømmeland efter 26 minutters spil, inden Sofus Berger rundet den halve time bragte spænding ind.

Der blev bidt negle, men i slutfasen kunne jublen bryde ud, da Søren Andreasen afgjorde kampen til 2-1, og oprykningen kom i hus.

Første gang var herlig
Vores første kamp nogensinde mod FC Fredericia blev spillet for næsten 26 år siden.

I runde 15 af den daværende Viasat Sport Divisionen (den næstbedste række red.) gæstede vi fæstningsbyen den 7. november 1999, og det blev en god dag.

Vi vandt nemlig med 4-1!

Peter og Emil festede løs
Den 24. februar 2023 hentede vi en skøn sejr på hele 4-0 på hjemmebane mod FC Fredericia.

Peter Buch Christiansen scorede i kampens allerførste minut – så er man ligesom i gang. Og det hele blev endnu bedre, da Emil Frederiksen efter et kvarter øgede til 2-0.

Midtvejs i anden halvleg scorede vi to gange på fire minutter, og igen var det Frederiksen og Buch Christiansen, der noterede sig for scoringerne.

Gode indbyrdes minder

Den seneste kamp i Fredericia tidligere på sæsonen var vores første 3F Superliga-møde med FC Fredericia. Vi kom i undertal, men kæmpede os trods det tilbage fra to mål nede til 2-2. Vi jagtede sejren til sidst, men endte med brutalt at tabe med 3-2.

Den vil vi gerne revanchere mandag.

Generelt har vi et godt tag på Fredericia. Regner man både turnerings og venskabskampe med, havde vi inden nederlaget senest vundet seks af de seneste syv indbyrdes kampe.

De skæve?

Det missede sølvbryllup

Det er så yndigt at følges ad, men ægteskabet mellem FC Fredericia og den næstbedste række havde revner i fundamentet efterhånden efter 24 år sammen i tykt og tyndt.

Lige inden sølvbrylluppet smuttede FC Fredericia fra det hele. Naboerne var ellers så godt som samlet og hornblæserne stod klar, men klubben endte med at løbe ind i en affære med 3F Superliga-rivalen.

Nu håber man på et langt og lykkeligt ægteskab, selvom det er med hårde odds imod sig.

Ny identitet

Det var ikke kun ægteskabet med landets næstbedste række, man vinkede farvel til med oprykningen til 3F Superliga-manegen. I længere tid har FC Fredericia nemlig arbejdet med en ny identitet.

Det er endt ud i, at man kommer til Sydbank Park med et helt nyt opdateret logo og nye visioner.

Normalt skal man hjælpe nye initiativer godt i gang, men det må blive en anden god gang, for vi satser stærkt på, at de må vente lidt på den første sejr i nye klæder.

To fyre med deres fodboldflamme

Når man taler FC Fredericia og kendisser, vil de fleste nok pege på Melvin Kakooza, der udover at gøre klubben berømt gennem TV-serien Sunday også sidder i bestyrelsen.

Men for nyligt har selveste Fyr og Flamme også meldt sig ind i klubben af Fredericia-lovers. Jesper Groth og co. har lavet sangen Velkommen til Kongens port.

Det er stærkt gået, men husk – vi har L:Ron Harald!

De nørdede

Magnus Jensen, Tobias Sommer og Andreas Oggesen har alle endnu ikke misset et eneste minut i denne 3F Superliga-sæson. Det gør os til det eneste hold med mere end én markspiller, der har spillet samtlige mulige minutter.

Kun vores Magnus Jensen (89) har foretaget flere clearinger i denne Superliga-sæson end Fredericias Frederik Rieper (87), med Maxime Soulas på tredjepladsen (81).

FC Fredericia har konverteret 13,2 procent af deres afslutninger til mål. Det er fjerdebedst i ligaen.

Vi har scoret hele 12 af sæsonens 16 mål i anden halvleg. Fredericia scorer også mest efter pausen (63%)

FC Fredericia har haft 72 skud imod sig i denne sæson. Det er med afstand flest i 3F Superliga-tabellen. Kun Silkeborg ligger i nærheden.

Hyggelig uhygge

Det er halloween-tid, men vi lover, at det bliver hyggelig uhygge, vi kan byde på, når vi byder inden for på Sydbank Park. Du kan læse mere om det, du kan glæde dig til lige her.

Vi skal også hylde vores cheftræner Thomas Nørgaard, der runder sin kamp nummer 100 i spidsen for vores dejlige klub. Det kan du læse mere om her.

Og så skal vi igen have alle mand på Sydbank Park. Der bliver knald på i et lokalopgør, der altid byder på særlig intensitet og nerve. Vigtige point er på spil, og vi skal bruge al den hjælp, vi kan få.

Som sæsonkortholder har du mulighed for at hente ekstra billetter til mandagens kamp. Det skulle du gerne have fået en mail omkring.

Har du endnu ikke sikret dig billet til mandagens brag, kan du gøre det lige her.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.