En uge med tre kampe på seks dage har allerede budt på seks fantastiske point, og søndag aften vil vi gøre alt for at gøre det til et hattrick med ni og fuldende den perfekte uge.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Mandag aften kunne vores spillere gå trætte men glade fra Sydbank Park, da vi havde hentet en vital 1-0-sejr over Vejle Boldklub på Sydbank Park foran næsten 7.000 tilskuere. Trætheden var dog ikke til at spore overhovedet torsdag, da vi allerede var i aktion igen. Her blev det til en herlig 2-0-sejr på udebane over Lyngby Boldklub, og søndag jagter vi så det perfekte hattrick i en intens uge.
Den bliver rundet af på udebane mod AaB i Aalborg. En modstander vi har haft det svært mod i denne sæson, men vi er trods ømme stænger fulde af selvtillid og lyst til revanche, når vi søndag klokken 17.00 træder ind på Aalborg Portland Park i 9000 Nordens Paris!
Mere end en Jørgensen
Nummer 11 er ofte en profil på et holdkort, og hos AaB er det deres absolut største af slagsen. Her er det nemlig Mathias Jørgensen, der bærer dragten, og han har i denne sæson scoret ni basser og lavet to assists. Skal man have succes mod AaB, skal man lukke ned for Mathias Jørgensen, men det er ikke så lige til. Han har masser af fart ude på kanten, og han kan godt lide at drible. Han er dygtig til at finde de rette rum på rette tid, og han er en resolut afslutter.
Oliver Ross er også en trussel i nordjydernes offensiv, mens de på midten har kreative folk, der kan skabe tingene. Særligt svenske Melker Widell er et våben, mens Mads Bomholt også har set stærk ud med tre kasser i sæsonen.
I defensiven foran keeper Vincent Müller bliver det spændende at se, om de får Bjarne Pudel klar til kampen mod os. Gør de det, har de ens stærk brik her, og så råder de også over luftstærke Lars Kramer. Kasper Jørgensen er også en vital brik for dem dernede, og han kan også den anden vej. AaB’s anden farlige Jørgensen har nemlig lavet tre mål i denne sæson i 3F Superligaen, og med 2.218 minutter spillet er han den, der har fået mest spilletid for dem i forsvaret indtil nu i sæsonen.
50 procent gevinst i Aalborg
Vi har mødt AaB 46 gange i 3F Superligaen, hvoraf vi har fået point i 23 af slagene. 13 gange har vi slået dem, mens det er blevet til ti uafgjorte kampe.
På Aalborg Portland Park har vi mødt dem 22 gange i landets bedste række, og vi har fået point der halvdelen af gangene. Syv sejre og fire uafgjorte mod 11 stik til AaB.
Vi har scoret 27 af vores 53 Superliga-mål mod AaB i Aalborg.
Tre nedslag
– Vores seneste sejr over AaB hentede vi den 11. maj sidste år. Dengang hed det NordicBet Liga, og her vandt vi med 1-0 på mål af Kristall Ingason to minutter før tid fra de 11 meter. Den kamp mindes man ikke med glæde nordpå. AaB kunne matematisk sikre oprykning med gevinst på vores bane, men med nederlaget blev festlighederne lige udskudt et par runder, før de kunne følge med os op.
– Den 24. februar sidste år havde vi en medrivende duel mod AaB på deres bane. Mathias Jørgensen scorede kort inde i kampen og Melker Widell kort inde i anden halvleg, og så var det 2-0 til AaB. Med et flot comeback sikrede vi dog 2-2 på dejlige træffere fra Kristall Ingason og Peter Buch Christiansen. I øvrigt på rigtig fine oplæg fra Andreas Oggesen og Daniel Gretarsson.
– Den nok mest mindeværdige Superliga-sejr over AaB kom den 23. maj 2012. Inden kampen lå vi på ottendepladsen, men med en sejr ville vi slutte som nummer syv lige foran FC Nordsjælland. Men, men, men. Der var såmænd den spøjse krølle på kampen, at vi med en sejr på fire mål eller mere ville gå forbi netop AaB, der lå nummer seks i tabellen. Det gjorde vi takket være en sejr på 5-0. Quincy Antipas scorede to gange, mens Eyjolfur Hedinsson, Bjørn Paulsen og Tommy Bechmann også ville lege med. “5-0 er nok, 5-0 er nok” gjaldede det dengang ned over banen fra lægterne.
Hold øje med
De fleste vil nok pege på Mathias Jørgensen, og det er da også ham, der scorer klart flest mål. Dog må man bestemt ikke undervurdere de kvaliteter, Melker Widell besidder. Han er dygtig på bolden, hurtig på fødderne og har et knivskarpt blik for spillet. Spiller svenskeren godt, gør hans hold det som regel også, og han er en af de spillere, der før har været hård ved os.
Fem af de skæve
Ud af Champions League og ind igen
1. AaB var det første danske hold til at komme med i Champions League i 1995. Det endda selvom de røg ud lige inden til Dynamo Kiev, men de kom med alligevel. Dynamo Kiev kom efter sejre over nordjyderne i Gruppe A med Panathinaikos, Nantes og FC Porto, men da UEFA opdagede, at ukrainerne inden 1-0-sejren hjemme mod Panathinaikos havde forsøgt at bestikke kampens spanske dommer Antonio Lopez Nieto med to pelsfrakker til en værdi i omegnen af 175.000 kroner, blev de kylet ud af turneringen. AaB kom med som en heldig kartoffel og tog fire point i seks CL-kampe!
Et elsket stadion
2. AaB har spillet sine hjemmekampe på samme stadion siden 1920 – en sjældenhed i dansk fodbold. Dog er der én undtagelse: I 1934 blev en kamp flyttet til klubbens træningsanlæg på grund af åbningen af et nyt klubanlæg. Så næsten 100 år på samme græs – med en enkelt afstikker.
Fingrene væk fra nummer 12!
3. Torben Boye spillede hele sin karriere i AaB og nåede imponerende 560 kampe. Hans trøjenummer 12 er blevet pensioneret som en hyldest til hans dedikation – en ære, der normalt er forbeholdt superstjerner.
Engelsk stjernestøv
4. I 1966 vandt AaB sin første landsdækkende pokalturnering med en sejr over KB. Samme år spillede de også deres første tællende internationale kamp, som endte uafgjort mod engelske Everton – en stor bedrift for klubben.
De topper listerne
5. Torben Boye er AaB’s rekordindehaver hvad angår kampe for førsteholdet. 560 blev det til – et godt stykke foran Rasmus Würtz på andenpladsen, der nåede 487. Deres all time-topscorer er Kjeld Thorst, der lavede 88 mål for dem.
Fem af de nørdede
1. Det er ikke bare en myte, at AaB’s Lars Kramer er god med låget. Af de spillere i sæsonen, der har haft mindst 150 dueller, er Lars Kramer den, der har vundet tredjeflest af alle i ligaen denne sæson.
2. Ser man på store chancer, ligger AaB i denne sæson med en expected goals (forventede antal mål red.) på 32,5. De har lavet 26, og det er det hold, der ligger længst under deres forventede antal mål ud fra store chancer. De har også indkasseret flere, end de burde ifølge stats. Forventede mål imod ligger på 44, og de har lukket 52 ind.
3. AaB scorer de fleste af deres mål i anden halvleg (62 procent)
4. AaB er det hold, der har haft flest skud imod sig i denne sæson (414 – heraf 144 inden for rammen)
5. Vi har scoret 25 procent af vores mål i denne sæson mellem det 31. og 45. minut. AaB har scoret hele 38 procent af deres i det første kvarter efter pausen.
Vær med til at skabe den perfekte uge
Vi har før nydt rigtig godt af god opbakning i Aalborg, og vi håber, at rigtig mange igen har lyst til at tage turen nordpå sammen med os. De fleste har fridag mandag, så det er en perfekt mulighed for at komme på stadion. Vi lover at give alt inde på banen, og sammen håber vi at skabe en uge med ni fantastiske point på bare seks dage!
Du kan læse mere om forholdene for udebanefans i Aalborg lige her.
Glem heller ikke at købe billet til vores næste hjemmekamp, når vi søndag den 27. april møder Viborg FF på Sydbank Park klokken 14.00. Det kan du gøre lige her.





